Uge 31 2022

Manden stod på perronens knasende asfalt i vindjakke og lyse shorts og så ind i toget. Han havde krammet sin søn og sagt tak for en dejlig ferie, og han var sluttet af med at sige ‘jeg elsker dig’, før drengen var gået op ad de to trin og havde vendt sig ud mod ham. Han havde åbnet munden og sagt noget, men det var netop, da toget hylede og lukkede dørene, så ingen kunne høre ordene.

Nu vinkede far fra sin plads udenfor, og drengen sad derinde og nikkede tilbage og stak sine hovedtelefoner ind i ørerne, da toget trak ud fra perronen og tog det hele med sig. Faren stod med armen hævet og lod hånden bølge lidt, til han ikke længere kunne se eller høre toget. Så sukkede han.

Med begge hænder i lommen på den lyse jakke tænkte han tilbage på ferien. Han havde lejet en hytte ved Vesterhavet, så de to kunne have en uge for sig selv, før hans søn flyttede og begyndte et helt nyt liv.

Hver dag var sønnen blevet liggende i sengen til middagstid, og når han kom op, var han sur over, at der ikke var mobilsignal her ude midt i ingenting. Far havde sagt, at det jo netop ikke var ingenting. Det var en pause, et hvil, et afbræk fra notifikationer og uafladelige bip, men han havde fået at vide, at han ikke forstod det. Ikke en brik faktisk. Og da forklaringen om det ene navn efter det andet kom sammen med en forviklet historie om, hvem der havde været sammen med hvem, og hvorfor det var vigtigt, hvem der skyldte nogen noget og havde lovet at være gode kammerater for evigt, fandme, kunne han godt høre, han ikke rigtig var med.

Og internettet i det lille hus lod lidt tilbage at ønske, det faldt ud, selvom far ringede til udlejeren og klagede sin nød. De kunne jo nok forstå, og det kunne damen i røret faktisk godt, hun kendte det hjemmefra, men kommunens regler for gravearbejde og så videre, hr., du må også forstå.

Så her gik far og forstod uden at forstå, og formiddagene var blæsten udefra og avisen på skødet og radioen i stuen og en snorken fra værelset. Det var ører på stilke og store smil, når sønnen kom op. Det var ristet brød, frisk morgenbrød, slagterens pålæg, avisens quizzer, som altid havde været en succes, pølser og æg og let snak om nyhederne og tung snak om livet.

Det var også håndklæder på gulvet, gen- gen- og genstartet router, fjernsyn med høj volumen, rock fra en hakkende bluetoothhøjtaler ind over radioen, og det var nej tak til pølser og nej tak til toast og nej tak til kartoffelsalaten, der i årevis havde fulgt hver sommer med sønnen.

Det var pludselig et askebæger på terrassen og boomeres uforstand og ja tak til rødvin, og det var nye ting på indkøbslisten som far slet ikke genkendte. Heldigvis var der 5G i butikken, så der var opskrifter og vejledninger til perlespelt og falafel og risnudler, og ingen af dem var da gået sultne i seng.

Han havde kun fået junior med ud at bade en enkelt gang, og bagefter havde han bare svunget sit håndklæde om sig og var gået tilbage til huset, før far var klar. Is havde der ikke været noget af, selvom tilbuddet var der, hver gang far trak i de sorte badebukser med blåt mønster. Så han havde købt fem forskellige liter is, da han var inde i butikken, så de havde noget i fryseren. Og der var både guf og flødeboller og tykke, sprøde vafler, der så meget bedre og mere hjemmelavede ud end dem nede i strandens biks.

Både is og vafler lå der endnu, for ingen havde gidet spise det, og de to var taget af sted fra huset lidt forhastet.

Far havde brugt hele den sidste eftermiddag på at pakke og prøve at få sønnen til det samme, så de kunne sidde i ro og mag den sidste aften og bare hygge sig. Og så de ved afgang ikke skulle andet end at gøre rent og slæbe al deres bagage med sig. Men drengen havde bare gået rundt med telefonen i hånden og en knotten mine, og der var ikke blevet pakket noget.

Far havde gjort noget rigtigt med aftensmaden, så de spiste i god stemning, og de fik et glas vin hver, og næsten ingen havde rynket på næsen af det, som sønnen kaldte sin dessertsmøg. De havde siddet i læ på terrassen og set på himlen og talt om løst og fast. Far havde en af de første dage talt om gamle dage og dengang, hvor sønnike lå på puslebordet og nød så meget at slippe for bleen, at han lige skulle af med noget og havde tisset hele vejen op og ned ad far. Der var kommet tis på alt hans tøj, og det var det bedste minde, for der var altid latter i sønnens mund, når den historie blev fortalt, men i denne uge var der dukket himmelvendte øjne op i stedet.

Så nu sad de bare her og talte om noget af det, som lå foran dem begge. Hele livet, velsagtens, men det blev også mødt af et suk, så far tog bare tallerknerne ind og satte sig tilbage og afgrænsede fremtiden til den næste måneds tid, imens de så på udsigten. Tørt græs og lave træer, som alt sammen voksede i samme skrå retning og stædigt udfordrede vinden ved at søge højere op. På himlen var der spredte skyer og nogle store fugle, som sejlede på luftstrømmene. Han tænkte på sin egen ungdom, og hvor anderledes det var dengang. Måske fattede han faktisk ikke en brik, måske var det rigtigt nok.

Og nu stod han dér med formiddagens småskænderier som en knude i maven og så på de bare skinner. Toget var kørt og væk for længst, den lille togstation var tømt for mennesker, og der var helt stille omkring ham.

Far drejede omkring og gik hen mod bilen, han bøjede sig og bandede og tog skoene af og rystede dem fri for sand, som han havde gjort for måske hvert tiende skridt hele ugen. Så stak han hænderne tilbage i sine lommer og trak bilnøglen og telefonen frem. Mekanisk trykkede han på nøglen og låste bilen op, mens han så på telefonen, at der var kommet en sms.

“Jeg elsker også dig, far. Jeg er hos dig hele juleferien. Ses.”