Uge 33 2022

Tågen ligger som tyk suppe om hendes fødder, så hun trækker spor i den, hver gang hun tager et skridt. De holder ikke længe, før den igen har lagt sig over jorden.

Hun ser på kortet og på alt det, som ligger foran hende. Hun drejer kortet en kvart omgang og så en til og en til. Hun ser frem igen og drejer kortet lidt mere, men de to stemmer ikke overens. Tøvende går hun fremad i den retning, hun har holdt en tid nu, for andre har peget og sagt, den er god nok.

Hun føler sig ikke så sikker, for hun kan ikke se, hvor hun sætter fødderne, eller hvad der venter forude. Hun kan på ingen måde se en vej frem eller bare en sti at følge, men folk hjemmefra har jo peget.

Alle dem, hun undervejs har mødt, har også peget og givet gode råd, og de har vist hende deres egne kort og lovet, at det er den rigtige vej, hun følger. Så hun går videre, selvom alt i hende gør ondt efter de mange strabadser på turen.

Hendes sko har været itu længe nu, og fødderne, som slæber de slidte såler og lasede snørebånd med sig, er fulde af små slidsår fra sten og andre fejltrin. Luften er også ved at være tynd, så selv dybe indåndinger føles utilfredsstillende og giver ikke rigtig luft nok til at gå videre. Alligevel gør hun det, for hun har faktisk kortet til det her vildnis, og det viser kun vejen frem.

Hvis hun vil gå tilbage eller hjem på anden måde, skal hun selv finde vejen, og så er det her kort bedre. Selvom det er tegnet og markeret på begge sider af papiret. Og selvom man nogle gange skal folde det halvt eller kvart sammen for at se og forstå noget af det. Og selvom, det man kan se og prøver at forstå, langt fra passer med alt det, som findes foran hende i virkeligheden.

Så hun går bare videre, gispende efter vejret og med umådeligt forsigtige fodtrin, fordi der er farer ude i tågen. Hun kan ikke se dem, men hun kan høre hurtige skridt fra nogen – eller noget, som helt bestemt har store tænder og stærke muskler og gerne vil bruge dem på at knuse hendes krop og give sjælen frit løb under himlene.

Hun har hørt om dem fra andre på turen og folk, som allerede er nået hjem igen, og der ér farer. De er nok ikke alle sammen lige reelle, og hun ved godt, nogle af dem mest er spøgelser eller endda genfærd, som hun selv trækker med sig. Det gør sådan set bare ikke faren mindre, så hun kæmper sig frem gennem tornekrat og over skarpreven klippegrund og forsøger at være så lidt opsigtsvækkende som overhovedet muligt, så hun kan komme nogenlunde uskadt frem. Eller i hvert fald bare frem.

Hun er skoldet på næsen og ørerne og skuldrene, og hun er endda efterhånden solslidt på arme og ben, men hun begynder også at kunne se målstregen og være mere og mere ligeglad med, hvor vejen er, så længe hun kan sætte sine to fødder på tilstrækkeligt stabil grund og fortsætte et skridt endnu.

Myggestikkene har overtaget al fri hud, og det har kløet så meget, at der er gået hul mange steder. Der er begyndt at samle sig puds i nogle af sårene, og de bliver varme, og dén fare havde ingen i hvert fald advaret hende om. Alle havde sagt, det var en slidsom tur, men ingen havde fortalt, at hun ville gå sådan i stykker af det, og hun havde ikke selv forventet, at det ville være helt så ødelæggende.

Men hun ved i sit dybeste indre, at hun går endnu mere i stykker ved at forlade stien og finde sin egen vej, så hun traver af sted med en rygsæk, som bliver stadig tungere, og hun går og går og går og går med kortet i hånden og foran sig, og hun kan ikke se vejen, fordi den er så smal og lille. Hun får nogle gange øje på noget, der ligner en sti eller måske en sjældent anvendt dyreveksel, men den er overgroet og ligner alt andet, hun passerer. Hun ikke kan se, om hun er på vildspor, men hun sætter hvert øjeblik en fod foran den anden og bliver ved at gå på lykke og fromme.

Og en dag når hun hjem.

Hun står der og kigger forundret på alle dem omkring hende, som siger ‘flot klaret’ i en tone, der fortæller, at det var givet, at hun ville klare den, fordi alle jo kan se en usynlig vej og klare sig igennem et viltert krat uden kompas og med et løgnagtigt kort. De lyder, som om hun har husket at få sin paraply med ud af bussen eller at sige tillykke med fødselsdagen til en fjern onkel.

Hun sover tre dage i streg efter ankomsten og står op og spiser sig mæt og plejer sine fodsåler og smører sine sår og trækker vejret helt ned i maven mange gange, og hun tænker på, at alle, der kommer levende og igennem og får deres fulde fem med hjem, fortjener fanfarer og stor festivitas. I stedet får hun en ny rygsæk og endnu et kort udleveret, for der venter endnu en ekspedition. Vejen er som altid fremkommelig, men denne sti er også overgroet.