Uge 34 2022

Morgenen bredte sig med en tåge, der trak farven ud af alting. Ingen kunne se, at solen stod op. Det var mere sådan, at mørket imellem træer og huse og enhver skabelse, som strakte sig opad, blev opløst og indtaget af hvide dråber. De stod helt stille i luften og gav alt et uskarpt omrids omkring en tæt tyngde i det blege lys.

Så kom der barnegråd og pludren fra kaffemaskiner, rumlen fra køretøjer og den mere end stille lyd af nerver i unge mennesker.

Klokker bimlede, først for at byde sol og dag velkommen og senere for at forkynde dagens alvor og dagens fest.

Solen brændte morgenens dis ud af verden og lagde guldkanter på den, efterhånden som den gled sløvt som en humlebi over sit store blå. Under den og foran de små mennesker lå verden med brede marker fulde af larm og støv og stikkende strå og maskinel. Eller med tunge toppe af fede aks, som bølgede, uden at der var vind. Der var en knasen i luften, som alle kunne føle som noget, der satte sig mellem tænderne eller i hvert fald i sjælen.

Tiden gik langsomt for det, og i grøfterne var livet stædigt, fordi det snart skulle lægge sig til ro og vente på nye omgange. I skov og hegn og led var træerne for længst fri af deres lysende spændstighed og stod nu og insisterede på grønt med løv i stadigt mørkere farver, som skulle vare så kort endnu.

Roser blev uddelt efter amen og halleluja, og stemmerne løftede sig uden for kalkede mure, hvor al ængstelse nu kunne blive til lethed og ranke rygge. Taler og sange og pletter på tøjet kom snart efter sammen med kram og smil og tårer i øjnene, fordi livet altid skynder sig for næsen af os, og ingen forstår. Ud af det blå bliver det eftermiddag og snart efter aften, og ingen ved hvordan, når der nu både er fotografier og en cykel eller et anlæg og en særligt stor pengeseddel fra særligt vigtige mennesker.

Men tiden går uanset indsigt i den, og store skrud og stive bukseben bliver før eller siden lagt fra sig, når solen lægger sig til ro igen og lover os at komme tilbage snarest muligt. Selvom det ikke er så snart, som det var i går eller for en uge siden.

Langsomt lægger natten sig på verden, og den lader sit mørke fløjl løbe ud på blade og træer og lægge sig hen over marker og sten.

I haven hænger nu kjolen til luftning på en bøjle under tørrestativet og nede ved kirkemuren, på gærdet ved det store træ, sidder en kat i mørkningen. Den er vistnok grå.