Uge 45 2022

Han var faldet til i byen. Han havde hurtigt lært, hvor alting var, og smutvejen mellem Brugsen og discounten, hvor man kunne køre i bil, hvis det ikke havde regnet alt for mange dage i træk. Han havde gjort sig kendt med stierne rundt i de stille villaveje, og han kendte til gyden omme bag bodegaen, som gik ned til åen, og hvor man på vejen kom forbi en lille plads, hvor nogen stillede et juletræ op om vinteren. Så stod det og lyste på det røde hus og det gamle, skæve gule fra november til næsten marts.

Han læste opslagene på tavlen inden før døren i Brugsen, og han tog ind imellem en lap og ringede op. Han havde med tiden været ude at klippe hæk og montere en vandhane og hænge nogle lamper op mange steder i byen. Han havde altid afslået betaling, selvom det jo sådan set var aftalen, så han havde fået sig nogle kopper kaffe, spist mange hjemmebagte boller og somme tider fået småkager med hjem for de mange opgaver som handyman. Og der var nogle stykker, som nikkede til ham eller endda løftede hånden til en hilsen, når han gik på gaden.

Det var bare det, at han stadig sad og spiste sin morgenmad og aftensmad alene hver dag. Hele sommeren foran køkkenvinduet og udsigten til vejen, hvor naboer gik forbi med deres hunde, og børn cyklede rundt på vej til skole og venner med hilsen fuld af råb og iver. Om vinteren spiste han foran samme køkkenvindue og den mørke spejling af ham selv, som han sad ved bordet og førte gaflen op til munden igen og igen.

Der kom aldrig nogen og bankede på hos ham. Han havde bare sin lille rutine med at køre på arbejde og hjem igen, handle i Brugsen, se på opslagstavlen, tømme postkasse, lave mad og se noget fjernsyn eller læse i en bog eller lokalavisen, før han sov.

I lokalavisen var der også rubrikker med folk, der ønskede praktiske ting løst i hjemmet. Det var tit rengøring, men det var svært nok at holde sit eget, så andres rod gad han ikke lige. Men nogle gange var der lægning af fliser til terrasse, eller der var kørsel af en hund til dyrlægen, eller folk manglede en, der kunne slæbe et træ fra planteskolen om i deres have, og han gjorde det gerne. I ugens avis manglede nogen en praktisk type, som kunne installere en opvaskemaskine, og han ærgrede sig over ikke at være tryg ved elektricitet.

Lige nedenunder var en notits med overskriften fællesspisning. For nogle år siden havde kvindegruppen forsøgt at lave et arrangement med fælles mad hver måned og senere hvert halve år og så bare årligt, men folk faldt fra, og det gik i sig selv igen. I rubrikken her stod der, at Karen på Humlevej ville give aftensmad tirsdag i uge 45, og man skulle melde sig til med en sms. Han skrev med det samme til denne Karen, at hvis der var plads, ville han gerne tilmelde én. En halv time senere skrev Karen, at der var plads, og at hun glædede sig til at se ham og mange andre.

Tirsdag aften stod han foran Karens dør og tog en dyb indånding. Han kunne høre latter indefra, og det gule lys fra stuen faldt ud over græsplænen ved siden af gangstien. Han bankede på og kom ind til Karen, der hilste hjerteligt på ham og bød ham ind i stuen, alt imens hun snakkede både med ham og nogen i stuen og en, der stod i køkkenet og fik besked på at røre lidt nænsommere i gryden med sovs.

Alle blev bænket om bordet, og han hilste rundt på de andre, som var i fuld gang med snak og latter. Han var lidt anspændt. Han syntes ikke rigtig, der var kendte ansigter i mængden, men alle var flinke, og de spurgte til ham, og hvor han hørte til, og han kom faktisk fint med i samtalen. Karen kom og præsenterede maden, det var simpel sovs og kartofler-spisning, for det vigtige, fortalte hun, var ikke, hvad man spiste, men at de spiste sammen, og derfor havde hun også kun ladet folk, hun ikke kendte i forvejen komme med til middagen.

Hver sms, hun havde modtaget fra én, hun så jævnligt, havde hun simpelthen afvist med begrundelsen, at hver plads allerede var optaget. Det fik en del fnis frem rundt om bordet, og han klukkede lidt. Det var vist første gang, han havde fået en forlomme ved at være udenfor. Det føltes meget rart, og Karens stue var varm, og alle snakkede og puffede vidende til sidemandens skulder, når der var skægge kommentarer og lune bemærkninger, og Karen var god til at lave sovs og kartofler. Han var meget mæt og glad, da han travede hjem gennem villavejene i mørket.

Næste dag fulgte rutinen med morgenmad, arbejde, Brugsen og så en aftensmad, som helt uden for rutinen bestod af rester fra i går, fordi Karen havde ment, han skulle have noget med sig. Han klukkede stadig over flere samtaler og pointer fra gårsdagens måltid, og han håbede, at Karen mente det, da hun lovede at gøre det igen. Og ikke kun fordi Karens sovs og kartofler var gode. Midt i en kartoffelbid fik han en tanke, og for ikke at miste modet rejste han sig med det samme og gik ind i det lille værelse ved siden af køkkenet.

Det var egentlig et kontor eller et børneværelse hos naboerne, mente han, men i hans hus var det en art kombineret viktualierum og tøjskab. Reolerne var fulde af syltevarer, konservesdåser og tøj fra den sæson, som han lige for nuværende ikke behøvede påklædning til, og kommoden under vinduet var fyldt med grej som elpærer, målebånd og værktøj i småtingsafdelingen. Øverste skuffe rummede dog en blok linjeret papir og en samling kuglepenne med reklamer fra forskellige benzintanke og forsikringsselskaber, og han tog papir og en tyk kuglepen med ud til spisebordet.

Her satte han sig og skrev den samme besked ti gange på ti stykker papir, og han skævede lidt til tallerkenen med den efterhånden kolde sovs, men foldede alle ti stykker papir og gik med faste skridt ud og tog træsko på.

Alle de naboer, som boede i et ulige husnummer, fik en seddel i postkassen, og i løbet af de næste dage lyste hans telefon flere gange op med tilbagemeldinger fra dem. Søndag formiddag gik han på indkøb og så i køkkenet. Han gjorde sig umage og anrettede på små fade og hældte ting i skåle og dækkede bordet med foldede servietter på tallerkenerne. Lidt over middag tog han imod alle dem, som havde sagt ja tak til at komme til frokost, og ugen efter var det naboerne i de lige numre, som fik tilbuddet om at komme hjem til ham og være fælles om at spise et måltid mad.