Vi skal jo da videre

Der er mange mennesker, som bruger nytåret på at se tilbage på forgangne tider og gøre status, før de vender sig om og skuer mod fremtiden og noget helt nyt. Jeg har altid brugt min fødselsdag til den slags skarpe blik, for jeg er født i årets næstsidste måned; dagene kan snart ikke blive meget kortere, og når min fødselsdag er ovre, kan vi tage hul på fejring af julen, så der er mangt og meget i gang. Og nytåret er jo alligevel fastlagt lidt på må og få, fordi et eller andet sindrigt system skal gå op, og det har ikke rigtig noget at gøre med mit lille liv. Min fødselsdag markerer til gengæld, at jeg nu har leet, åndet og larmet endnu et helt år på denne skæve klode, og så kigger jeg både bagud og fremad.

I midten af 30’erne havde jeg haft et strengt år. Det var langt som fandens grimmeste underhylere, det var hårdt, og det havde været en march på bare fødder op ad bjergsider. Lidt før midnat op til min fødselsdag sendte jeg et tweet med en kommentar om, at det havde været vildt, men at jeg håbede, næste år ville blive lidt mindre skilsmisse, mindre stress og en del mere lykkelig kærlighed, for jeg gad ærligt talt ikke ret meget mere kamp.

Året efter sendte jeg på kanten af en ny fødselsdag endnu et tweet, hvor jeg denne gang skrev, at det havde været rodet og barsk og åndssvagt, men at næste år alligevel havde en del gode oplevelser at leve op til.

Sidste år samlede jeg begge tweets i en post på Instagram og tilføjede et billede fra den aktuelle fødselsdag, hvor jeg som en anden slagsbror vinkede med fingerspidserne ad alverdens kvaler og bad dem komme an. Tanken var vist, at nu havde det så længe været så hårdt, at jeg var sikker på, jeg havde været så langt ude og nede og væk, at det ikke kunne blive værre. Jeg havde set det grimmeste og sværeste, livet har til mig, så fåk det lård, jeg kan fandme tage hvad som helst nu.

Du kender sikkert til hybris og nemesis, det menneskelige overmod og den guddommelige tommelfinger ned i arrogancen, som lige trykker mennesket på plads. Ingen undgår den, ej heller jeg.

Og en uge efter min fødselsdag var jeg sygemeldt med stress. Igen. For tredje gang faktisk. Fjorten dage senere var jeg opsagt, og siden gik det slag i slag. Julen blev lidt fattig, januar var lang og plaget af panik, februar var værre, men sluttede dog med kram på det gamle arbejde og smil hos en veninde. Marts og april forløb med psykiaterbesøg, en diagnose og et nyt perspektiv på livet. Sommeren gik med solskin og varme og kursus i kommunen, mens jeg løb tør for sygedagpenge, kæmpede for flere, tabte og røg over i et helt andet system, så efteråret kunne gå med at vente på et møde med et helt team, der bestemte, at jeg skal i praktik inden årets udgang, og her sidder vi nu.

Det er over midnat, og jeg har nu været 40 år i et døgn og ti minutter. Jeg håber, jeg overlever og når 41. Det virker ikke urealistisk.