15. februarfiktion 2021

Nogle dage bliver det aldrig rigtig lyst, og i dag var en af dem. Faktisk havde hele ugen været med den slags dage, tænkte Karina. Hun gik over parkeringspladsen og stod et øjeblik stille foran de automatiske døre, som gled op og gav adgang til Brugsen.

Karina fandt en kurv, der ikke var fuld af gamle grøntsagsrester eller reklameaviser og gik ind gennem svinglågen. Foran kartoflerne stod en dame, hvis navn hun havde glemt. Hun vidste, at damen boede ovre i det nye kvarter og havde to børn i børnehave og en stor, sort hund, som trak af sted med manden, når de gik tur. Damen smilede og åbnede munden lidt, og Karina nikkede til hende og gik hen til løgene. Der må aldrig mange løg.

Hun var ikke særligt glad for at købe ind, men hun var jo den i familien, som havde tiden. Og desværre var hun også den i familien, som ikke bidrog med så meget på kontoen, og derfor kunne hun ikke så godt undslå sig sure pligter som indkøb. Det var ganske enkelt rimeligt, at hun gjorde det.

Det var noget andet med madlavning. Det kunne hun godt lide, og i gamle dage havde hun nydt at stå i køkkenet hele eftermiddagen og se et måltid dukke op fra gryder og bradepander i løbet af nogle timer. Dengang havde Anna også altid været med i køkkenet. Hun var ikke nogen stor kunstner, men hun kunne da skrælle ting og hakke eller røre lidt, så de var fælles om det.

Det var selvfølgelig før, de havde fået tvillingerne, og Karina kunne tælle på én hånd, hvor mange gange de siden da havde haft tid til at lave mad på den langsomme og nydende måde. Hvis chancen bød sig, ville de efterhånden nok hellere bruge tiden på at røre ved hinanden eller bare sove. Eller bedst muligt en kombination af de to.

Og nu stod Karina endnu en gang foran hylderne i Brugsen og havde ikke den fjerneste anelse om, hvad det skulle ende med.

I det mindste kunne hun købe ind midt på dagen, hvor der ikke var så mange i butikken, og det gjorde det lidt nemmere. Hun kunne dårligt tænke, når fremmede menneskers børn hylede i ulvetimen og plagede de voksne om chokolade og hårspænder, eller hvad det nu var, de lidt større børn råbte op om forud for hysteriske anfald midt på gulvet. Tvillingerne pegede og plagede om hvad som helst, der havde flotte farver og dyr på eller lignede slik og kage, men de var stadig nemme at aflede og kom også kun sjældent med på indkøb.

Karina kiggede på pakkerne med hakket flæsk og medisterpølse. Økologisk var lidt for dyrt, det andet lidt for klamt. Damen fra kartoflerne åbnede og lukkede tre forskellige fryserlåger og lagde kolde ting i sin vogn, som knirkede og markerede hendes tur rundt i butikken. Karina trak sin lille, røde kurv videre.

Mælk skulle de også have, en liter yoghurt til Annas mave og tre slags pålæg, så alle var glade. Ingen bliver glade uden morgengrød, og der manglede havregryn i skabene. Der var bare så mange slags gryn, og Karina stod med en pakke i hver hånd og gloede ind på hylden med en tredje slags. Hun kunne høre en sagte brummen fra kølediskene bag reolen, og hun fangede lyden af dørene, der ind imellem gled op og i, når nogen gik forbi udenfor på vejen ind til bageren, og så var der damens knirkende vogn, som var nået til butikkens store udvalg af slik.

“Hej Karin,” lød det fra kassedamen, og Karina vendte øjne. Hun burde ærligt talt kunne huske damens navn. Hun så på grynene og lagde pakken fra højre hånd ned i kurven, imens hun hørte Karin hilse på kassedamen.

For enden af hylden med de mange millioner gryn stod et bur med varer, der snart løb på dato, og Karina faldt over en pakke røde linser. De var meget billigere end noget som helst fra disken med kød, og Karina lagde dem i kurven og besluttede sig for at lave en mild dhal med paneret og stegt selleri ved siden af. Og naanbrød, for Anna elskede naan, og det hørte sig jo også til. Det ville ikke være nemt at få linser i tvillingerne, hvis der var naan af kridhvid hvede på bordet, og Karina gik hen til brødet med stramme fingre om kurvens håndtag. Gudskelov, tænkte hun, da hun lagde en pakke naanbrød med fuldkorn ned til de andre varer.

Damerne ved kassen havde dæmpet stemmerne lidt, men i den stille butik hørte Karina, at de talte om bagerens dreng. Han var 19 og blev for nogle uger siden fundet af landbetjenten i en hæk på en af villavejene. Han havde kastet op på sig selv og skidt i bukserne, og han var sanseløs af druk, så betjenten havde overvejet, om han skulle i detentionen eller på sygehuset. Han havde efter sigende ligget der med et koben, så det var alligevel blevet detentionen, og siden havde ingen rigtig set ham. “Det er jo ikke overraskende, at han er en skidt fyr,” sagde en af damerne. Måske havde de glemt, der var andre i butikken.

Karina havde arbejdet i SFO’en ved den lille skole indtil sidste års nedskæring, og hun havde set drengen gå alene hjem efter lukketid de fleste dage. Når der var noget med ham, var det altid lederen selv, som tog fat i hjemmet. Det skulle ordnes med hans mor, for alle vidste, at selvom hun var streng, var der én i hjemmet, som var værre, og drengen havde trods alt ikke selv valgt sin familie.

Hun kom i tanke om sellerien og trak kurven med ned i grøntafdelingen. Hun kunne høre, de var nået til rygterne nu. Mon drengen var kommet på et behandlingshjem, eller var han i skam sendt hjem til sin farmor lidt længere nordpå, så hun kunne rette op på ham, for så var det sørme da ikke til at vide, hvor meget mere skidt han kunne ende i.

Fra reolen med rødder kunne Karina se op til kassen, hvor praktisk pakkede poser stod linet up i en indkøbsvogn og damen fra kartoflerne stod og lænede sig mod båndet. Kassedamen rømmede sig, og Karina hørte dem sige farvel. Begge kvinder så på hende, og hun fik øjenkontakt med den ene. Hun nikkede langsomt med begge hænder om den største knoldselleri. Så manglede der kun vådservietter.

Karina overvejede at købe hundrede pakker, så hun ikke skulle i Brugsen i umiddelbar fremtid overhovedet, men det viste sig, at Brugsen havde udsolgt, så hun kunne ikke engang få én pakke. Hun sukkede.

Måske kunne de bruge en anden slags, barnenumser kunne vel tåle dem med parfume for et enkelt døgn. Karina gik rundt om reolen for at se, om der var andre mærker af vådservietter. Det var der ikke, men hun fik øje på et blik i et stykke metal, der skulle forestille at være et spejl. Maybelline.

Karina så på den matte sølvoverflade og lod øjnene løbe over de mange små stifter og tuber og beholdere ved siden af. Hun smurte farver ud over håndryggen og tørrede dem af med en af de små Kleenex, der stod klar i en holder. Papiret endte i en lille spand på gulvet, og Karina besluttede sig hurtigt for en flot farve til læberne og en metallisk grøn øjenblyant. Den kunne også bruges som øjenskygge.

Kassedamen smilede med tænderne og sagde hej, og Karina nøjedes med et dav, imens hun læssede varer på båndet. Hun lod, som om hun ikke hørte fniset, da hendes sminke blev bippet ind, men fandt pungen frem og rakte tre sedler frem mod det stive smil, som ønskede en fortsat god dag til hendes ryg på vej ud.

Udenfor var det blevet mørkere, og Karina trak vejret dybt på vej hen til bilen. Hun stillede poserne i bagagerummet og lukkede bagsmækken, men åbnede den så igen og fandt læbestiften og blyanten i den ene pose. Hun lagde dem i lommen på sine bukser sammen med bonen. Da hun lukkede bagsmækken igen, blev hun fanget af en bevægelse fra huset ved siden af Brugsen.

Bagerens kone stod i døren til deres butik og havde armene lagt over kors mod de spredte snefnug, som for omkring i luften. Konen behøvede bare at vinkle den ene arm, så fik hun sin cigaret op til munden og kunne tage et hiv. Hun nikkede til Karina, der smilede og vinkede til hende. Konen smed cigaretten fra sig og lod den ligge, da hun gik ind og lukkede døren bag sig.

Karina satte sig i bilen og drejede nøglen. Hun så sig i bakspejlet et øjeblik, og så spændte hun selen, bakkede ud og kørte ud fra parkeringspladsen og drejede ad vejen hen mod den sidste række af huse ud mod skovbrynet.