Uge 36 2022

Der var engang en fin prinsesse, som boede i et lille land, der var meget fint og ganske ordentligt. Faktisk var alting så ordnet og sammenhængende, at alle der boede der, var som prinsesser og prinser og selv kunne bestemme, hvordan deres liv og levned skulle udspille sig. Sådan nogenlunde.

Prinsessen havde nogle pligter og ting, hun absolut skulle gøre for at få penge, og dem gjorde hun næsten uden beklagelser, fordi hun vidste, at det blot var skæbnens gunst, at hun havde dette – trods alt – ganske rige liv. Hun havde måske ikke så meget rigdom i guld og ædelsten eller den frihed, som fulgte med, som så mange andre, hun delte livet med, men hun gik mæt i seng hver dag og blev god til at se det gode i det svære.

“Øjh, det regner”, kunne folk finde på at sige, og så kunne hun ofte svare, at så får vi nok en god høst og kan spise mad hele året rundt. “Ih, naboen høster på en forkert måde”, kunne en anden finde på at sige, og så var prinsessen klar med en kommentar om, at det er dejligt selv at have den samme frihed som naboen, at man sådan kan høste på sin egen måde. Hendes svar spillede ingen rolle, for dem, som vil klage, gør det uanset andres holdning.

Nogle af dem med flere mønter på kistebunden rejste ofte ud og oplevede verden og vingesus i fjerne himmelstrøg. Engang tog en masse af dem til de kolde lande for at se på alpetoppe, sne og lange brædder dag efter dag. Om aftenerne gik de indenfor og mødtes på kryds g tværs og de sang og jodlede, de skålede i flotte øl, og de fik nye venner, som de krammede med og måske lidt mere, for det var jo ferie, og hverdagen var langt væk fra øjeblikkenes nydelse og røde kinder.

De da glade entusiaster ud i frost vendte de kolde snuder hjem til deres grå hverdag, skulle det vise sig, at de havde andet og mere end fin chokolade og nye blå mærker med sig hjem. Snart efter var det lille land ganske lukket, og ingen gik ud, medmindre de skulle have toiletpapir og gær, eller de var nødt til at se deres læge. Alting foregik systematisk og ordnet, som man kunne forvente i dette ordnede samfund, og alligevel lagde de syge sig på stribe i lange tider.

Den lille prinsesse holdt sig inden døre i ugevis, ja månedsvis, hvis vi ikke medtager indkøb, for hurtignudler og beans on toast opstår jo ikke i køkkenet af sig selv, uanset hvor eventyrligt et land man bor i.

En dag kom alle de store frem fra de højeste slotte og sagde, at nu var det vist sikkert at gå ud, så længe man fulgte reglerne. Vor prinsesse kviede sig ved dem, for de var en anelse besværlige, og man skulle hele tiden huske på ting, og man skulle finde sig i ubehag på kroppen, men alternativet var jo langt værre, så hun og alle de andre fine og ordentlige folk gjorde, som de fik besked på og vovede sig forsigtigt ud, om end stadig ganske begrænset og med forholdsregler og passen på hinanden.

Ude i den store verden var der andre måder at håndtere situationen på, og man fulgte andre planer og havde andre forholdsregler, men det bekymrede ikke prinsessen, som alligevel ingen midler havde til at krydse landets grænser.

Indtil hun en dag traf en prins, der nok kom fra samme bløde favn af muld som hun selv, men som havde tilbragt mindst et dusin år på mange andre pletter langt væk og en dag kom hjem til hendes favn bærende på det samme, som de alpeglade havde slæbt til lands i første omgang.

Snart efter lagde han sig med feber, og prinsessen sørgede for pleje, mad og væske, og som ifølge et skema lagde hun sig selv på fjerdedagen.

Hun fik ondt som aldrig før, hun hostede som sjældent hørt, og hun fik feber for første gang i mindst 15 år. Hun sov i dagevis, og hun er endnu ikke vågnet fuldkomment. Nu er det ham, som kommer med pleje, omsorg og bløde kys på pandeben, kinder og de varme læber, men eftersom det ikke i sig selv helbreder, må hun nok sande, at hun ikke er mere prinsesse end alle andre. Og at enhver står for skud og skal vare sig.

God bedring til alle, som ligger syge med covid derude – og kæmpestor klapsalve til alle jer, der allerede har været der og kom levende igennem.