Uge 44 2022

Line var træt efter endnu en lang dag på benene. Det var en grå og våd lørdag, og der havde ikke været særlige opgaver i bageriet i dag, bare helt almindeligt salg. Det var sådan set også travlt nok, for de sidste par år var det begyndt at gå virkelig godt.

Bageriet lå i en tilbygning til en boligblok, hvor der oprindeligt havde været en købmand til de mange beboeres behov. Ved siden af området med boliger var et stort udkantsområde med græsplæner, spæde træer og mange kontorbygninger, og der var altid mange mennesker omkring. De lokale fra blokkene havde lært, at Lines bagværk nok var lidt dyrere end andres, men også at man altid fik mere for pengene, så de anbefalede hende til andre, og nu kom opgaverne efterhånden trillende ind af sig selv.

De sidste par måneder havde især været travle, eftersom årgangene åbenbart klæbede sig sammen, sådan at alle holdt konfirmationer og kobberbryllupper i samme år. Fødselsdage var der jo hele året rundt, og hun havde haft så mange bestillinger på kuvertbrød til selskaber, morgenbrød til kontortyperne og kagemænd og fint pyntede lagkager med figurer og snirkler og blomster og pynt i mange lag. Det var mere arbejde, end hun havde turdet håbe, da hun åbnede.

Hun elskede bagningen og pynten og at se folks glade ansigter, når de åbnede æskerne og så deres kager an. Og hun nød det, når en af de gamle damer eller skoleungerne eller nogle af dem i slips og skjorte stak hovedet ind og lige sagde tak for de ekstra romkugler eller småkager, som hun gerne lagde ved folks bestillinger fra tid til anden. Det var et dejligt arbejde, selvom det var hårdt, og hun trængte mere til sine fridage end hun nogensinde før havde gjort.

Line håbede, at den unge mand foran hende ikke lagde mærke til, at hun rullede lidt med øjnene. Hun kendte ham godt, det var Søren, som tit kom ind sammen med sin mor og købte rugbrød til ugens madpakker. Han blev nogle gange sendt ned efter morgenbrød lørdag morgen, men nu stod han her lørdag lige før lukketid og spurgte, om hun ikke nok kunne lave en kage i morgen. Søndag var ellers en lukkedag, men han sagde, at han bare så gerne ville overraske moren med en kage, fordi hun havde fået nyt arbejde.

Den store teenager havde sparet op og sagde, at han godt vidste, der normalt var stille i bageriet den dag, så han ville gerne betale lidt ekstra. Det ville hun alligevel ikke høre tale om, hun kunne sagtens bage fint af det, hun allerede havde på lager, og så var det sådan set bare arbejdstiden. Hun sagde, at det var ok, det ville hun gerne, og så aftalte de, at han kom kl. 13 og hentede kagen.

Søren blev så overstrømmende glad, at han krammede Line og spurgte, hvad tid hun så skulle i gang, for han håbede, at hun trods alt ikke måtte op alt for tidligt, når det nu var søndag. Hun lovede ham at sove lidt længere end almindeligt, hun kunne jo nok trække den til kl. 9 og stadig stå med en afkølet kage klar til pynt i tide. Det fik ham til at smile endnu bredere, og han takkede mange gange og løb ud i eftermiddagens tidlige mørke. Line smilede og låste døren bag ham. Kassen skulle tælles op og gulvene fejes, før hun kunne gå, og hun skyndte sig at ordne det hele, før hun også smuttede ud i mørket og hjemad. Det skulle blive godt at komme ind i varmen til en lørdag aften med krimi og rødvin i sofaen, når hun nu endnu en gang havde sagt ja til at stå op en søndag morgen for at lave kage til andre.

Søndag kom med en grå morgen, men den var uden regn, og Line stod foran sit køkkenvindue og så ud på græsplænen med tørresnor og grillplads, der lå mellem hendes lille rækkehus og blokkene i gule mursten på den anden side. Viceværten havde hejst flaget i gården. Det var vist ellers stadig for mørkt til flagning, men Line satte pris på hans gestus.

Der var sukker i kaffen i dag. Det var godt, at Søren og hans mor var flittige kunder i butikken, så hun vidste, det ville være en glæde for moren, at der var kage til hendes særlige anledning. Det gik op for Line, at selvom hun kendte mange af sine faste kunder ret godt nu, anede hun ikke, hvad nogen af dem arbejdede med. Hun tømte kaffenkoppen, stillede den i vasken med lidt vand i bunden og fik sit overtøj på.

Da hun nåede hen til butikken og allerede var ved at vikle sig ud af halstørklædet, lagde hun mærke til, at der kom lys ud fra den lille åbning mellem trappestenen og dørens nederste kant. Hun havde åbenbart glemt at slukke lyset i går, så det havde brændt hele natten til ingen verdens nytte, og hun sukkede, da hun skubbede døren op. Med døren åben kunne hun mærke, at der lugtede lidt brunt og brændt i bageriet og blev bange for, at også en af ovnene havde kørt hele natten. Med lidt held stod den bare på hævetemperatur, men det ville blive dyrt i strøm med priserne, som de var nu, og Line sukkede endnu en gang. Hun måtte simpelthen til at lave bedre rutiner, så den slags ikke skete, bare fordi hun var træt og ukoncentreret, når hun lukkede om aftenen.

Line hængte tørklæde og frakke på knagen lige inden for døren, og så trak hun forklædet om sin krop, bandt det stramt til i livet med stropperne og åbnede døren ind til bagerlokalet. Hun måbede.

Der stod Søren. Og hans mor. Og den gamle mand, der kørte Mercedes og købte en ny kage med morgenbrødet hver uge. Og damen, som altid gik så fint klædt og havde købt sin datters bryllupskage hos Line. Og manden fra blokken over for bageriet, som altid var den første på pletten, når hun åbnede, så han kunne få en frisk avis og lige så friske rundstykker på morgenkvisten, altid de spanske. Hendes rengøringsdame var der også, bare uden hårbånd og gummihandsker. Der var mange ansigter, og Line fik svært ved at se dem for tårer i øjnene. Alle så glade ud, de stod med åben mund, og nogle lukkede øjnene, og mange viftede med flag, og allesammen sang de fødselsdagssang for Line. Hun så rundt på dem og satte hånden op foran munden.

Efter sangen kom Sørens mor hen og klemte hende på skulderen. Hun skulle slet ikke arbejde i dag, men de havde talt om, at når Line nu havde sørget så fint for deres festlige lejligheder og fødselsdage i årevis, så ville de overraske hende, når hun selv fyldte år. Det var jo i dag, så de håbede, det var okay, at de havde løjet lidt og i øvrigt fået rengøringsdamen til at lukke dem ind.

De kunne ikke bage som hun, men alle havde taget noget med til Line. Et par hjemmestrikkede sokker, fødseldagsboller med smør, en samling af bøtter fyldt med aftensmad, der kunne gå i fryseren og mikroovnen, en hue i blød uld, to sirligt syede forklæder med navn i forskellige farver, en kurv fuld af julepynt, og en hæklet ranke med flag, hvor der stod tillykke. Line så rundt på dem alle sammen, og en eller anden, det var vist Søren, råbte, at hun skulle holde en tale. En anden stak en bolle og en kop kaffe i hånden på hende og smilede, og Line kunne dårligt samle sig til at sige noget som helst. Hendes stemme knækkede over, og det krævede et par forsøg, men så fik hun med klar røst sagt det eneste, hun kunne. Tak.