Uge 4 2022

Marie steg ud af bilen og tog en dyb indånding. Så længe hun kunne huske, havde duften af fyrretræer, fugtig jordbund og en anelse salt i vinden været lig med tryghed. Og især lig med den tryghed, som lagde sig i en varm kreds om bedstemor Anine. Med det samme blev Marie taget flere årtier tilbage til feriedage, der lå udstrakt og fyldt med sol og varme, uanset hvordan vejret var.

Marie smilede og tænkte på bedstemor Anines sammenrullede sivmåtter, der altid blev lagt ud på stranden under deres håndklæder. Lyden af de sprøde siv, som gav sig under hendes små skulderblade og spidse knæ, når hun fuld af salt og sommer kom løbende og lagde sig på håndklædet med et smil til bedstemor og solen.

Dagene begyndte altid med trekornsbrød lagt på brødristeren og vendt af ferme fingre efter års øvelse i timing. Og brødet var stadig varmt, når Marie fik det, så smørret smeltede ned i, og bedstemors rosenmarmelade spredte duft og smag endnu bredere.

I den anden ende af døgnet, var det nogle gange svært for Marie at sove, og så fik hun lov at sidde med bedste Anines morgenkåbe uden på sin natkjole med den fine flæse forneden og for enden af hvert ærme. Den røde velourkåbe var i årevis alt for lang for Marie, men så kunne hun skjule fødderne i den, når bedstemor Anine havde båret hende hen i den lille kurvesofa i havestuen. Der sad de sammen og drak pebermyntete og så på himlen fuld af lysende, tynde skyer eller ud på stjernernes småbitte sølvprikker, hvis det var på den tid.

Det var farfar, der havde bygget havestuen uden på huset, da han og Anine havde købt det i sin tid. Hvide trævægge og store fag med vinduer ud mod verden. Og ruderne havde sprosser nok til, at det så dejligt ud, men ikke så mange, at himlen blev alt for brudt.

Alt farfars værktøj hængte i skuret, selvom hans stærke hænder for længst var blevet upassende svage og havde sluppet dem for sidste gang. Marie elskede at gå i skuret og se på hammeren, der passede til hammeren malet på træpladen bagved, og på skruetrækkerne, der altid hang på skruetrækkernes plads, men aldrig fandt sammen med tegningen i samme størrelse. Men de var der alle sammen, og en dag havde Marie fundet nogle pinde og farfars gamle rulle med hønsenet, og så havde hun bygget et bur.

Hønsenettet havde ikke været helt så godt til at holde på alle de biller, hun fandt og satte i bur, og bedstemor havde sådan grinet med hende, da hun efter et par dage kom med sin skæve konstruktion og sagde, at det nok alligevel var bedst, at dyrene var rundt om i haven. Bedstemor Anine havde lagt en flad sten i bunden af buret og smeltet stearin ud over den, så hun kunne sætte et lys fast, og siden havde buret stået i havestuens ene vindue og vist verden, at her boede nogen.

I de tidligste somre havde bedstemor Anine haft Marie med ned på molen ved indløbet til den gamle havn, og der havde de fanget sild i massevis. Bedstemor havde saltet eller frosset mange af dem, men de første par dage efter fisketur var der altid sildemiddag med brusende smørsovs hældt gavmildt over kogte, små kartofler og de sirligt stegte sild.

Lugten af fisk var aldrig kommet til at minde Marie om andet end bedstemors fine sildemiddage, selvom alle andre højlydt syntes, at fisk var lidt umoderne og især, at sild kun var til julefrokosten. Marie smilede og tænkte på, hvor mange gange hun mon egentlig havde været et præcist ekko af bedstemors stemme, når hun fortalte sine venner, hvor sundt og i øvrigt lækkert det var med sild, uanset hvor ufikse de måtte finde dem.

Måske var det også ufikst, at de havde gået tur med bare fødder i regnvejr, så de kunne træde i vandpytter, men Marie havde elsket at mærke mudderet mellem tæerne, og hun var helt med på bedstemors logik om, at så længe regnfrakkerne holdt dem tørre og varme på overkroppen, var det i orden. Og de gik jo altid hjem og fik pebermyntete og kage i havestuen bagefter.

Så sad Marie og lyttede til regnen på det lille tag og bed langsomt og omhyggeligt af bedstemors sandkage med appelsin, som var der tit nok til at være velkendt og elsket, men sjældent nok til at blive værdsat grundigt.

Marie havde haft sin første kæreste med hjem til bedstemor, inden hun mødte resten af familien, og Anine havde budt dem velkommen med store kram og med kage og te, og selvfølgelig havde hun været ude at silde dagen før, så de kunne mæske sig hele weekenden. Og det var endda de fede høstsild, og alle tre havde siddet i havestuen med teen efter måltiderne og bare kigget på fadet med kage, imens de talte om livet og drømme. Fadet var nu altid tomt ved sengetid uanset, og alle var så fiskesunde, at det gik lige op med kagen.

Da det hele gik i opløsning og Marie havde det ligesådan, var det også bedste Anines blomstrede forklæde, der tog imod hende og fyldte hende med varme og ro og løfter om, at det nok endda skulle gå. Hun havde fortalt Marie om dengang, hun mødte farfar. Om hvordan han havde vidst fra begyndelsen, at det skulle være dem. Anine selv havde været skeptisk over for sådan en storbydreng, der kom med hatten på sned og gjorde kur ved at sige, hun havde ben i næsen. Farfar havde jo haft ret i det lange løb, og fordi han var væk, før Marie kom, vidste hun, at hjerter kan holde til meget mere, end man selv tror.

Bedstemor Anine havde givet hende kage med hjem, fordi det uanset alle intentioner kneb med appetitten, når et knust hjerte tog så meget plads i kroppen, og bedstes kage havde været små bidder af tryghed de næste par dage. Og med tiden havde bedstemor lært Marie selv at bage den, fordi intet jo varer evigt, og visse ting fortjener ikke at blive glemt. Alligevel var kagen altid blevet bedst, når den blev bagt i bedstemors hus, rørt i bedstemors skål, hældt i bedstemors form og serveret på bedstemors fad. Altid med pebermyntete i kopperne ved siden af.

Det var tit Marie, der blev sendt ud at hente pebermynten fra busken bag skuret, og hun løb som regel af sted på bare fødder. Når hun kom ind igen, stod hun gerne et øjeblik på kludetæppet i havestuen og lyttede til bedstemors regeren i køkkenet. Hun kunne mærke pebermynten stikke i næsen og det bløde kludetæppes knuder under fodsålerne.

En fugl skræppede op i et af havens fyrretræer, og Marie blinkede og lukkede bildøren. Hun så hen på farfars havestue, hvor det lille bur stadig stod i vinduet med et lys, som altid varierede i højden. Det så ud til at være helt langt og nyt nu.

Marie gik hen over græsplænen og åbnede døren, som i hele hendes liv aldrig havde været låst, hverken dag eller nat, for bedste Anine var vis på, at åbne døre var bedre end lukkede, og Marie havde aldrig overvejet, at man kunne andet.

Kludetæppet lå i sin flade farvepragt, som det altid gjorde, og der var stadig en lille fold og en lille hvælving midt på den ene side, så tæppet var kommet til at ligge med en svag vinkel. Hun tog skoene af og listede ind og stod lidt på tæppet. Der duftede som så ofte før af kage, og Marie trak vejret dybt og smilede. Så listede hun ud igen og gik om bag skuret efter en stilk mynte, som hun tog med hen til køkkenvinduet. Her viftede hun med den friske stilk, og indenfor lyste bedste Anine op i et smil, og med kagekniven i hånden vinkede hun Marie indenfor.