Uge 30 2022

Mor havde åbnet døren og inviteret indenfor med udbredte arme. Et velkommen hjem var aldrig blevet mødt af så trist en udsigt, som i ansigtet på den, der kom ind ad døren. Mina følte sig velkommen, men situationen var det ikke.

Nu sad hun på sengen i sit barndomsværelse og lænede ryggen op mod væggen ud til køkkenet. Det hele lignede sig selv, men det var alligevel et helt andet værelse, når hun så rundt med voksne øjne. Alting så nusset og slidt og forældet ud.

Hun var blevet forladt. Jens havde lagt en seddel og var gået med alt for få af deres fælles ting. Hun havde solgt dem, da alting begyndte at skride under hende, og der manglede penge i kassen. Museet havde sendt hende en mail, hvor den rare chef bekymrede sig og håbede, der ikke var sket noget, men at de ikke kunne strække sig længere. Hun havde afleveret nøglebrikken og sit ID-kort i brevsprækken søndag aften, og to måneder efter var der besked fra studiet om, at hun ikke længere gik der.

Efterhånden bankede viceværten på, og udlejeren sendte mails og breve, og hun solgte småting og store ting, men til sidst stod udlejeren i døren og sagde, at nu var det nu. Hun fik tid til at pakke, og alt, hvad hun ikke kunne tage med sig, ville de sælge for at opveje tabet i husleje.
Mina havde betragtet det hele fra et sted langt ind bag panden, og hun havde set det ske, men det havde ikke føltes, som om det handlede om hende selv.

Hun stak en masse i sportstasken, og da den var fuld, hev hun nogle sure vandresokker, slidte underbukser og et liggeunderlag ud af Jens’ store rejserygsæk og fyldte den med flere ting. Den sure mand i overalls og kasket havde fulgt efter hende rundt i lejligheden, og han så på hende, som om alting var hans personlige ejendom, da hun tog nogle bøger, den lille porcelænsgråspurv fra farmor og billedet af hende selv fra Berlin. Det var jo Jens, der havde taget det, så måske ville det altid minde hende om ham og det her, men der stod zerstört på muren bag hende, og Mina elskede det.

Hun lagde nøglerne i lommen på mandens blå overalls og klappede på den. Hun satte sin kat i den lille rejsetaske, man kunne bære på maven, og så stod hun på gaden. Hun lavede en spejdersalut med to fingre i panden til den røde dør med facetteret glas for oven, da den smækkede og efterlod hende udenfor.

Katten havde det tilsyneladende fint med sceneskiftet. Minas mor havde givet den en hel dåse tun, da de kom, og hun havde spurgt, om katten kunne lide rejer eller laks, og hvad den ellers spiste af foder. Mina havde taget en kop kaffe fra den grønne maskine på køkkenbordet og sat sig på værelset med gardinerne trukket for. Katten kom lidt efter luntende og lugtede af fisk, og nu lå den her og spandt op ad hendes ben.

Mor og far stillede ingen spørgsmål, de lavede frikadeller og farsbrød og karrykål og kom med smalltalk over middagsbordet den første uges tid. Men så blev katten væk, og far spurgte midt i pølser og kartoffelsalat, hvad Mina gerne ville. I dag, i næste uge, måske med sit liv. Mor tog hendes hånd og sagde, at de så gerne ville have, hun havde det godt, og Mina havde svaret, at hvis katten kom hjem, gik det måske lidt nemmere lige med dét. Og at hun gerne bare ville gemme sig for virkeligheden en tid, så skulle hun nok få hold på sig selv og det hele igen og finde et job og måske et andet og bedre studie eller også bare et job, hun kunne blive i.

Far klappede hende på skulderen, da han rejste sig og gik ind til tv-avisen. Og da mor var gået i seng, kom han ind på Minas værelse og lagde 500 kroner på hendes lyserøde skrivebord med glimmer og tegninger af enhjørninger. Han så på datteren, som hun lå i sin gamle seng med dynen helt op til næsen. Det skal nok gå, kyssede han hende på panden, og Mina sagde godnat med våde øjne.

Dagen efter var hun gået i gang med at lede efter katten. Der var trods alt ikke mange steder, den kunne rende hen i denne her lille by, vidste hun, så hun tog en trøje på, låste huset bag sig og startede med at gå til højre. Først da en regnskylle dukkede op sidst på eftermiddagen, kom hun hjem og fandt sin mor i køkkenet i gang med aftensmaden. Far ville komme om lidt, sagde hun, og Mina gik op for at finde rent tøj og tage et bad.

Næste dag gik hun ud ad døren og til venstre. Hun kom ned forbi skolen, den så ud, som den altid havde gjort, og legepladsen bag hallen var stadig fuld af børn, som sikkert stadig holdt andre udenfor. I kanten af skolegården stod en lærer, som lignede en af hendes gamle, men hun vinkede ikke. De kunne nok ikke huske hende derinde, der var så mange unger på et skoleliv.

Fra skolen skråede hun over grøften og gik hen til kirken, og hele vejen kaldte hun på katten, men der var ingen tegn på liv. For enden af grøften lå branddammen. Den var stadig hegnet ind bag et meget kommunalt trådnet. Det var gået i stykker for et halv liv siden, hvor en hyld var vokset op gennem hegnet.

Det var år og dag siden, Mina havde tænkt på den branddam, men hun så sig omkring og stak ind gennem hegnet. Det forbløffede hende, at der var så stille inde i den grønne bræmme, som omgav vandet. Det var som den store stilhed, der også findes på kirkegårde, og som ikke giver mening, når der for eksempel kun er en halvmur ud mod befærdede veje og larmende liv, hvis lyde burde sive ind over mur eller gennem hegn og fylde mere.

Men der var stille om branddammen, selvom der både var kommet en børnehave i nærheden, og husene omkring var rykket tættere på siden Minas barndom her. Det havde været en stille barndom, hun havde som regel haft branddammen for sig selv.

De andre havde udfordret hende og sagt, hun ikke turde. Og selvom hun godt turde eller bare alligevel havde gjort alt, de bad om, havde de siddet med ryggen til hende og talt som i koder om ting, hun ikke kunne følge med i eller forstå. Senere var de helt holdt op med at komme her, fordi de blev glade for hinanden på en ny måde, men på det tidspunkt var Mina holdt op med at søge dem, og kom her bare tidligt om morgenen. Hun pjækkede fra de tidlige timer i skolen for at sidde i tryghed og eget selskab ved det kølige vand, og da hun opdagede, at de andre gik i klub og var ude til aftentide, var hun her nærmest alle timer uden for skolen.

Mina gik hele vejen rundt om dammen og konstaterede, at børn i dag åbenbart ikke rigtig gør som børn førhen, for stien var groet til, og det så ikke ud til, at her nogensinde var nogen. Hun satte sig på græsset under hylden, hvor jorden var fast, så der var en genkendelig kant mellem vådt og tørt. Vandet lugtede af jord og luft, og der kom små bobler op fra bunden. Skøjteløbere gled frem og tilbage uden at sætte spor, og vandet var så mørkt, at man ikke kunne se en centimeter ned i det.

Hej, lød det i luften omkring hende. Mina for sammen og så sig omkring, der var ingen.

Hej, sagde hun stille og så på pigen i vandet. Indeni kunne hun mærke noget, som blev varmt og pustede sig op og punkterede, og så løb der tårer fra hendes øjne, som lavede ringe i vandet.
Pigen sagde, at det var længe siden, og Mina nikkede. Hun vidste det godt. Hun lovede, at hun ikke havde glemt alt om pigen, men tænkt på hende ofte og haft hende med i sit liv. Mina tørrede sin næse med hånden og gned tårerne ud på sine kinder, da pigen spurgte hende, hvordan det var gået, livet. Hun havde ventet på Minas fortælling om eventyr, men historien var som bekendt en anden. Nu boede hun hos mor og far, var bare vendt hjem til det gamle, og det var ikke meget af et skridt. Det var mere en stilstand, hvorfra hun nu ventede på at slå en sekser eller en globus, men ikke rigtig havde nogen terninger.

Dagen efter gik hun direkte til branddammen og blev der hele dagen. Satte sig forskellige steder rundt om den og talte med pigen, som de havde gjort det i dagevis i gamle dage. De talte om Minas gamle planer, og de havde været store. Der havde været drømme om langfart og oplevelser, men alt, hun havde oplevet, var kommet fra andre. Jens havde taget hende med til Berlin. Mor havde skubbet hende til kollegiet i byen. Studiet havde trukket hende på udveksling, hvorfra hun vendte hjem med bedre sprog og ingen nye relationer. Hjemme i trygheden skete der hende ingenting, men der skete heller ikke noget.

Fire dage senere vendte katten hjem, og mor gav den tun og laks og passede de sår og rifter, den havde fået i mellemtiden. Det ene øre var revet godt i stykker, og mor smurte det troligt, uden at Mina overhovedet sagde hej til den. Mor var bekymret for hende og kunne ikke lide, at hun drev sådan om i løbet af dagene og kom hjem ved sengetid og fortalte om alle de ting, hun drømte om at gøre, men ikke kunne fortælle, hvad hun lavede, imens de andre var på arbejde, og dagene bare gik.

Mina sad ved branddammen, fra hun vågnede om morgenen, og til solen gik ned. Eller indtil himlen blev for mørk til at oplyse dammens overflade. Hun havde så meget til gode fra verden. Andre havde gjort de spændende ting med hende, men hun kunne ikke selv, og nu havde hun ikke længere nogen. Du har mig, lød det fra ringene i den orange spejling af solnedgangens brændende himmel, du har da mig.

Mina gik hjem og satte sig ved de voksnes kaffebord. Hun sagde ikke noget. Far og mor sagde ikke noget, og så gik mor i seng uden at sætte kaffekoppen ud i vasken. Far rejste sig og rakte ud efter kopperne på bordet, men Mina sagde, at hun nok skulle ordne det. Hun så ud i luften, da far klappede hende på hånden.

Han kom ind efter tandbørstning og lagde 500 kroner på skrivebordet. Han satte sig på sengekanten og klemte hendes skulder. Han mente, at hun skulle gøre noget af det, hun drømte om. Og så kyssede far hendes pande som hver aften. Verden er derude, min skat, du kan bare tage den.
Solen strålede, og der var varmt og fugtigt og stille som graven, da Mina satte sig på knæ foran branddammen ved middagstid.

Jeg har det, sagde hun stille og strakte armen ud over vandet. Hun trykkede et lille glas ned under overfladen og fyldte det med vand og et skælvende smil under den store himmel. Hun skruede låget på og vidste, at smilet stadig var i glasset. Vi gør bare sådan her, hviskede hun til gevindet, og så var der to smil på vej.