Uge 11 2022

Den svage lyd af klemten som fra småbitte bjælder trængte sagte ind i soveværelset, og de to derinde vendte sig en smule. De lagde sig tæt ind til hinanden med små lyde af tilfredshed. Det var mørkt endnu, og disen trak hen over plænen og satte pailletter på de mange strå.

Snart efter strakte solen sig op over klodens kant, og lyset nåede ind til manden i sengen. Han sukkede, kyssede den andens skulder og stak sine lange tæer ud over sengekanten i et morgenstræk. Det var i dag. De kunne begge to mærke allerinderst, at det var nu.

Uden at sige noget stod manden op, og med fødderne i de lodne morgensko bar han sin krop over tre dørtrin og stod så foran vinduet i det lille bryggers. Der var lunt, og der lugtede af frakker med frost og frisk luft fra i går, men han bemærkede også, at spanden til hønsene skulle ud.

Manden stod et øjeblik og så ud i haven, og han studsede kort over, at der så ud til at være gyldne glimt i græsset. Han rakte hånden op i skabet ved siden af de småsprossede ruder og tog sine ting ud. En lille pose af stof, nogle breve med tørrede frø og nøglen til bedstemors brudekiste, som endnu stod inde i stuen.

Det raslede i hele bryggerset, da en af poserne med frø slap ud mellem hans fingre og blev fanget af bordkanten på sin vej mod gulvet. Det måtte så blive den, tænkte manden, og samlede frøene op igen.

Nænsomt lagde han syv af dem i den lille stofpose og trak snørelukningen til, og så slukkede han lyset. I stuen låste han brudekisten op og rodede i de mange flade metalstykker i det mørke kistebunden. Han lod fingrene glide rundt, indtil de hvilede et øjeblik længere ved noget, der føltes varmere og blødere end resten.

Han smilede og lagde mønten fra kisten i sin næve, der også holdt om stofposen. Nøglen blev siddende i låsen, sådan var det, den var altid på plads i sit bryggersskab i løbet af sommeren.

Manden åbnede døren ud til haven og pustede tungt ud i den kolde morgenluft, så han kunne se sit eget vejr foran sig i det svage lys. Vindstille. Det var en venlig morgen.

Langsomt skubbede han døren i bag sig og trådte ud i græsset, som knasede mildt under hvert af hans skridt forbi den efterhånden lange række af planter og træer fra sidste, forrige og flere forgangne år.

Der var en lille ribsbusk, der om nogle år ville bugne af overflod. Det lille æbletræ ville også vokse op og være gavmildt. Og den korte kastanje fra sidst så endnu ikke ud af ret meget, men den ville blive et vartegn for gården og alle, som holdt af den.

Det vidste han. For de var alle blevet givet livet på netop denne dag. Og når dag og nat holder hinanden i hånden og rækker lige langt, og jordkloden er med alle dens skabninger, kan man få store løfter, hvis man selv lover noget.

For enden af rækken med vækster lagde manden sig på knæ i græsset, og med posen i højre hånd gravede han et hul i den faste jord med venstre. Alle hår på mandens hud stod lige ud i luften.

Med stor omhu lagde han den lille stofpose ned i sit dybe jordhul og dækkede den med et tyndt lag jord fra hullets kanter, og så lænede han sig forover og pustede langstrakt ned i hullet. Til sidst trykkede han mønten fra bedstes beholdning ned oveni og fyldte hele hullet op med den opgravne jord.

Han satte sig nu på hug over sit arbejde og gav sin spændte morgenblære forløsning ud over den lille jordknold, hvor han nu sad med de snavsede knæ pegende mod himlen og hvert sit verdenshjørne.

Manden talte sagte, men hans klare stemme flød rundt i hele haven, da han sagde “Må du være med mig i dag og i nat og nu og i år” og blev siddende, til han var færdig.

Han rejste sig og stod med jord på knæene og den ene hånd og så sig om i haven. Solens stråler nåede stadig ikke ned til ham, men rimen på græsset var blevet til dråber. Alting var nu godt i gang.