Uge 27 2022

John traskede hen ad vejen, som han gjorde hver dag på sin hjemvej. Han kom forbi marskandiseren og stod et øjeblik og så ind på varerne i vinduet. Der var heller ikke noget interessant i dag, og han traskede videre og gik hjem.

Dagen efter skinnede solen, og John så en guitar stå i vinduet og glimte med sine strenge. Den var fin, men han var jo slet ikke sådan en, som kan spille guitar, så han traskede videre og gik hjem uden at tænke mere på det.

En anden dag stod guitaren i marskandiserens døråbning med et gult skilt om halsen, hvor der stod tilbud og rabat. Det var spøjst med begge udsagn, tænkte John, men han var jo stadigvæk ikke sådan en, som kan spille guitar, så han traskede videre og gik hjem.

John kom traskende som alle dage, da marskandiseren kom ud af sin butik med en guitar i hånden og anråbte ham. Han fortalte, at han havde siddet bag disken og set John kigge efter guitaren. Han havde lagt mærke til, at den unge mand tøvede, da guitaren stod med rabat og tilbud foran døren. Om han mon ville have den? John rystede på hovedet, for han var ikke sådan en, der kan spille guitar, men marskandiseren så på ham med store øjne. Han bad ham om at tage guitaren fra ham, han skulle få den kvit og frit, så længe marskandiseren selv ikke skulle have den stående i butikken længere.

Det fik John til at le en smule, hvem sælger dog en guitar gratis. Han var ked af at se marskandiseren sådan, så han indvilligede i at tage guitaren med hjem, men gratis kunne det ikke være, så han gav en femkrone for den.

Guitaren var ustemt, det kunne selv Johns dårlige ører slå fast, og strengene virkede slidte. Der var endda rød maling på nogle af dem, eller måske var det saft, det virkede klistret.

Så John gik hen i byens lille butik med instrumenter og fik sin guitar omstrenget og stemt. Han fik også en rem på, så han kunne bære guitaren på kroppen i stedet for at gå og flagre med den i hånden.

Manden i butikken rådede ham til at blive god i en ruf, og uden beregning lagde han et hæfte med “Sådan lærer du at spille guitar” i posen, da John sagde farvel og tak og gik hjem for at blive sådan en, der spiller guitar.

Han kunne ikke sidde hjemme og øve sig, så de næste dage gik John byen tynd med sin guitar, og henne ved åens skråning fandt han et godt sted.

Der løb en lille, blåstenet vej langs med vandløbet, og vejen havde et kryds, hvor den kom over en bro, men efter at en vej med blanksort asfalt var anlagt rundt om byen, kom her aldrig nogen, selvom det stadig var næsten midt i byen. Her sad John og øvede sig med det lille hæfte og et solidt greb om guitarens hals.

En dag stod pludselig en mand foran ham og klappede. John havde ikke set ham på afstand, han dukkede ligesom bare op fra omme bag et af vejtræerne, som stod og svajede i solen.

John blev forlegen, for han var ikke glad for publikum, og han var slet ikke god nok til at lade andre høre det endnu. Han syntes, manden så spøjs ud, og han lugtede også underligt som af rådne æg eller den tykke ende af tændstikker.

Manden stillede sig lige foran John og nikkede og hævdede, at John havde potentiale. Han selv vidste tilfældigvis et og andet om verden og kunne fortælle John, hvad der skulle til. Han kunne faktisk tilbyde ham at blive god uden rigtig at gøre noget for det. Han kunne give John talent, sagde han, og lovede samtidig, at det ikke skulle koste den unge mand ret meget, slet ikke.

Men John, som slet ikke var sådan en, der spiller guitar, vidste ikke lige, hvad han skulle med talent for noget, han bare hyggede sig med. Han sagde nej tak, og da mandens stemme blev streng, rejste John sig op og gentog sit nej tak mere bestemt, før han gik sin vej.

I løbet af sommeren fandt John flere nye steder at spille, og hver gang han havde haft et sted i et par dage, dukkede manden op. John så ham aldrig i anmarch, han mærkede bare lugten af svovl i luften, og så stod manden foran ham igen.

Den fremmede mand så irriteret ud. Han tilbød John talent og berømmelse, sagde han nu, hvis det ikke var nok med talentet alene. Det var ikke engang en høj pris, sagde han. Det var bare en lille smule betaling, noget florlet og nærmest umærkeligt, som John skulle gå af med, lovede han.

Men John rejste sig op og stillede sig foran manden med sine hænder plantet på hofterne. Han skulle til at sige nej igen, da manden prikkede ham på skulderen.

John så pludselig sig selv stående på en scene, hvor folk foran råber hans navn og klapper i takt, og han kan høre, de synger en sang, som han ikke kender, men han forstår, at han selv har skrevet den, og nu står de her og synger den for ham. Han ser kærligheden og beundringen i alle deres øjne, og det giver ham en dejlig følelse indeni.

Manden slap Johns skulder og så på ham med sult i øjnene. Men den gode følelse indeni fordampede, og John sagde nej tak igen og gik endnu en gang sin vej.

Endnu senere på sommeren sad John igen og spillede tæt på åens krumning ved den lille bro. Det var let regn, men han kunne sidde i læ under et træ, og ingen forstyrrer vel andre i sådan et vejr, tænkte han.

Han var blevet helt ferm på guitaren nu, fordi han øvede sig, og han fik en tanke om at skrive sin egen sang. Det gav et stik langt inde i ham, og han blev lidt utilpas. Men han slog alligevel nogle akkorder an og tryllede nogle ord ud af hovedet til en lille tekst. Det lød fint uden dog at kunne overvælde nogen. Han kunne da godt være sådan en, der spiller på guitar og skriver sine egne sange. Sådan tænkte John, og så kunne han lugte rådne æg.

Han kiggede op og så lige ind i øjnene på manden, som endnu en gang var dukket op lige foran ham. Det så ud, som om det ikke regnede, hvor manden stod, selvom luften ellers var fuld af småbitte dråber, som helt modvilligt gav efter for tyngdekraften og lagde sig på alting.

Måske dampede manden endda i den friske regn, John var ikke sikker, og nu talte manden til ham. Han sagde, at John var blevet god, men ikke fantastisk. Han fastholdt, at han kunne hjælpe John. Han kan få stort talent, berømmelse og rigdom, hvis det nu var penge, der kunne trække. Umådelig rigdom, flere penge og mere berømmelse, end han selv kunne drømme om, lovede manden. Og hans egen betaling gjaldt ikke procenter og penge, overhovedet ikke, han skulle kun bruge noget meget mindre fra John, noget som bare var Johns eget.

John rejste sig for at bede manden gå væk, men da han stod foran ham, tog manden fat i begge hans skuldre.

Nu står John på en scene igen. Han står foran tusindvis og atter tusindvis af mennesker, som alle sammen er der, fordi de er vilde med ham. De skriger op mod scenen og lyset, at de elsker ham, og de kaster blomster, undertøj og penge op til ham. Han ved, at han bor i et hus, der er større end noget, han før har set, han får champagne og kaviar og guld og diamanter hele tiden, og han bliver kørt af sted i store biler frem og tilbage til privatfly og yachter og brede strande med palmer og sus. Alle han møder, kender og elsker ham, og de beundrer ham og ser op til ham, og han giver dem så meget værdi og får så meget tilbage. Han kan godt lide det, så han smiler og ser blankt frem for sig. 

Han så fortumlet ud, da manden slap ham igen. Manden så mildere ud, men fik på samme tid et strammere ansigt, og John kunne sværge på, han så et rødt skær i mandens øjne.

John vaklede lidt og så ned på sin guitar. Støvregnen var brændt væk af en lys sol, og han stod under træet, så kun guitarens skygge stak ud.

“Det skal ikke koste dig noget som helst, som du i hele denne verden har brug for,” sagde manden, og med blikket fastholdt han Johns øjne og så lige ind i ham. John fik det underligt og glippede med øjnene, og han prøvede at få hold på verden.

Den dejlige følelse fra før, hans ømme fingerspidser, hvad han havde brug for i denne verden. Han så sig om på vejen og undrede sig over mandens skygge, som lagde sig ved siden af guitaren, selvom lyset slet ikke faldt på den måde.

John kiggede på manden, så ham rigtigt, og trak så på skuldrene. “Nej”, sagde han og vendte sig om og gik med sin guitar.