16. februarfiktion 2021

Bent stod midt på den brede strand. Han havde vindjakke på, og den blafrede omkring ham ligesom det sølvfarvede hår. Han havde hænderne i baglommerne på de slidte cowboybukser, og skosnuderne var gledet lidt ind i tangen foran ham. Han var der for at gå en tur, men først skulle han noget. Han drejede hovedet, så håret kunne blæse væk fra ansigtet, og kiggede lidt op ad stranden.

Det var nu smukt med solens lys, enkelte uregerlige skumtoppe på vandet og træerne på den anden side af sandet. Midt i det hele kunne han se en skikkelse, der så ud til at gå zigzag imellem vandet og skråningens træer. Det så underligt ud, og han skyggede for solen med den ene hånd og kneb øjnene lidt sammen. Skikkelsen kom langsomt nærmere, og efterhånden kunne Bent se, det var en kvinde i grøn frakke, som så ud til at rende og råbe.

Bent vendte sig den anden vej og fik håret i øjnene igen, men han fik også solen på ryggen, og det var dejligt. Han løftede skosnuderne og trådte hen over det bælte, som tangen lavede ud mod vandet. Mellem tang og vandkant var der en linje af småsten, og Bent bukkede sig ned. Hans øjne gled over de mange kanter og overflader, før han begyndte at samle dem op.

Han mærkede tyngden af hver enkelt i sin højre hånd, drejede stenen rundt og nussede sandet af den, før den blev lagt i venstre. Han nød lyden af sten mod sten i sin hånd. Det var lyden af rugbrødsmadder med smør og puddersukker og duften af Bedstes strygevand og lange somre for mange år siden, hvor hans fødder var brændt af sand og slidt af marehalm, og han havde aldrig lagt vanen fra sig.

Syv sten havde han nu, og det var, som det havde været med morfar. Bent kastede to af stenene så langt, han kunne. Ingen kunne høre dem ramme den urolige overflade, men han mente nok, han så det. To sten mere røg efter, og han var jo ikke en ung mand længere, sagde skulderen til ham, men nu var der også kun tre tilbage. De smukkeste tre skulle altid til sidst. Bent svingede armene og slap stenene, og blev noget forbløffet, da en brun hund spurtede forbi ham og løb direkte efter.

En kvindestemme råbte Max, Max, Max, og hunden tøvede ikke det mindste. Den fortsatte ud, og da den ikke kunne løbe mere, svømmede den. Kvinden stillede sig ved siden af Bent og grinede. Skøre kræ, sagde hun og var tydeligvis vant til, at Max ikke ville høre efter, når der var chance for apport.

Bent fortalte, at han engang havde haft en labrador, som elskede havet lige så meget. Den havde aldrig lystret, når der var noget at sætte efter i vandet. Kvinden lo og kaldte igen på hunden, der aldrig ville finde tre særlige sten på havets bund og var begyndt at svømme ind mod dem igen.

Kvinden spurgte Bent, hvad han lavede på stranden i dag, og Bent så lidt ned i sandet, før han forklarede, at det med stenene var noget, han havde lært i sin barndom. Morfar havde fortalt, at det betød uheld, hvis man ikke anerkendte havfruerne og gav dem en håndfuld af de flotteste sten fra stranden. Kvinden skævede til ham, og Bent mumlede noget om gammel overtro, men hun smilede bare til ham og rettede på sine briller.

Jo, hun havde også engang mødt en gammel herre, som gjorde den slags, fortalte hun, men det var mange år siden, og det var helt ude vestpå. Det måtte jo være en af den slags ting, som mange gjorde, mente hun.

Bent havde nu aldrig mødt andre end morfar. Selv Bedste trak på smilebåndet ad ham, og naboerne havde grinet. Det var kun morfar og Bent, der så på havet med stor alvor og gav havfruerne deres gave. Og så var der den sommer, hvor Mortensens barnebarn havde været med, men de var flyttet videre hurtigt, og så var Bent og morfar gået alene på stranden igen.

Han ville sige et eller andet, men hunden Max stormede forbi dem med sand og dråber efter sig. Han løb hen og rullede sig i sandet for at blive tør, og kvinden begyndte at gå efter den ivrige hund. Hun nikkede til Bent og sagde, hun håbede, han kunne finde syv fine sten igen næste gang.

Bent så hende gå og tænkte på sommer og gyldent sand, der blæser ind mellem alt. Syv sten havde hun sagt, netop syv. Han følte sig lidt fjollet, da han satte hænderne rundt om munden og kaldte Bitten…? Men Mortensens barnebarn vendte sig om og kom tilbage til ham.