Fjernsyn. Og følgerne.

I går aftes sad jeg og så første afsnit af Borgens nye sæson. Eller så og så, for sidste gang, der var Borgen, mistede jeg efter tre-fem afsnit interessen på grund af uvedkommende personer og et halvfladt og forudsigeligt plot om familieproblemer i kølvandet på en ministertitel, så derfor sad jeg i sofaen med næsen i iPhonens facebook, Twitter og InstaGram, mens min mand interesseret fulgte afsnittet.

Men så blev jeg alligevel fanget af noget.

Omdrejningspunktet i dette første afsnit var kommunikation; formidlingen af Birgitte Nyborgs professionelle kompetencer til en målgruppe bestående af både pressekorps, modstandere og medløbere. Og hér blev det interessant for mig, fordi jeg pludselig kunne se serien som et indblik i professionel kommunikation, som jeg selv beskæftiger mig med. Her dog i forhold til politik, der ligger et stykke vej fra mit virke og min kunnen. Endnu. For hvis serien ellers er sandfærdig nok, bør vi alle kunne bruge den som indsigt i, hvordan god politisk kommunikation bør eller kan fungere i praksis med en vinkling af de komplikationer og problemer, der kan og vil tilstøde i netop politikkens verden.

Og mens sociale medier fortonede sig på telefonen, og den formidling, der skulle føre til politisk succes, foldede sig ud på skærmen, mærkede jeg, at jeg virkelig trænger til at lave noget.

Noget rigtigt. Noget, der gør en forskel. Ikke nødvendigvis politisk, som journalist-gone-spindoktor-Katrine gør det i Borgen, men alligevel noget, der bliver set og hørt og husket af andre mennesker.

Siden jeg afleverede #Twitterspecialet, har jeg enten holdt fri eller søgt job. Jeg gør mig klogere med bøger og networking, jeg finder fagligt relevante nyheder og følger med i, hvad der rører sig i det store, forkromede kommunikationsfag. Men jeg kan mærke, at jeg virkelig brænder og har brug for for at komme ud og vise, at jeg kan alt muligt. Jeg længes efter den forjættede Virkelige Verden og muligheden for at vise, hvem jeg er, hvad jeg kan, for at sparre med andre, udføre en opgave og se mit arbejde fungere i praksis.

For en gangs skyld er timing på min side, for netop som den følelse rammer, har jeg en samtale hos en virkelig interessant virksomhed på fredag. De er gode, de der dygtige, de laver voldsomt spændende projekter, og jeg drømmer om at få en lille fod indenfor, så jeg kan komme rigtigt i gang med mit liv som kommunikatør.

Og så drømmer jeg om, at Borgen opretholder sit fokus på kommunikation, når familiefnidder er så komplet almindeligt, at det ikke er interessant i en dramaserie. Heller ikke, når det omhandler en ministerfamilie.