Uge 52 2022

De andre stod og lod ‘vær velkommen herrens år’ flyde ud af munden, men han syntes, han allerede havde haft et herrens år og var ikke rigtig klar til ét mere. Så han kiggede ud på raketterne.

Det var begyndt allerede i januar, hvor han var blevet alene i sin lejlighed og pludselig opdagede, at han  var alene i livet også. Han havde mistet arbejdet, han var single, og han havde ingen børn. Begge hans forældre var døde, og hans bror og søster havde hver især travlt med deres familier og job.

John havde ikke travlt med noget. Han stod bare for sig selv og så de andres liv udfolde sig omkring ham, imens hans eget liv stod stille.

Han følte sig underligt løsrevet fra resten af verden. Som om han sad på en isflage, der flød rundt efter strøm og vind, imens andre samlede sig og deltes om deres is eller holdt sammen, så deres flager i det mindste flød lidt i samme retning. John sad alene og drev omkring. Der var ikke ret meget, der gav mening for ham.

Hans bror havde bemærket det og sagt, at han skulle prøve at tænke mere positivt, og så var John begyndt i en latterklub. Det var ikke gået så godt.

De andre deltagere havde ikke taget det særligt seriøst. Mange af dem fjollede igennem møderne og gjorde slet ikke, som de fik besked på af klubbens leder, så han var holdt op med at komme der efter nogle gange. Han havde ikke sagt det til brormand, han havde bare fortalt, at han var begyndt at grine mere.

Alligevel havde han tænkt, at det var rart ligesom at gå til et eller andet og se nogle mennesker. Det var vel sådan man kunne ændre på grundtilstanden af at være helt alene i verden; ved at møde andre. Måske skulle det bare ikke være så latterligt, så John tænkte sig om og meldte sig til et yogahold i foråret.

Det havde været rigtig dejligt at komme ind i et lunt lokale fuldt af blødt lys og bløde mennesker, og han kunne lide at mærke kroppen strække og bøje og vise, hvor stærk den egentlig var. Det havde han ikke følt i lange tider, og det var ren nydelse for ham at få kontakt med sin fysik igen. Men så var de begyndt at tale om, at man skulle mærke ånden i sit rodchakra og tage med den ud at rejse, når man trak vejret.

John havde da åbnet det ene øje og skævet til måtterne ved siden af. Her sad alle sammen i skrædderstilling og tog på rejse med deres øjne lukket i, og han forsøgte også selv at finde ånden og tage på tur. Efter et par gange indså han, at det med yoga måske alligevel ikke rigtig var ham, så han havde stillet sin måtte væk derhjemme og set sig om efter noget nyt at gå til.

Han havde fundet et andet yogahold, og i materialet havde der været en masse snak om muskler, sener og styrke, og det havde været meget mere tillokkende end sjælerejser. Lyset hér havde også været rart og blødt, og menneskene havde set spændstige ud, som de gik rundt og lagde deres måtter ud på gulvet. Så John havde smilet og strakt sin krop og lagt sin egen måtte til rette.

Efter nogle uger havde han fået ondt rigtig mange steder, og noget af det var på den gode måde, hvor han mærkede musklerne arbejde, men en del af smerterne var kommet, fordi han havde presset sig for meget og skubbet til sin egen formåen. Instruktøren havde hver gang bedt deltagerne følge med og stræbe efter at strække sig mere og nå længere og holde strækket flere åndedrag end de troede, de kunne, for der var altid mere at komme efter. John havde aset og maset og strakt sig og mærket sin krop på ubehagelige måder. Nogle af deltagerne havde vægte spændt rundt om arme og ben, når de trænede, og det havde alt sammen været meget fokuseret på hele tiden at blive stærkere og bedre og en finere udgave af sig selv.

John havde opdaget, at den gode kontakt med hans egen fysik hurtigt svandt ind i forsøget på hver gang at yde mere. Han var begyndt at savne de rolige yogatimer, hvor han bare trak vejret og var i sig selv uden at skulle noget for nogen. Og efter dét havde han også droppet at gå til yoga her, og han havde ikke engang gidet lægge yogamåtten væk, da han kom hjem. Den var blevet stående i entréen, hvor den, hver gang han kom ind ad hoveddøren, ramte ham som beviset på, at han ikke kunne lykkes med at passe ind nogen steder.

Sjælerejserne havde været lidt meget for ham, men han var jo begyndt at savne roen fra det bløde yoga, så John havde søgt efter ro og fundet nogle artikler om mindfulness. Det havde straks givet mening for ham, og han skrev sig op til et hold, hvor man kunne blive introduceret til grundprincipperne og prøve det af i praksis og sammen med andre lære af hinandens erfaringer og udvikling. Der stod også noget om en form for meditation, hvor det åbenbart ikke handlede om at tage på rejse med en ånd eller at skabe et landskab i sit sind efter sløje anvisninger. Det skulle åbenbart bare handle om at følge sit åndedræt. Det lød både rart og ladsiggørligt, og John var troppet op med en pude at sidde på og et forventningsfuldt smil.

Det var gået godt, og han havde straks følt sig hjemme. Instruktøren fortalte om et af de grundlæggende principper, som var, at man ikke hele tiden skal stræbe efter andet og mere end det, som er netop nu. Det havde givet perfekt mening, og John havde øvet sig i at trække vejret og være venlig mod sine påtrængende tanker, når han mediterede. Han havde mærket en ny ro i sig selv, som han virkelig godt kunne lide. Han var heller ikke helt så ensom, når han sad mellem de andre og øvede sig på at være tålmodig både med verden og sig selv.

Efterhånden var de begyndt at have en mere dialog-baseret undervisning, hvor de talte om de ting, som var svære i livet, og det var blevet stadigt sværere for John, at der hele tiden blev sagt pyt til alting. Selvom man lærte sig noget åndelighed og blev i stand til altid at strække sig lidt mere, skulle man vel ikke finde sig i alting. Men det var lidt begyndt at få som udgangspunkt, at hvis man tog sig af noget, som andre gjorde eller sagde, eller alt det, som verden og livet udsatte én for, var man ikke rigtigt mindful. Han havde tænkt, at han da faktisk stadig gerne måtte stille krav til andre og til sig selv og til verden, og at mennesker ikke altid havde godt af være så laissez faire med det hele. Og så var han holdt op med at gå til mindfulness.

I stedet havde han fundet to kurser på folkeuniversitetet, som han tilmeldte sig. Det ene var filosofisk og handlede om selvet, og det andet hold var fra psykologi og handlede om personlig udvikling gennem svære perioder i livet, og begge hold lå i løbet af nogle uger hen under det tidlige efterår.

Filosofien havde været spændende, men også meget abstrakt og umiddelbart alt for højtravende til at være anvendeligt i et almindeligt liv. Når nogen havde stillet et spørgsmål ud fra deres egne erfaringer, var svaret fra underviseren ofte tyve minutters snak med tangenter i alle retninger og ingen svar overhovedet.

På psykologiholdet havde det været anderledes jordnært og forholdt sig til mange af de grimme ting, som kan hænde én i livet og gøre det svært. Psykologen havde undervist med indlevelse, og der var åbnet for spørgsmål om alt fra fødselsdepression og spiseforstyrrelser til sorg og karriereambitioner. John havde følt sig spejlet i en del af folks spørgsmål, for der var mange mennesker i krise som han selv, men svarene havde været fulde af floskler og oneliners i stil med dem, man kan læse på bagsiden af selvhjælpsbøger, og han havde ikke ment, der var nogen, der fik ret meget hjælp ud af dét.

Han var kommet til alle mødegangene, og han havde flittigt taget noter, men han var også gået hjem efter sidste gang og havde tænkt, det ikke var så god brug af hans tid og penge. Der var ingenting, som havde vist ham, hvad der gav mening, og han var stadig bestemt til at drive løsrevet rundt på sin isflage helt alene i livet.

Derhjemme havde han ledt efter noget nyt at gå til, for der måtte da være noget, der kunne vise ham, hvordan han kunne ændre sit liv og finde noget mening. Ind imellem havde han bladret i sine noter fra årets forskellige aktiviteter, og han var også begyndt at skrive nogle ting til, som han selv havde tænkt undervejs eller siddet og indset, imens han læste sine gamle tanker.

På et tidspunkt havde han købt sig en helt ny notesbog, hvor han havde samlet en masse af det, han havde syntes om på de forskellige kurser, og skrevet ind, hvordan han så på det hele.

Han havde fået lyst til at mærke sin fysik igen, så han havde flyttet yogamåtten ind i stuen og var begyndt at bruge den nogle gange hver uge. Der var ingen sjælerejser, det var bare bare hans egen ånd og krop i fællesskab på måtten. Han var også vendt tilbage til at meditere med sit åndedræt hver dag, og han så efterhånden sjældnere og sjældnere i notesbogen. Men han havde alligevel ladet den ligge på det lille kaffebord ved siden af sofaen, så den kunne være tæt på og klar til hans tanker eller bare ligge som et anker fuld af hans egne meninger.

Et kanonslag bragede med ekko i gården udenfor. Det gibbede i ham, og han flyttede blikket tilbage til fjernsynet, mens tankerne slap den lille notesbog. Han smilede og trak vejret dybt. Med ét ventede John sig faktisk en del af det nye år, og han nåede at stemme i med det sidste af sangen. Velkommen nytår og velkommen her!