1. februarfiktion 2021

John var hendes læge og havde været det i alt for kort tid. Nu gik han og slog hendes græs. Han så ned på de lånte kondisko, som blev mørkere for hver bane på plænen, og undrede sig over, hvordan han var endt her.

Han kunne have grublet i æoner, men selv de længste strå bliver korte nok med en skarp kniv, og John trak plæneklipperen op til carporten. Han børstede ikke bladene af, som hun havde bedt ham om. Han rystede bare lidt med maskinen og så et par fedtede klumper falde fra den uden at blinke. Han satte den til opladning og klukkede lidt stakåndet for sig selv. Det var alligevel blevet svært at få luften ordentligt ind og ud.

Inde i stuen var kaffen blevet kold. Chokoladerne havde stået i septembers sol og var begyndt at glide ned ad den skrå kant på fadet. Det vendte sig i ham, og han tænkte kort, at det gør det ellers aldrig. Altid så fast som en klippe, sagde folk, det var John.

Han betragtede det lille marmorbord dækket op med to kopper og en stempelkande med en grå og grumset væske i. Han trykkede stemplet ned og fyldte den ene kop med kaffe. Der skvulpede lidt ned i underkoppen. Det andet sæt med kop og underkop tog han i lommen sammen med en teske.

Fadet med chokoladerne stod egentlig lidt for langt fra hendes plads i lænestolen, men solen kunne ikke nå, hvis han flyttede det. Han stod lidt og så på, at alt i stuen falmede. Så tændte han to lamper, som hun havde sagt. Og det var det.

Ude i gangen var det allerede halvmørkt. Han åbnede døren, slog smæklåsen til igen og skiftede sko i lyset udefra. Farvel, sagde John stille, og uden at nogen hørte det denne gang, må din rejse blive bedre end vejen hertil.