Kampdag

I dag er det den 8. marts, og det er en særlig dag. Det er kvindernes internationale kampdag, og den er vigtig. Men for mig er det også en anden dag. For hele mit liv har kampdagen fulgtes med min mors fødselsdag. Og i dag ville hun være fyldt 80. For seks år siden fejrede vi hendes 74-års fødselsdag, men det blev den sidste af hendes fødseldage, som hun selv kunne være med til, for allerede halvanden måned senere var hun har ikke mere.

Jeg har været på kanten af at tude hele dagen, og i eftermiddags gav dæmningen efter, og jeg sad på terrassen i forårets tidlige sol og græd, så naboens kat kom op og puttede sig hos mig.


Jeg savner min mor hver eneste dag, men i dag er det alligevel noget andet. 80 år. Det er en stor dag. Og det er dobbelt så mange år, som jeg var, da vi sagde farvel.


Jeg holdt hende i hånden til det sidste og blev ved at sige ‘jeg elsker dig’, til hun var helt væk. Jeg talte faktisk til hende helt indtil næste dag, for hun forlod verden liggende i sin egen seng, og hun blev der til næste eftermiddag. De sidste par dage var svære, for hun lå bare og lå. Svandt lige så stille ind i krop og sjæl, mens vi gik og ordnede om hende.


Jeg lå hos hende, og vi holdt i hånden dag og nat, de sidste tre døgn. I den tid fortalte jeg hende om alle de ting, jeg er stolt af og glad for, at hun har givet mig med på vejen. Og i årene, der er gået siden, har jeg mere og mere indset, hvor utroligt meget min mors datter jeg er.


Jeg har lige købt nye briller, og først på vej hjem fra optikeren med dem, gik det op for mig, at store, runde og knaldrøde briller virkelig meget er noget, min mor ville elske og måske endda selv have valgt. Jeg fjoller tit og larmer og laver spas og føler mig meget som mig, og når jeg gør det i Netto eller ude på vejen, når jeg går en tur med min kæreste, opdager jeg, at det er den slags, som min mor gjorde hele mit liv. Dengang gjorde det mig ofte lettere pinligt berørt, fordi det gik mig på, hvad andre mennesker mon tænkte om den sære dame. Og nu gør jeg det selv.
 Med glæde!

Der er masser af situationer, hvor jeg er lidt for meget, råber for højt, laver en ironisk skoggerlatter og bare véd, at det er præcis den slags, mor gjorde og hyggede sig med, imens jeg stod og så ned i jorden. I hvert fald i min ungdom.
Efterhånden forstod jeg, at min mors adfærd jo ikke behøver betyde, at folk dømmer mig, hvis de nu dømmer hende. Men det, som er sket siden da, er, at jeg har indset, at det er pisseligemeget, hvad andre tænker om, at jeg fjoller eller synger på min cykel gennem byen, fordi jeg lige har det dejligt.

Og dét er min mors ægte arv. At jeg i stadigt stigende grad ikke kerer mig om, hvad andre måtte tænke om min måde at være på, fordi det bare er mig, og jeg er god nok.


Den forstod min mor længe før mig. Dels med sig selv og hendes måde at møde verden på, men også ved det, at hun altid insisterede på at vise mig det og fortælle mig, at andres syn på dig simpelthen ikke er besværet værd at bekymre sig om.


For lidt og for meget, kan man sige, jeg prøver alligevel at dosere, fordi jeg er et socialt væsen og også har brug for at føle, jeg passer lidt ind. Men i store træk havde min mor ret hele tiden, og det er jeg ved at lære.


Jeg satte mig ned med løbende øjne i eftermidag og skrev et brev til hende på en lille lap papir. Jeg skrev blandt andet, at jeg håber, hun kan følge med i mit liv derfra, hvor hun er nu, så hun kan se, hvor meget jeg savner hende, mangler hende, ligner hende og stadig løber an på hende hver eneste dag. Og så hun ser, hvor meget jeg elsker hende, for det er det, som det alt sammen handler om.