Skarlagensnyd

Jeg faldt engang for et band, der var helt langt fra det meste, jeg ellers elskede. Det var den sommer, hvor jeg lige var blevet skilt og flyttede hjem til Aarhus og fandt mig selv og mine egne ben igen efter et forhold, som havde været dejligt, men endte sløjt, og så blev det her band spillet i radioen og på NorthSide og var en del af lydtapetet med al den frihed og lethed og mulighed, som blev kendetegnet for dét år.

Jeg var ellers vant til at høre rock, selvom det i en håndfuld år havde været lidt på et lille, stille blus bagerst i mit hoved, imens min kæreste havde spillet jazz og lært mig at lytte til p8 og hans lidt sære, langsomme electronica i pladesamlingen.

Og nu skulle jeg egentlig tilbage til den skarpe tromme og dybe bas, jeg både elskede og savnede, men ud af det blå sendte radioen nogle virkeligt unge mænds sukkerblødme ind i mine ører, og det landede i mit hjerte, og der har Scarlet Pleasure været siden.

Jeg hører dem egentlig ikke særligt tit, og der kan gå halve år, hvor jeg ikke tænker på dem, men så dukker de pludselig op i lyden af noget musik fra en film, noget andenhåndsmusik fra en hovedtelefon i bussen eller et minde om et kys i solen eller stille ro på altanen med vimpler af silkepapir, som blafrer dovent for vinden, og så skal jeg lige høre det.

I går sagde Spotify, at deres nye album var landet, og jeg har gået og lyttet til nogle singler henover det her fortabte forår, hvor alle har levet i et vakuum, imens covid-19 har udfoldet sit livs drøm i verden omkring os.

Jeg var ude i går, så jeg fik ikke sat pladen på, men jeg har hørt den i dag, og det er ligesom at se en ven, man var tæt med for nogle år siden og nu ikke helt ved, hvor man har, men man er ret sikker på, der stadig er fortrolighed og elsk i grundlaget. Og jeg har flere gange tænkt, at dem i bandet har været i en eller anden gammel pladesamling siden sidst, for der er mindelser om både Beatles og andre klassiske elementer på flere af sangene, som jeg ikke synes, der har været før, og der er ligesom en ny og anderledes dyb grundstemning på hele pladen.

Måske er de bare blevet ældre siden sidst og har skrabet knæene og hjerterne lidt mere på livet i mellemtiden, måske er jeg et andet sted med dybere ro i min uro og erkendelsen af, at jeg faktisk igen er på samme trin i forhold til en relation, som jeg var sidst. Selvom relationen denne gang ikke har løbet sig færdig og ind i en mur, men mere prøver at løbe ud i sandet, mens alle forsøger at gribe både sandkorn og blæst i begge hænder og fulde favne.

Måske er det altsammen en del af det, jeg aner det ikke, men jeg kan rigtig godt lide den nye plade, som både er glad og vred og blød og sød, og jeg har ikke lyttet nok til teksterne endnu, men jeg hører mere mol og et bredere lydbillede på numrene, end jeg har hørt før.

Jeg lægger ikke mærke til, når pladen begynder forfra, jeg opdager bare ind imellem, at nu er jeg da ved den sang igen eller det der omkvæd en gang mere, og hvor er det i grunden lækkert, at den bare kan være på repeat en hel dag og fylde mine ører og mit hjerte med alle følelser, så mine øjne bliver våde, og jeg flere gange får lyst til at spole, fordi jeg vil godt lige vil høre den der og den der en gang til, men alligevel ikke vil skifte midt i noget andet, fordi det også er godt.

Og jeg har ikke tænkt mig at gå i seng på noget som helst fornuftigt tidspunkt i dag, og jeg har ikke nogen som helst planer om at høre andet end Scarlet Pleasure i morgen.

Så vil jeg lære at kende sangene bedre fra hinanden, imens jeg glæder mig over, at de med både guitar, bas og stemme også har proppet flere referencer til førstepladen ind, og nyde, at man netop kan skue tilbage og vide, at alt det, som kom forud, stadig er en del af den, man er nu.