Uge 10 2022

Det skete en sen efterårsdag i året 1978, at en lille, dejlig pige kom til verden som tredje barn i familiens række. Da hun var ankommet, blev hun lagt på sin moders mave, hvor hun straks tømte sin egen ud over det slidte ophav, og faren havde så travlt med at tælle fingre og tæer og få ti af hver, at han først senere forstod, at han nu havde endnu en lille, dejlig pige at passe på med sit liv.

Den lille, dejlige pige blev større og fik store, blå øjne, som grådigt og nysgerrigt sugede verden til sig, og hun fik det krideste, hvideste hår, som reflekterede alle sommerens soleste stråler. Hun rendte i smækbuks, fløjl og hjemmehæklet hat og lignede en lille, dejlig dreng.

Det behagede ikke rigtig den glade moder, og således gik det til, at et af den lille, dejlige piges allerførste minder blev at sidde hos en guldsmed ved juletid og se på dovent svømmende fisk i et lille akvarium, imens begge hænder og hele munden var fulde af pebernødder. Fortrængt er maskinel og personale, men efterfølgende kunne små, fine stikker i pigens øreflipper formidle til omgivelserne, at der ikke var tale om en lille dreng.

Tosset har det alle dage været at skue hunden på hårene og at bedømme jordens små og store børn på stereotype antagelser om udseende. Men det virkede vist nok, og huller i ørerne endte med at være én af mange ting, som moderen gjorde, der sidenhen var med til at lære den lille, dejlige pige, at uanset hvad verden havde af særlige forventninger og krav til hende, alene på grund af de to X’er i hendes kromosomer, så var det faktisk pigen selv og ingen andre, som bestemte, hvad der skulle være muligt i hendes liv.

Den lille, dejlige pige lærte, at alting var opnåeligt og attråværdigt, selv hvis det krævede vilje, kamp og en tilretning af omgivelsernes antagelser om, hvad piger er og kan og må. 

Helt så enkelt og snorlige er livet aldrig, og der var også brok over skingerhed og rigide indstillinger, men blandt andet ture til Italien, hvor morgenbrød blev hentet i bare ben og fødder, fordi det regnede, og fodtøj alligevel bare var blevet vådt, var med til at vise den lille, dejlige pige, at styrke blandt andet er at vide sig sikker på at kunne ting selv og på sin egen måde.

Tapeter, billeder og gardinstænger hængtes op i det lille hjem, som faren var flyttet fra. Brænde blev kløvet og stablet og kyndigt brændt i ovnen, og hjælp og knowhow blev efterspurgt, når der var behov. Der blev bagt mange flutes og boller, men der blev ikke stukket op for bollemælk, fordi præmissen var, at alt andet end ligestillede muligheder og krav til ethvert menneske ganske enkelt er urimeligt.

Og godt 40 år efter den fine efterårsdag med glade suk på fødestuen, da den lille, dejlige pige for længst var blevet voksen og havde sandet, at moren havde ret i flere ting, end det nødvendigvis var dejligt at indrømme, og da hun alt for ofte i sit eget liv havde mærket, hvor lidt verden er til sinds at stole på hendes insisterende kunnen alene baseret på nogle kropslige egenskaber, var det netop den stædige styrke og den vedholdende, stensikre tro på det indlysende ligeværd, som den lille, dejlige pige takkede sin mor for, da de to for sidste gang holdt i hånden, og den enes hjerte for altid blev stille.

Den lille, dejlige pige er mig, og i dag er min mors fødselsdag. Der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke savner hende og sætter pris på, at hun evigt forsikrede mig om, at kvinder er mindst lige så meget værd som mænd i denne verden. Jeg takker universet for, at jeg fik sagt hende tak for det til allersidst, og jeg bærer stædigt min mors – og alle kvinders – fakkel videre.