Uge 32 2022
De havde sået og troet. De havde luget, de havde passet og plejet. Vandet havde de også. Og så havde de håbet.
De havde bedt, de havde hekset. De havde danset i nattemørke og fuldmåneskin. De havde givet jorden deres fineste liggehøne, og de havde hældt en spand af den bedste mælk ud i sorten muld.
De havde arbejdet dag og nat. De havde slidt, og de havde slæbt. De havde opgivet søvn og en smule af deres fulde fem, og de havde justeret og givet slip på drømme.
De havde holdt om hinanden og lovet at holde ud. Hver dag i høsten var de gået svedige og grædende i seng, og hver morgen stod de op og trak i tøjet.
Lige lidt havde det hjulpet.
En morgen var al jorden færdigarbejdet, og alt var lagt på lager, men de store rum var kun fyldt med ekkoer. Nu sad de i stuehuset og havde for lidt at spise til for lang tid, så de måtte forlade sig på andres velvilje.
Det kunne gå, det skulle gå, og de havde endnu hinanden. Men det var slet ikke sådan her, det hele skulle være gået.
Man høster bare, som man høster.