Uge 43 2022

Døren smækkede bag ham. Røvhul, havde han råbt, og mere til. Han havde ikke været tæt på at slå hende, faktisk, men hun havde råbt lige så grimme ting til ham, og hun havde kastet med en pude. Godt nok ikke efter ham, som sådan, mere bare ud i luften, så den røg over i reolen og væltede hendes vase ned på gulvet, hvor den smadrede imellem dem.

Nu stod Daniel her med knyttede næver foran hendes hoveddør. Lyset fra de små facetterede ruder øverst i døren lagde sig på hans nakke og bredte sig ud ved siden af skyggen foran ham.

Oktobernatten lå klamt om hans hede ansigt, og han så ud i det tykke mørke. Han manglede hende allerede. Havde lyst til at banke på og gå ind og sige undskyld. Han vendte sig og så på døren, men hans løftede hånd blev hængende foran håndtaget uden at gribe om det. Han vendte sig om igen og tog et trin ned ad trappen. Han gik ud fra haven og stod på fortovet og gloede på sine fødder. Hun var det bedste, han nogensinde havde haft, og nu stod han her efter et skænderi.

Han kunne ikke få sine ord tilbage, og han kunne ikke slippe hendes ord, og der var puden og de knyttede hænder. Det var tabt nu. Det var slut. Han kunne ikke gå tilbage.

Hun havde bedt ham om ikke at gå, hun havde sagt, han skulle blive, at de skulle finde ud af det, tale om det, råbe og skrige, men enes om, at de kunne være og skulle blive sammen, selvom de blev rasende og var uenige. Men han havde smækket døren, og nu måtte han gå her for sig selv i den stille nat. Tage hjem og ikke pakke sine flyttekasser, men i stedet tage ting ud af dem igen. Han var alene nu. Hun var tabt. De var tabt, og det hele var gået i vasken.

Han så på sin telefon og fandt ud af, at der kørte en natbus, som til alt held ville komme forbi stoppestedet ved den store vej klokken halv tre. Der var næsten en halv time til, Han havde endnu ikke gennemskuet stisystemerne imellem de mange småveje. Selvom der var næsten en halv time til bussen kørte, valgte han den sikre rute langs vejen med huse fulde af familier, og der var stadig et par minutter til afgang, da han stillede sig ved det lille stoppested under gadelampens svage, orange kegle. Her stak han hænderne dybt ned i sine jakkelommer og holdt om telefonen i håb om, at den ville vibrere med en god grund til ikke at stå på bussen. Men skærmen blev kun ved med at tælle ned til afgang, og så talte den forbi. Fire minutter over halv, og der var ingen bus, bare den mørke vej.

En stemme ved siden af ham sagde pludselig, at bussen nok skulle komme. Daniel fór sammen og gav helt uvægerligt slip på telefonen i lommen. En mand trådte frem fra mørket ved siden af ham og sagde dav og gentog, at bussen nok skulle komme. Manden stod i lampens bløde lys, så hans krøllede hår kastede skygge over hans ansigt, men det gav alligevel en orange glød i hans øjne. Manden sagde dav igen og spurgte, hvad der da var los, siden man stod her ved nattetide og så så ganske slukøret ud.

Daniel var træt og ked af det, og han gad overhovedet ikke tale med nogen om noget, men han hørte sig selv forklare den fremmede om den dejligste kvinde og det dummeste skænderi. Mandens store krøller bølgede imod ham, imens han nikkede og lyttede, og Daniel lagde mærke til en guldkæde, som vippede hen over mandens mave, når de mange nik forplantede sig ned i kroppen. Det så sært ud.

Men det var i det hele taget en sær mand. Han var dukket op ud af det blå, han havde ikke overtøj på, men var iklædt en kort jakke og nogle fyldige bukser og noget, der lignede en skjorte med flæser og kalvekrøs. Jakke og bukser så ud til at være lavet af grøn fløjl, og det undrede Daniel, at manden ikke så ud til at fryse i den kolde nat. Manden stod bare og lyttede og nikkede, og så trak han et lille lommetørklæde op fra sin bukselomme og rakte det frem. Det gik op for Daniel, at han stod og græd, imens han fortalte om sit fortabte og nyligt forliste forhold til det bedste menneske, han i sit liv havde mødt.

Den sære mand mente ikke, det kunne være så galt endda. Det skulle nok gå, forsikrede han, og det kunne da reddes endnu. Men Daniel snøftede og rystede på hovedet igen og igen; det hele var tabt. Hun var tabt, og han selv var lost. Men den lille mand rystede på hovedet, så guldkæden hoppede og blinkede til Daniel i det orange lys. Der var håb endnu, mente manden absolut, for det var skiftetid i nat, og bussen var endnu ikke kommet.

Daniel protesterede og var lige ved at give sig til at stampe i jorden. Manden måtte da kunne forstå, at nogle ting ikke kan reddes. Især ikke, når man nu ér gået fra situationen og snart har været væk derfra i tre kvarter. Det var ad helvede til, det vidste Daniel bare.

Manden smilede og så op på Daniel, så lyset lagde sig på hans ansigt, og igen var der et glimt i mandens øjne. Det var, som om de glødede, da manden gentog, at alt ville løse sig i en nat fuld af flere chancer og andre muligheder.

Daniel vendte øjne i sit indre og mente nok, at fløjlsmanden vel talte, som han havde forstand og indsigt i sagerne til. Det var pænt af ham at håbe på andres vegne, men håb og tro lå for langt fra hans egen virkelighed, hvor han ikke kunne se hende i øjnene igen. Han sukkede, hvorfor kom den bus ikke. Fløjlsmanden klappede ham på skulderen, og i samme nu kunne Daniel endelig se bussens lys fra krogen af sit øje. Den var en halv time forsinket, og klokken var næsten tre nu, og Daniel var så træt og så plaget. Han ville virkelig gerne bare hjem nu. Allerhelst hjem til hendes favn, men det lod sig jo ikke gøre, fordi han havde været så dum.

Fløjlsmanden gav ham plads til at gå ind, men fulgte ikke selv efter. Det var den særeste mand, Daniel nogensinde havde set, og han vendte sig om for at sige godnat til manden. Han stod cykelstien lige foran bussens dør og havde taget sit ur op af lommen. Han så på Daniel og lovede igen, at alting kunne ordnes, og så sagde han, at det var tid til at stille uret om fra sommertid. Daniel sukkede igen, som om den slags bekymrede ham i nat!

Den mand var så underlig. Men Daniel vinkede til fløjlsmanden, som nikkede til ham og tog fat i den knap på uret, som styrer den store viser. Daniel så ham dreje på knappen og så forsvandt bussen, den orange gadelampe og den sære mand i grønt fløjt. Han stod foran hendes hoveddør og så på telefonen. Klokken var et minut over to, og dørens smæk rungede endnu i natten.