Kapitel 5
Futter dutter
Normalt er livet rart og enkelt, og det fungerer rigtig godt for Nisse Bent. Men nu fryser han, han er sulten, og han mangler sin hue. Dét fungerer slet ikke.
Hans lille ansigt er så koldt, at end ikke panden rynker og kan vise, hvor dumt det hele er. Ikke at der jo er en eneste i nærheden, som kunne se hans lange ansigt og tage sig det mindste af ham. Alle er væk, og han skuler i mørkningen.
Der er lys i huset, men hvis køkkenet er tomt, kan han få varmen der. Og hvis han har heldet med sig, kan han måske rapse en pebernød eller to….tre håndfulde. Egentlig må man helst ikke tage for mange ad gangen, for så er der spektakel og barnegråd, men han kan ikke løse eller overkomme det her, hvis hans mave også er så knarvorn.
Så Nisse Bent slæber vanten med sig og straffer den tomme luft med spark for omtrent hvert tredje skridt. Det ligner en arrig dans, men hverken dans eller al den vægt, som fylder hans bryst, varmer særligt meget. Det vil virkelig være bedst, hvis der er nem adgang til fadeburet. Nisse Bent maser kattelemmen åben og kigger ind.
Bryggerset er stille og halvmørkt, der er bare den stille stribe lys fra køkkenet, som viser, at der er fri bane. Og at haspen på døren til konserves- og kagedåsens kongerige hænger løst ned.
Han glider ind ad lemmen, men før han går efter godter, vil han lægge vanten, sådan at nogen kan finde den og så måske strække sig lidt omkring beholdningen af juleknas. Kurven med tørklæder og ekstrasokker er et godt sted, og hans skæg hopper, da han kommer derhen.
Den krøllede dames strikfutter! Han ved, han er heldig med den åbne dør til fadeburet og tør dårligt glæde sig. Men der er flere at vælge imellem, og han finder nogle, som har været så elsket, at en hæl er slidt af, og makkeren har hul i tåen.
Nisse Bent lægger vanten, og hans mund er bred, da han lidt efter sidder i køkkenkrogen med en ulden ankel om hovedet, striktåen ned ad nakken og varme kinder fulde af pebernød. De har sjældent smagt så dejligt.
Måske er heldet vendt? Måske kan han finde huen? Og måske bliver det jul trods alt.
#balladenomnissebent #juleibsfortæller #viaflyserikkealtendnu #menhvadmedhuen