Uge 47 2022

Det var begyndt som et praktisk tiltag for at spare penge og for at sætte handling bag alle ordene og ønskerne om at ændre verden. Marie havde for meget tøj i skabet, som ikke blev brugt, og hun købte alligevel mere. Det var dumt og dyrt, og det var meget langt fra bæredygtigt, hvilket hun hele tiden blev mere og mere klar over. Derfor skulle i år været året, hvor hun lavede vanerne om, og hendes forsæt i udgangen af sidste år var helt enkelt, at hun ikke ville købe nyt tøj hele året.

Hun ville udelukkende købe tøj i genbrugen og kun, når hun havde et reelt behov for nyt, fordi noget andet ikke længere kunne bruges. Hun var begyndt at lappe sit gamle tøj, hvis det fik en skade eller en plet, og det havde været lidt af en udfordring for én, hvis symaskinekørekort lå mange år tilbage i tiden. Men det var gået, hun havde lært sig det, og med tiden havde hun indført en ugentlig aften, hvor hun så sit tøj igennem og klippede lapper ud af lagner, duge og t-shirts fra genbrugsen og syede dem på buksenumser og -knæ. Det var hyggeligt, og det var holdbart.

Efterhånden var hun også begyndt at brede tanken mere ud til resten af hverdagen, og nu tog hun cyklen eller gåben til arbejde, og hun købte ind med sine egne bøtter til gryn og mel. Hun havde det rart med at være blevet lidt, som oldemor måtte have været, og satte en ære i at bruge alting op. Der blev kogt suppe på kyllingskroget to gange, og de bløde gulerødder røg i gryderetter, og madplanen sørgede for, at det hele hang sammen. Det krævede lidt af hendes kæreste, at der ikke helt så tit som ellers var kød på tallerkenen, men de satte begge to mere pris på det, når der så var.

I begyndelsen var det dyrt at ændre vaner, men hun havde fundet de gode steder at købe ind, hvor det ikke kostede en bondegård at få mysli i sit eget patentlågsglas. Og hun havde fundet en gård, hvor de kunne hente æg til få kroner, og hvor de fik mælken i flasker, som de leverede tilbage, så de kunne vaskes og fyldes og bruges igen og igen, til ingen havde brug for mælk længere.

Nu var året næsten gået, og hun ville gerne markere det ved at samle sine venner til en god aften. De havde i årets løb undret sig og stillet spørgsmål, men de havde både havde lært fra sig, når hun havde behov for hjælp, og de havde lært ting af hende og selv ændret nogle af deres vaner og måder at leve på. Hun ville gerne fejre, at hun havde holdt ved og faktisk udvidet sit gamle forsæt, og hun ville sige dem tak for, at så mange havde været der med tips og opbakning.

Hun havde købt to høns, som skulle slagtes, fordi de ikke længere lagde æg, og hun ville lave dem i ovnen og servere med kartofler i fløde fra samme gård og kartofler fra den store murerspand på altanen, som var fuld af grus og de små knolde af guld.

Hun havde syet en kjole af flere hovedpudebetræk og pyntet den med flæser af tyndslidt sengetøj, der krøllede på den helt rigtige måde, så ærmer og skørt fik fylde, og hun syede små gyldne knapper på ryggen, så de formede et træ i en cirkel. Hun havde endda syet nogle t-shirts om til små bluser, hvor både ærmerne og bunden var syet til, og hvor halsen fik en løbegang med sejlgarn i, så man kunne lukke den til og blusen blev til en lille pose. Hun havde skrevet navn på, så de kunne bruges som bordkort, og bagefter kunne gæsterne få dem med hjem og bruge dem til småting.

Hun satte dej til hævning til de brød, som skulle ind i ovnen, når kyllingestegene skulle ud og trække på køkkenbordet en halv times tid. Det var god brug af eftervarmen, og hendes flade surdejsbrød blev lækre og seje af den langsomme bagning, så de var perfekt til at suge saft og fløde fra maden op med. Hun dækkede bordet fint allerede om formiddagen, og hun glædede sig og dansede rundt i køkkenet med kniv og skærebræt og et forklæde over den fine kjole, og hun var helt klar til selskab.

Og så gik ovnen ud.

Hele komfuret var holdt op med at virke, og Marie gik en anelse i panik, indtil hun kom i tanke om, at sikringer kan springe, og at der var ekstra i kommoden i entréen. Alle sikringer så fine ud, og ingenting var slået fra, men hun skiftede alligevel sikringerne, dér hvor der stod komfur med ujævne blokbogstaver på relæet. Komfuret reagerede stadig ikke. På bordet stod kyllingerne klar i et fad, og de flade brød lå og boblede på deres bagepapir, imens Marie satte sig på knæ foran den mørke ovn med tårer i øjnene.

Hendes kæreste kom ud i køkkenet og spurgte, om han skulle sende gæsterne en aflysning, men det ville hun ikke. Han foreslog så, at de købte et nyt komfur, men det ville hun heller ikke. Men rå kylling og ubagt dej kunne de jo ikke servere, og Marie græd og sagde, at man ikke kan fejre at have sparet en masse ressourcer ved at købe nye hvidevarer. Kæresten pointerede, at et komfur jo rent faktisk er noget, man behøver, og ikke en unødvendig ekstravagance. “Ingen kan leve af rå kylling, skat”, sagde han til hende med et klem på hendes rystende skuldre.

Marie vidste, at han havde ret, og en time senere gik de ud af skydedørene i den store hvidevarebutik ved storcenteret. De havde undersøgt på vejen derud, og de havde talt med ekspedienten i butikken om strømforbrug og energiklasser og om brugte komfurer og holdbarhed på nye og eftervarme og effektivitet, og de havde valgt et nyt komfur, der var i bedste klasse for strømforbrug og næstbedste på udnyttelse af varmen. De havde sagt nej til komfurer med fancy funktioner i ovnen og valgt en udstillingsmodel til nedsat pris, og når det nu ikke kunne være anderledes, var det faktisk okay at købe et noget helt nyt på trods af alle intentionerne.

De fik bakset den store papkasse op på den lånte trailer, og kæresten gik ind med butikkens sækkevogn. Marie stod og så på traileren med det nye udstyr og var helt godt tilfreds. Hun begyndte igen at glæde sig til aftenens selskab, det skulle nok gå alt sammen. I mørkningen hørte hun et buh og så nogen køre forbi på et elektrisk løbehjul ude på cykelstien langs parkeringspladsen.

Personen råbte ad hende, hvorfor helvede hun støttede overforbruget og brugte sin lørdag på at købe billigt lort, hun ikke havde brug for. “Ved du måske ikke, at det er Buy Nothing Day?!”