Noget om musik og minder

For måske 35 år siden, mens jeg var lige på kanten mellem barn og ung, var min storesøster lige kommet hjem efter et år i USA. Hun havde i en periode boet hos mig og min mor, imens hun fandt en lejlighed i København. Så flyttede hun derind, og jeg fik mit værelse tilbage. Stadig med søsters reol bag døren og med nogle af hendes ting. Et glas med fint indpakkede bolsjer, en flot kimono og nogle cd’er.

En af cd’erne var en opsamling med nogle af Eurythmics’ største hit. Den havde hun hørt meget, og som så mange små søskende, der idoliserer og efterligner storesøskende, hørte jeg den også meget. Og jeg kunne godt lide det meste. Nogle af sangene var triste og gjorde mig lidt ked af det (Miracle of love), andre var i højt tempo med en skrålende vokal (Thorn In My Side, Would I Lie To You), og andre igen var bare fulde af rytme, sang og glæde og fyldte mig med det samme (There Must Be An Angel, When Tomorrow Comes). Det meste af teksten forstod jeg ikke, jeg sang med helt forkert, og nogle af sangene kunne jeg ikke rigtig enes med (Missionary Man, Sisters Are Doing It For Themselves). Men overordnet var jeg glad for dem, for rytmerne, stemmen, musikken. Jeg hørte den plade meget, også efter hun var flyttet.

Her til morgen spillede min radio en sang med Eurythmics, og det slog mig, at jeg simpelthen ikke hører dem nok. Så jeg fandt på min musiktjeneste det samme gamle opsamlingsalbum, som min søster efterlod, og satte den på. Og det var dejligt.

Jeg har hørt masser af Eurythmics i de mange mellemliggende år, så det meste minder mig lidt om barndom og mindst lige så meget om forskellige dele af mit voksenliv. At køre i bil og synge med. At sidde på arbejdet og sætte noget energisk på. At danse rundt i stuen på den første forårsmorgen til noget fra gamle dage. Nogle gange kan en sang hive ét sæt minder frem, og andre gange sender den helt andre minder og tanker op i erindringen.

Nogle af sangene er dem, jeg altid genhører, og nogle af dem dukker lidt sjældnere op. Og selvom jeg forbinder de fleste sange med et efterhånden ret bredt udsnit af oplevelser, er én bestemt sang åbenbart stadig knyttet til noget meget specifikt, som jeg ellers sjældent tænker på. På et tidspunkt i dag kom nemlig Don’t Ask Me Why frem, og den trak en af de helt gamle med sig.

For mens jeg bare sad her og lyttede, blev jeg helt fjern i tankerne og kom hjem på mit gamle værelse. Jeg ligger på sengen med det lodne, fleece-agtige sengetæppe i sort med firkanter og trekanter i orange og blå, musikken spiller fra anlægget, jeg er i min egen verden. For jeg læser. Jeg er helt væk, ude på en stor rejse med mine bedste venner fra fiktionen. Jeg læser Alex På Eventyr. Og den sang er stadig skarpt knyttet til de bøger og følelsen af at opleve de vildeste ting med Alex, af spænding og forsøg på at regne næste skridt ud og af at være lige så sej og opleve lige så spændende ting.

For et par år siden købte jeg den første Alex På Eventyr, da jeg fandt den i en genbrugs, men den står på hylden, og jeg har ikke fået den genlæst. Jeg anede heller ikke, at den hængte sammen med særlig musik og da slet ikke en enkelt sang med Eurythmics. Men det var rart.

Det var dejligt at mærke en stemme, nogle linjer tekst og en følelse i musikken åbne for en helt anden verden, som dengang gjorde et enormt indtryk, men som jeg alligevel sjældent husker på, fordi der jo hele tiden sker og er så meget i livet.

Det er vildt og skønt, at en bestemt sang på tværs af det meste af et menneskeliv kan være så stærkt forbundet med en særlig tid og en helt klar og skarp erindring om at fortabe sig i fiktion og andre liv og verdener. Måske skal jeg lige læse hele serien forfra igen!