Åbenlyst

Åbenhed er et virkelig vigtigt grundprincip for mig. Men åbenhed er svært. For selvom alternativet er en slags forstillelse, der kan koste masser af kræfter at opretholde, så har åbenhed også sine omkostninger.

Vi ser dagligt i busskure, på biograflærredet, i annoncer, facebookreklamer, TV-Avisen og alle mulige steder, at stress er rimeligt udbredt. Faktisk er stress som sygemeldingsfaktor så almindeligt, at ingen af os kan dreje en omgang med strakte arme i Netto uden at ramme nogen, der har haft stress som en del af livet, fordi de selv eller nogen tæt på har været syg af det. Så mange danskere har eller får stress i løbet af livet, og både oplysningskampagner og sundhedsmyndigheder og medier generelt bruger masser af plads og tid på at fortælle os om det. Vi ved det altså godt.

Det samme sker med en mængde andre psykiske lidelser og belastninger. Der er oplysning og nyheder om forskning, udvikling i vores viden, udfordring af normalitetsbegreber og historier om mennesker, som på grund af eller på trods af psyken lever et godt eller måske et skidt liv. Vi ved det altså godt.

Alligevel var jeg voldsomt tøvende, da jeg første gang fik stress. Jeg vidste det godt selv, men kunne først gøre noget, da min daværende chef fortalte mig, at jeg var syg og skulle gå hjem og ikke komme tilbage, før jeg havde talt med lægen. Og lægen sagde selvfølgelig det samme, så jeg stod der med en passérseddel i hånden og et stempel i panden og var pludselig en del af statistikken.

Og det medførte et kæmpe spotlight på mit åbenhedsprincip.

Før jeg stod med mit eget hår i postkassen, havde jeg – som formentlig rigtig mange andre – anerkendt stress på den der lidt fremmedgjorte måde med, at vi jo er kloge og velinformerede individer, som godt forstår, at stress kan ramme hvem som helst, og at folk ikke selv er skyld i det, men alligevel inderst inde har en fornemmelse af, at det også lidt er et spørgsmål om at tage sig sammen og lige hanke op i sig selv og komme i omdrejninger.

Helt grundlæggende er jeg et nysgerrigt og empatisk menneske, som altid søger at forstå folk og deres mange handlemønstre og bevæggrunde. Jeg har brugt masser af tid og kræfter på at analysere andres måder at være i verden på for på den måde at finde ud af, hvad der foregår – både med dem og mig. Og jeg ved, at der er masser af mennesker derude, som ikke rummer kvart så megen interesse i at forstå eller rumme andre. Jeg ved, at mange har en fejlagtig formodning om, at stress er svaghed og handler om at tage sig sammen.

Og det gør det svært at være åben om det. Men det gør det også vigtigere at være åben om det for dem, som kan.

Jeg er blevet kaldt modig og stærk, fordi jeg gav mig til at råbe op og dele min historie med stress uden filter og uden ret mange tanker om eventuelle følger, da jeg lige havde sundet mig og accepteret, at det faktisk var stress. I virkeligheden handlede det for mig hverken om mod eller styrke, jeg blev mest bare drevet af stædig trods.

Fandme nej, om jeg skulle gå der og gemme mig med stress. Alle har det, alle kender nogen, der har haft det, og vi kan da stikke alle kampagner om rummelighed og accept skråt op, hvis det skal ligge mig til last, at jeg prøvede så hårdt at komme i mål med noget, at jeg endte med at gå i stykker af det. Så jeg gav mig til at dele på sociale medier, hvad stress var for mig.

Jeg delte, hvad jeg tænkte om min egen situation og mit forløb. Hvad jeg tænkte om den hjælp, jeg fik tilbudt. Hvordan jeg håndterede at være et intelligent menneske, som med vilje havde overset tusind tegn for at komme frem og lykkes. Jeg delte, hvordan jeg var bange for min fremtid, når jeg glemte synonymer og levende sætningskonstruktion, der ellers var netop dét, jeg kunne. Og hvordan jeg var bange for mig selv, når jeg glemte en gryde kogende mælk eller fandt et vandglas med læbeaftryk uden at huske at have brugt det. Jeg delte mine tanker og mine oplevelser med at komme ovenpå igen, og jeg delte og delte og delte, så folk begyndte at kalde mig stærk og modig.

Og det ér da nok stærkt og modigt, lige så vel som det var stædigt og trodsigt. Men det er også bare  åbenhed. Ganske enkelt.

Nogen må jo råbe trodsigt op, så andre kan følge efter, og flere kan indse, at vi mennesker findes i alle mulige former og med alle mulige vilkår og evner, og at åbenhed er grundlaget for, at vi allesammen kan være her med respekt for hinanden.