1. februarfiktion 2021
John var hendes læge og havde været det i alt for kort tid. Nu gik han og slog hendes græs. Han så ned på de lånte kondisko, som blev mørkere for hver bane på plænen, og undrede sig over, hvordan…
Februarfiktion
Engang var jeg med i en gruppe på Facebook, hvor vi skrev fiktion hver dag i en hel måned. Det var så den korteste måned på året, men dog var det i et skudår, så det blev til 29 dage…
29. februar
Han så fotoalbummet igennem for anden gang. Der var så meget fra dengang; landskaber, strande, blå himmel med lammetotter, og alle dem af de to sammen foran monumenter og statuer og flot udsigt fra rundt omkring i verden. Møjsommeligt fjernede…
28. februar
Uret viste, at hun havde mistet fire timer og 50 minutter. Hun kunne huske, hun lukkede hoveddøren og tog nøglerne i lommen, men nu var hun hjemme. Den ene sko var væk, og tørklædet lå i lommen. Der var mudder…
27. februar
“Popsangere ødelægger det for os andre,” tænkte han og trak vejret ind mellem tænderne. Han sad med telefonen i hånden. Igen. For femten timer siden sagde han farvel, klemte hendes hånd og lovede at skrive. Og nu sad han der…
26. februar
Hun så på uret, mens hun rettede på en strop og forsøgte at få krøllerne ind under tørklædet. Det skulle have været her nu, og hun kunne mærke en hård og spændt dunken i brystet. Hun kiggede ud ad sporet,…
25. februar
Han vendte sig i sengen og mærkede noget koldt mod huden på armen, der gled ind under den anden hovedpude. Han behøvede ikke tænde lyset for at vide, at det var halsbåndet, der lå der. Læderet var køligt og metalringene…
24. februar
Han havde sagt som noget af det sidste, at han ville savne parmiddagene med Pia og Morten. Men det var kernen i det. Det var ikke parmiddage. Det vare bare en veninde og hendes kæreste, som kom og spiste.
23. februar
Jeg så ud på skyerne, satte mig op og trak tæppet af mig. Jeg var sulten, og det var koldt i stuen. En kop kaffe ville løse begge dele for en tid. Men bevægelsen i mine ben udeblev, og jeg…
22. februar
Buketten stod i vindueskarmen, og en solstråle fik roserne til at ligne blod i farven. Mette lænede sig ind over den orange voksdug på spisebordet og fiskede birkes ud af tænderne, mens hun ventede på, at hendes søster sagde noget…
Seneste kommentarer