Uge 2 2022

Tunge klokker bimlede et sted langt oppe, og Louise sad på den flade polstring og mærkede kirkebænken trykke på en ryghvirvel. Solen kom blegt ind forbi de mange blyindfatninger og lagde kølige pasteller over hendes ansigt og den sirlige opsætning af lyst hår. Den lille mund var farvet mørk, så den matchede hendes dybe blik, og læberne klistrede let sammen, før de i hver side endte i små og bevidst opadtrukne hulninger i kinden. Nu blev det altså sådan.

Louise havde indset det dagen før sin 31-års fødselsdag for tre år siden. Hun havde løbet perfekt, så godt som hun nogensinde kunne, og det var blevet til sølv igen. Dage, uger og år med træning, og hver gang hun svedig og spændt fik sin hærdede krop over stregen, var det til andenpladsen.

Førstepladser var noget, der kun fandtes i teenageårene, hvor alle fjumrede rundt og ikke vidste, hvad de lavede. Hun havde haft en kæreste og været den bedste løber på holdet. Hun afleverede diktater og regnelektier uden fejl og røde streger, og hun stod øverst på podiet tit nok til at vide sig sikker. Men nu var alle voksne, og selv hver gang hun var gået op i alderstrin og var yngst i sin gruppe, havde det ikke været nok til, at hun fik mere end sølv i nogen disciplin.

Kærester og veninder havde der været i et virvar af sammenfletning med hendes strikse liv fuld af regler om træning og vejledning om ambitioner. Det hele kunne lige passes ind, og der havde været store forelskelser, smukke kys og fnisen i badene. Hun havde haft veninder både på løbehold og udenfor, og så havde hun en dag mødt Mark.

Hans ambitioner havde været lige så store som hendes, og Louise ville så gerne vise ham, at hun kunne få guldet. Hun havde trænet og kæmpet, spist efter diætistens regler, sovet efter skema og elsket med ham, når som helst en af dem havde ønsket det. Og han havde bedt hende justere kostplanen efter den ekstra energi, hun brugte, og han havde sendt hende i seng til restituering og havde lavet hele planen og sin egen plads i den. De to hørte sammen.

Hun knoklede, og han hjalp hende med at stræbe efter målet og fuldføre planen. Efterhånden havde han jo så fået og dyrket sin egen plan ved siden af, og nu sad Louise her under det hvælvede tag og ventede på at se Mark tage imod, når hendes veninde når som helst skred op ad altergangen til ham.

Louise blinkede et par gange, og da orgelet begyndte, trak hun lidt mere i mundvigene og lænede sig frem på bænken. Kirkens døre gik op, og hun rejste sig for at tage imod endnu en medalje af sølv.