Uge 35 2022

Døren gled ikke i efter dem, så han satte ballerne imod og lænede sin ryg ind på den. Han mærkede klikket fra smæklåsen, og han kunne stadig høre deres stemmer ude på trappen. Tonen var let, det havde også været en god dag. Selvom den var hård. Han stod lænet mod døren og lyttede til stemmerne og deres trin, som de genlød længere og længere nede fra. Det sidste han hørte, før gadedøren smækkede i, var sin mors latter.

Han modstod fristelsen til at gå hen i vinduet og vinke til dem. I stedet gik han rundt og tændte lamperne i stuen og køkkenet. Så kunne de kigge op og se skygger og bevægelse, så de ikke troede, han bare stod stille bag døren og var ked af det. I stedet kunne de se liv i de nye rum fyldt med kasser, en lænestol ved siden af at sofabord fra farfar og tre planter fra vindueskarmen derhjemme.

Han tændte sin telefon med noget musik og sluttede den til højttaleren på den store kommode, der stod med siden til væggen i entreen. Han vippede med foden og satte hænderne på sine bløde hofter, han vidste overhovedet ikke, hvor han skulle begynde.

Han tog først fat i en kasse, men lod den være og gik ud i køkkenet uden at skæve ned på gaden, og så gik han ind i soveværelset og tog sin dyne ud af den tykke plastiksæk, far havde båret den op i. Han redte sin seng og åbnede vinduet. Der var stille nede på gaden, og han lagde sig på den flade madras på gulvet og kiggede på sit nye loft. Der var en revne i gipsen, eller hvad det var, helt inde ved hjørnet, hvor et garderobeskab lænede sig mod to vægge.

Højttaleren var løbet tør for strøm engang om natten, og han vågnede til lyden af mennesker og hunde og biler og børn og liv udenfor. Solen skinnede ind fra køkkenet på den anden side af gangen.
I badeværelset stod han foran toilettet og lyttede til sit eget pis og lagde mærke til, at lugten af kaffe sev ind til ham gennem luftkanaler fra naboerne. Han fandt kaffe frem sammen med en gryde og to kopper fra en kasse i køkkenet og satte vand over. Og så kom han i gang.

Han brugte dagen på at skubbe kommoden på plads og fylde skufferne med de rigtige ting, på at sætte sofabordet i en anden vinkel til lænestolen og få fjernsynet kablet op og på internettet nogenlunde foran lænestolen, og på at vikle ting ud af avispapir, vaske dem op og sætte dem i skabene.
Mor ville komme med mad i aften, og de skulle vist også på indkøb, for køleskabet rummede kun den mælk, hun havde sørget for til havregrynene. Han havde godt nok spist sine morgengryn som grød i et par år nu, så nu stod mælken der og så ensom ud i køleskabets dør. Han lukkede det i og besluttede sig for at gå i kælderen med alle kasserne, som nu var tomme.

Der var lang vej ned med glat pap i favnen. Han havde nøglerne og den lille hængelås fast i højre hånd også, og det hele var flere gange ved at glide fra ham. Han brugte kanten af vinduet på reposet på anden og igen på første etage til at få styr på det hele, og han fik hilst på en af sine nye naboer. Det var en dame, som kom ud af sin dør sammen med en tung luft af dyr og gammelt køkken. Han smilede og nikkede og damen sagde dav og skyndte sig ned ad trapperne. I stueetagen stod hun med et smil og holdt døren til kælderen åben for ham, så han ikke skulle kæmpe mere med de tomme kasser.

Hun spurgte, om han godt vidste, hvilket rum der var hans, og hvor han skulle gå hen med sine ting. Hun så sidelæns på ham og trak på skuldrene, før hun ønskede ham en god dag, og han trådte ud på kældertrappen.

Der var to lange gange i kælderen, og rummene var fordelt efter beboernes højre og venstre side i opgangen. Der var også lejligheder midtfor, men det så ikke ud til, de havde kælderrum overhovedet.
Han trykkede på lyskontakten og så fem spredte lamper sende blege felter af lys ned på gulv og tremmevægge foran de nye naboers ting og sager. Et strygebræt, så han, og han kunne godt forstå, at det stod helt nede i kælderen. Der var også juletræer af plastic, en dør, nogle reoler og en parasol lænet op med træpindene, som udgjorde rammen for hver beboers rum til opbevaring.

Hans eget rum lå i en vinkel fra gangen, og lyset nåede lige at slukke, da han kom derover. Han stillede sit brugte pap fra sig op ad træværket, men så skyggen af dem glide og hørte dem skrabe sig vej ned på gulvet.

Han vendte sig for at gå tilbage og tænde lyset igen, men fik øje på en svagt gylden stribe, som lyste stille i bunden af hans tremmerum. Det var et rum, der hørte til hans lejlighed, og der burde ikke være noget derinde. I det svage grå, som listede sig stadigt langsommere fra opgangsdøren gennem spindelvæv og gammelt ragelse hen til ham, stod han og tøvede med hovedet på skrå. Så trak han på skuldrene og gik hen til den lille guldstribe.

Det viste sig at være omridset fra en lille dør eller luge. Den var lukket, men nøglerne fra hans endnu ubrugte hængelås kunne lirkes ind i det lysende mellemrum mellem lugen og væggen. Forsigtigt åbnede han.

Der var et helt andet rum derinde. Det gyldne lys, som nu løb ud over hans fødder, kom fra en sol, der stod højt på en blå himmel. Den hang oven over store træer, som stod i udkanten af brede marker. Der var et væld af blomster og buske og vandløb. Han blinkede og lod munden gabe. Det kunne jo ikke passe. Han lukkede lågen til og åbnede den igen, og der så ud til virkelig at være et rum bag hans kælderrum. En hel verden, tilsyneladende.

Han så sig bagud og lyttede tavst. Der var helt stille og tomt i kælderen bag ham, så han baksede de tomme kasser ind på sine tre kvadratmeter til opbevaring og trak dørens tremmer til. Og så kravlede han ind gennem den lille låge og fik solen lidt i øjnene.

Da han senere låste sig ind i sin lejlighed, stod hans mor foran ovnen og så på en lasagne, som blev varm derinde. Hun var kommet med indkøb og havde stillet ting i skabene, imens hun ventede på sin søn. Han kom ind ad døren med røde kinder og uglet hår. Han krammede hende og spiste lasagne, som om han stadig havde travlt med at blive stor og stærk.

Dagen efter tog han ingen af sine ting med sig ned i kælderen, han fandt bare en rygsæk og smed nogle snacks ned i den og lagde i forlommen den lille notesbog med to kuglepenne sat fast i elastikken.
Han blev tit mødt af mor, der havde ordnet noget mere usynligt i hjemmet, når han kom ind ad døren. Han krammede hende og løftede hende op og spiste glad af alt, hun trak ud fra ovnen. Og når hun spurgte, hvad han lavede eller kom med antydninger om sværmerier, lo han bare.

Hun havde aldrig set ham sådan før. Far havde heller ikke, og de var ikke helt sikre på, hvad de skulle stille op, så en dag stod de begge to foran ovnen, da han kom ind ad døren med en tom snackpose og en fyldt notesbog i rygsækken.

De sagde til ham, at de var glade for, han lod til at trives, men det var utrygt ikke at kende noget som helst til hans liv nu. De ville så gerne kunne følge med og vide, hvad han rendte omkring og lavede. Han smilede og slugte den sidste mundfuld af mors lasagne og svarede dem: “Jeg er på bare på eventyr.”