Uge 28 2022

Der stod en bænk i parken, og på bænken sad en mand. Ingen kunne se, hvor længe han havde siddet der, men det var noget mere end ti minutter.

Det havde ikke regnet hele natten, men hans ansigt var alligevel vådt. Det havde dryppet ned på hans trøje, så det lysegrønne bomuldsstof var blevet mørkere i små prikker og pletter, som dannede et mønster. Det lignede ikke noget.

Manden sad og så ned i gruset, imens et træ stod med sine grene og raslede hen over ham. Mandens øjenbryn var krummet sammen over og ligesom rundt om hans øjne, og hans åndedrag var hyppige. Men de var uden regelmæssighed. Der var pludselige indtag og pludselige udbrud. Og nogle af dem fulgtes med spyt i små bobler og dråber.

Han lugtede lidt af røg og under det af varmt sengetøj, men det kunne man naturligvis ikke se på afstand.

På mandens fødder var et par tøfler af en slags, som ingen bør tage med i parken, fordi deres tynde såler kun er rustet til parketgulve og spredte tæpper, der ikke slider. Hans bukser var ternede med en kongeblå bund og mørkerøde og grønne striber i mønstret. Det lignede lodden fløjl, og de var ikke varme nok til en frisk morgen i parken.

Mandens øjne havde samme farve grå som snestorme og bladet på en skarp kniv, og nu løftede han dem op og kiggede ud over græsset og træerne og affaldsspandene og den lille sø og ænderne, som svømmede derude. Uden om alt det grå var der rødt i hans øjne, som skinnede blankt.

Syv små ællinger flød rundt og lignede dunede badebolde på det snavsede vand. Synet af de vuggende unger fik mandens skuldre til at lude, og hans blik fandt atter gruset mellem de to tøflede fødder. Sådan sad han lidt.

Han lagde hænderne på sine knæ, og fordi der kom et vindpust lige i det samme og fik løvet til at hvisle, hørte ingen, at der kom et suk fra manden. Han kunne ikke selv høre det heller. Manden rejste sig og lagde hænderne i de bløde lommer, så han ikke selv skulle bære vægten.

Han drejede sig og tog et skridt, hvor han langsomt fordelte vægten fra en fod til den anden. Og så gik han hjem, hvor hans kone og børn sad ved spisebordet med snot under næserne. De så på ham med store øjne, da han åbnede døren ind til dem.

De havde luftet ud. Der var ingen spor af tabte æg og brændende grydelapper. Manden sagde undskyld og vi prøver igen. Ikke?

Uden at trække gardinerne for lagde de sig alle fire ind i den store dobbeltseng og rævesov et minut, før de sang højt igen og stod op og lavede rundstykker og bacon og fødselsdagskage til far.