Netværk er vejen frem

Alle steder står der, at netværk er tæt på det vigtigste, når det gælder om at finde job. Hele LinkedIn bygger på, at man deler netværk og kontakter og derigennem finder de der ‘nogen, der kender nogen’, som alle taler om.

Forleden skulle jeg skrive et blogindlæg om et arrangement, som biblioteket er med i, og i den forbindelse skulle jeg researche hovedpersonen Moonis Kamil, og da kom jeg blandt andet ind på hans LinkedIn-profil, så jeg kunne se, hvad han har arbejdet med, og hvordan han er uddannet.

Og LinkedIn har jo den feature, at den fortæller dig, hvem dit publikum er. Du kan simpelthen se, hvem der har været inde for at tjekke din profil. Og Moonis Kamil har åbenbart set, at jeg har været forbi. For han har været forbi mig efterfølgende.

Så nu tager jeg netværkshatten på og går over og hører et foredrag, som vist i øvrigt er ret spændende, og så håber jeg, jeg er modig nok til at gå op til manden bagefter og sige, at jeg er mig. Og måske nok lige nævne, at jeg er vikar på biblo, men leder efter noget permanent.