Kend din målgruppe

Nu har jeg et par gange sagt, at du for at få succes på eksempelvis facebook blot skal se, hvad andre gør og så gøre det efter. Og det er også rigtigt, men det er ikke hele sandheden.

I kommunikation er en af kardinaldyderne, at man kender sit publikum. Sælger du stationcars til familiefædre, nytter det ikke noget at lave markedsføring med ord og billeder, som viser en livsstil eller et engagement, som ikke ligner målgruppens. Sælger du rejser til Sunny Beach, går det ikke, hvis du reklamerer med rolig afslapning og udflugter til ruiner dagen lang. Det er ikke dét, målgruppen ønsker, og hvis du reklamerer for det, rejser de i stedet til Ibiza eller andre strandparadiser, som lover sprut og lir. Står du med købsaftaler på Farmands Nye Stationcar må du have fat i viden om, hvad det er, familiefædre reagerer på, så du fanger hans interesse med din kampagne.

Og sådan er det med alle varer. De har hver deres målgruppe eller målgrupper, for der kan snildt være flere målgrupper til én og samme vare, og så må du rette dine kampagner ind efter dét.

Er du for eksempel grønthandler, kan du henvende dig til flere målgrupper; der er børnefamilierne, som har fokus på, at poderne får sund kost; der er træningsfolket, der har fokus på at få deres seks grøntsager/frugter om dagen; og så er der alle de helt almindelige mennesker, som lige spiser et æble eller bager en banankage i ny og næ. Og selvom sidstnævnte gruppe måske nok køber grønt i forbindelse med deres almindelige indkøb, kan det betale sig at tilgodese alle tre grupper i din markedsføring, hvis du vil have, at de køber deres sunde varer hos dig.

Men der er endnu en gruppe, du kan nå med din markedsføring af frugt og grønt. Det er dem, der gerne vil være som træningfolket; de personer, der måske ikke udlever det helt til punkt og prikke, men alligevel gerne vil – og synes, de kan – identificere sig med det pågældende segment, som strutter af energi og sundhed.

Det er gylden og grundlæggende viden i markedsføring, og det skal anvendes lige så vel på sociale medier, som det anvendes i traditionel markedsføring med annoncer og tv-reklamer.

Kend din målgruppe, tal til den og sælg din vare.