Frem og tilbage er virkelig dobbelt så langt

På mit natbord står der et glas vand, og det første, jeg gør hver dag, er at tage en pille og en tår af vandet. I dag tog jeg ikke glasset med ud fra soveværelset, da jeg stod op, for jeg skulle bare lige ud at tisse, og så ville jeg komme tilbage og tage tøj på, og da kunne jeg jo så tage glasset med ud i køkkenet.

Det andet jeg gør om morgenen er at skrive dagbog og tømme hovedet for lidt løsøre, og da jeg havde skrevet i dag, blev jeg tørstig. Men mit glas var ikke i køkkenet, så jeg kiggede ind på sofabordet for at se, om det stod dér, men der var ingen glas i stuen, og jeg huskede, at jeg da aldrig fik det med ud fra soveværelset.

Jeg gik ind efter glasset, og når jeg nu var i soveværelset, kunne jeg lige lukke vinduet derinde lidt til, så der ikke blev koldt i hele lejligheden. Og så var det ellers tilbage til køkkenet, hvor jeg var ved at lave morgenmad.

Jeg slog æg ud, piskede dem i en skål med lidt mælk og salt og peber, jeg smeltede smør på panden, fandt lidt mere smør i køleskabet og smeltede det med, og jeg hældte æggene ud og fik dem helt perfekt bløde uden at være våde.

Og da jeg havde spist, blev jeg tørstig, men der var ikke noget vandglas i køkkenet. Så jeg tænkte, om jeg mon havde sat det i stuen for at sætte mig derind på et tidspunkt, men der var ingen glas i stuen, og så kom jeg i tanke om, at jeg aldrig fik det med ud fra soveværelset, fordi jeg før bare var gået ind og havde ordnet det med vinduet og glemt alt om glasset.

Tankernes rækkefølge og handlingerne var fuldkommen de samme som en halv time forinden, og det slog mig, hvor stenet det er, at jeg kan følge samme mønster to gange på så kort tid og først mange trin inde i processen indse, at det er en gentagelse af det fra før.

Det her skete, før jeg fik dagens ADHD-medicin, og den kan godt lægge en dæmper på noget af det her gøglede gentagelse. Men den kan ikke fjerne det helt, og for tiden kan den slet ikke gøre ret meget, fordi jeg er så flad af stress, at min egen krops forståelse af, at vi står på savannen med en løve på vej for at sluge os i sit gab, er så stærk, at medicinen ikke kan skære igennem og ændre meget andet end, at jeg får lov at falde i søvn om aftenen (hvilket er en stor gave!) og kan finde små vinduer af fokus i løbet af dagen.

Og før du siger, at alle da glemmer sådan et glas ind imellem, og hvor slemt kan det være, vil jeg lige bremse dig. For ja, det gør alle. Jeg gør det bare med måske 30 ting i løbet af dagen. Hver dag. Og så er der alle de andre krumspring, min hjerne gør i løbet af dagen, som jeg også skal håndtere. Nogle dage føles det mest, som om jeg har været dagplejer for en håndfuld unger på 2, som har rakket omkring i alle rum og efterladt legesager og vræl og beskidte bleer overalt, hvor de nu var. Som når jeg får kolde arme og behov for en trøje, og der altid er en lige i nærheden, fordi jeg lader striktrøjerne ligge, hvor jeg tager dem af.

Det kan lyde charmerende, og det kan lyde rodehovedsjusket, og det kan lyde som et reelt stressproblem, hvilket det er.

Jeg bliver ked af det, når jeg tre gange på en time glemmer at tage mit glas med ud af soveværelset, når jeg nu alle tre gange går derind med dét mål for øje, at glasset skal med ud. Jeg bliver ked af det, når jeg igen står et sted og tænker ‘hvad skulle jeg’ eller griber fjernbetjeningen eller telefonen eller sætter mig op og rækker hen til bordet, og endnu en gang ikke aner, hvad jeg ville, så min hånd bare svæver over bordet, imens jeg lige grubler ‘hvadvardetnuhvadvardetnu…’.

Nogle gange kan jeg gå tilbage i skridt og med et blik på det, jeg kom fra, eller ved at sidde, som jeg lige sad eller genkalde mig, hvad jeg havde tænkt før, kan jeg huske, hvor jeg skulle hen, andre gange er det bare tabt. Nogle dage står der et vandglas på natbordet, når jeg går i seng, fordi jeg aldrig fik det med ud om morgenen, men bare troede, jeg havde sat mit glas i opvaskeren, eller slet ikke har husket, at jeg havde gang i et glas, og derfor bare griber et i skabet, når jeg bliver tørstig.

Det er mange ting, der tabes i løbet af en dag, og det bliver bedre, når jeg ikke er helt så syg af stress, men selv på de bedste gode dage er der masser af tabte ting og tanker.

Og nu siger min alarm, at det er sidste udkald for morgenmeds, så jeg trykker Udgiv.