Vi bringer en anmeldelse

For noget tid siden vandt jeg en konkurrence hos forlaget Saxo. Jeg fik to billetter til filmen Cloud Atlas, og jeg fik bogen Skyatlas til anmeldelse. Nu er jeg endelig blevet færdig med at læse bogen, og jeg har skrevet en anmeldelse på Saxos hjemmeside, men jeg synes også, jeg vil vise den her, så I kan se, at jeg også kan skrive på den måde.

Jeg har givet bogen 2 stjerner ud af 5 mulige hos Saxo, og min anmeldelse er ikke ubetinget positiv, som du kan læse her:

Skyatlas er den type bog, som via mange forskellige historier om individer, vil fortælle os, at vi alle hænger sammen, og at vi skal være gode ved hinanden og opføre os pænt. Og det gør den så. Desværre pensler den det ud i meget direkte vendinger hist og her, og hvad der ellers sker i historierne bliver lidt ligegyldigt og irrelevant. Det er en skam, for nogle af historierne er sådan set fine.

I begyndelsen blev jeg imponeret over de forskellige stilarter, som forfatteren mestrer i værket her. Der er fortællingen fra en søfarers dagbog fra en tid, hvor det endnu var sejlskibe, der dominerede havene; der er fortællingen fra en nær fortid, hvor rødstrømperne kæmpede, og historiens stærke kvinde for sandheden og almenvellet kommer i uføre, men alligevel klarer den; og der er historierne fra en fjern fremtid, som enten fortælles i en dræbende kedsommelig interviewform eller skrives som talesprog, der i længden bliver svært og irriterende at læse, også selvom jeg prøvede at lette irritationen ved at forestille mig, det blot var norsk. Der er mange stilmæssige greb og sproglige finurligheder at holde styr på, og det formår David Mitchell at gøre, hver historie har sine kendetegn og regler, som den holder sig til.

Efterhånden som læseren indser, at forfatteren kan sit håndværk, formår at sætte sig i sine forskellige hovedpersoners sted og skrive en livagtig historie om dem, trættes man dog, fordi der simpelthen ikke sker særlig meget. De enkelte historier er langtrukne, og handlingen i dem kunne fylde meget mindre. Og det er en bog på mere end 500 sider, der er virkelig ingen grund til at forlænge den med unødige passager om en ung mands ligegyldige sex med chefens hustru og de dertil hørende forviklinger igen og igen. Vi forstår det godt første gang, det er ufedt at være utro, vi véd det. Når også fortidens homoseksuelle elsker kommer på banen i historien om den retfærdige journalistinde, måtte jeg sukke. Naturligvis er han udelukkende på det godes side, han har selv mistet, og nu må han ofres, så han kan sætte hendes historie i gang, men det er plagsomt, at det skæres ud i pap, at alle skæbner hænger sammen.

De pågældende skæbner er skildret lidt vel overfladisk, den kvindelige journalist er lidt for stereotypt feministisk, og den onde doktor Goose er lidt for kedeligt begærlig efter guld og andres rigdomme. Den eneste, vi egentlig kommer ind på livet af, er Frobisher, der ikke lægger skjul på, at han er bøsse og skriver kærlige breve til sin mandlige elsker, mens han altså lige knalder fruen i huset og længes efter hendes datter. Åh, så originalt et plot. Dog holder karakteren nogenlunde, i hvert fald bedre end de øvrige, selvom jeg ikke er sikker på, hans endeligt ville foregå helt som i bogen, han har mere kraft og kampgejst.

Fortællingen om den nogenlunde nutidige forlægger, der snøres, men tager sagen i egne hænder og vinder hele verden, orker jeg næsten ikke at nævne. Kedelig kan man vel næppe kalde den, for der er for en gangs skyld mere action end trivielt forudsigelige hændelser, der falder i hak en efter en og driver os fremad, men historien er til gengæld kammet over, den bliver fjollet og ender med at være en farce, som falder helt uden for de øvrige historier.

Og så er der modermærket. Det kometformede modermærke, som oven i de små tilfælde med  en melodi, der kendes uden at være hørt, og en dagbog, som læses mange år senere af en, hvis elsker dukker op i en helt tredje historie, skal vise os, at de her mennesker har noget til fælles. Vi forstår at de – og vi, os allesammen! – er dele af et større hele, et kosmos, ingen af os må glemme det. Ingen af os må glemme, at vi hører sammen, at hver af vores skæbner afhænger af andre. Derfor skal vi være gode og hjælpe hinanden. De gode dør, de onde dør, det er tilfældighederne, der råder, men vi mennesker skal være ordentlige. Det kunne David Mitchell have fortalt med de samme historier på halvt så megen plads og med halvt så megen staffage. Jeg ville ønske, han havde gjort det.

Skyatlas af David Mitchell. Udgivet af People’s Press, 2012. Vejledende udsalgspris 349,95.