Uge 48 2022

Ivan stod i køen og surmulede. Han var blevet bedt om at købe chokoladekalendre og havde udskudt det, til den ikke gik længere, og nu stod han så her blandt alt for mange andre mennesker, som også var ude i sidste øjeblik.

Damen i den næste kø havde kurven fuld af datovarer og armene fulde af nogle grimme keramikfigurer, som lignede havenisser, der havde mødt en plæneklipper. Hun lagde mærke til Ivans blik og lænede sig fortroligt hen mod ham og sagde med et stort smil, at hun var glad for, hun havde fundet så fine eventyrfigurer, for de var perfekte gaver til hendes svigerdatter og to af børnebørnene. Ivan smilede vagt og håbede, hun ikke ville sige mere, men hun tog et halvt skridt hen mod ham og forklarede, at hun og familien egentlig slet ikke brugte det med gaver mere. Nej, de havde for mange år siden fundet ud af, at julen handlede om at være sammen og ikke om at dele gaver ud og på den måde bare bytte penge og ønskesedler. Hun blinkede til ham, og Ivan sukkede.

Det var typisk folk, at de brugte penge på ubrugeligt pynteri og så måtte vælge datovarer for at få råd til det. Og samtidig fablede de om deres mål om nærhed i julen, mens de tydeligvis kun værdsatte de materielle ting. Han så rundt på folk i de to køer, og der var mange sure ansigter. Damens smil var umiddelbart butikkens eneste, og han gav ikke sit eget tilbage. Han nikkede bare og sagde, at det da vel nok lød fint, og så var det hans tur til at lægge varer på båndet.

Ekspedienten så ikke op, men kørte bare de to farvestrålende pakker over scanneren og opsatsen med hyacinter til konen bippede med og endte for enden af det næste bånd. Her stod en mand og var endnu ved at pakke sine mange tilbudsvarer, og Ivan lagde allerede an til at få en svada, imens han trykkede sit dankort mod terminalen.

Manden med varerne sagde med en blød stemme, at der sørme var gang i butikken i dag, men han vidste nok, hvor ulykkelige folk kan blive af ikke at få deres chokolade, så han skulle gerne sørge for at adskille sine egne og Ivans ting, så det kunne blive en fin jul. Han smilede endda også og ønskede god jul, da Ivan uden et ord greb sine tre ting og forlod butikken. Han svarede heller ikke på ekspedientens spørgsmål om at få en bon med.

Svingdørene var proppet med mennesker, og ingen andre end ham havde åbenbart planer om faktisk at komme rundt i døren og ud. Folks poser og tasker sad fast i døren, og der var så mange, at de hele tiden fik rørt ved dem, så de holdt op med at svinge, og så grinede de og pegede indforstået med albuerne, fordi deres hænder var optaget af at holde sammen på pakker og indkøb.

Guderne måtte vide, hvor mange penge de brugte på at opretholde deres forlorne drøm om en jul fuld af varme og kærlighed, som i virkeligheden bare var bygget på travlhed og et dybt suk, når det var overstået. Der var selvfølgelig nogle, som nød julen og hyggede sig med gaveindkøb og bagning og sløjfer og stjerner, det vidste han godt. Men de tog da fejl, hvis de troede, de selv valgte at gå så meget op i det. Store kædebutikker og producenter af tøj og nips og elektronik lærte enhver, at julen kun bliver god, hvis man bruger mange penge på netop deres ting, og Ivan var forundret over, at der ikke var ret mange andre, der kunne gennemskue hele systemet af hjernevask.

Sammen med en yngre mand og to blebørn med hver deres flødebolle i hånden kom Ivan endelig hele vejen rundt i svingdøren. Den unge far havde et barn mere og moren i den næste, så de stoppede op, da de kom ud ad døren, og Ivan var lige ved at gå bardus ind i dem. Han tog en dyb indånding og fik noget med ind i munden.

Det var gudhjælpemig begyndt at sne, mens han havde været inde i butikken.

To skridt fra ham stod en mand med øreflaphue og spurgte, om han ikke ville købe Hus Forbi og støtte de hjemløse og måske hjælpe nogen til at få en bedre jul. Ivan kunne mærke sine kinder blusse og fandt en hundredekroneseddel i sin pung, som han rakte sælgeren. Han ville ikke have avisen, sagde han, den kunne en anden kunde få, han ville godt bare støtte. Sælgeren takkede og ønskede glædelig jul. Og imens Ivan ventede på at komme over vejen, stak han de hjemløses kalender ned i Ivans indkøbspose, selvom Ivan ikke ønskede glædelig jul tilbage, men bare skyndte sig videre.

Ovre ved hjørnet stod en masse juletræer og en mand, som råbte til Ivan, om det da ikke var fantastisk dejligt med sådan et julevejr. Så blev man da bare klar til at købe sit juletræ, og hans var afgjort af den bedste slags. Ivan gik med hårde tramp lige forbi på vej hen mod bilen, og manden råbte bare videre og ønskede ham en glædelig hvid jul.

Derhjemme kom han op ad trappen og væltende ind ad døren med sne og kulde efter sig. Han lagde kalenderne foran ungerne og stillede blomsteropsætningen foran konen og trak vejret dybt. Hun takkede ham for indsatsen, og så pjuskede hun op i hans hår og sagde med et smil, han var fuld af sne. Han kyssede hende på næsen og gik tilbage til entréen, hvor han børstede sit hår og hængte sit overtøj på en bøjle på knagerækken, og resten af aftenen talte han meget lidt om jul med de andre.

De hyggede sig, og børnene så julekalender, imens han selv tjekkede mail på telefonen og lod som om, han fulgte med. Ungerne blev puttet, og hans gik tidligt i seng, og så satte Ivan sig ved køkkenbordet og så ud på sneen.

Næste år ville han begynde sin snak om at rejse sydpå i julen allerede i det kolde forår, så han kunne nå at få de andre tre med på ideen. Han orkede ikke mere af det her ræs, syntes han. Fjernsyn og børnesnak fuld af magi og nisser, og den virkelige verden fuld af virak og sure miner. Ivan børstede tænder og gik hen til soveværelset, og da han ville slukke lyset i gangen, fik han øje på noget, der glimtede på hans frakkeskulder.

Det var et snefnug, som lå der fra hans tur ud. Det var flere timer siden, men fnugget lå lige så fint og krystalliseret glimtende på stoffet, som da det landede på vej hjem. Han rørte ved det, og det var koldt, men han fik ikke våde fingre. Det smeltede ikke.