Om en mor

“Men mor udstrålede varme.”
Side 174 i Gittersee af Charlotte Gneuss

Min mor udstrålede også varme. Jeg kan mærke hendes krops duft, når jeg tænker på det. Og mærke hendes hånd i min. De små negle, så underligt tykke og med lak. Altid med lak. Eller helt misfarvede uden lak, fordi de altid var med lak. Jeg kan mærke hendes bløde hud, stærk og sart på samme tid. Jeg kan høre hendes latter og se hendes grin for mig. Hendes permanentede krøller bevæger sig, når hun gør. Hun bevæger sig aldrig mere. Til sidst bevægede hun sig slet ikke, og så var det slut. Far havde klemt min hånd i det allersidste, men mor slap bare. Slap mig og slap det hele. Det var modvilligt, det vidste jeg, hun ville ikke herfra. Det havde morfar heller ikke villet, og mor havde heller ikke villet slippe ham eller mormor i sin tid. Men det bestemmer vi ikke selv. Vi bestemmer kun, om vi elsker hinanden og holder til det. Men hun slap dem aldrig. Og hun slipper aldrig mig.

Min mor lyste, da jeg var lille, hun lyste op. Et rum og os mennesker, som stod tæt på. Sådan husker jeg det virkelig. Senere var hendes lys dæmpet og hun fyldte på en anden måde. Uden lyset. Men for mig, som voksede op og levede med og af det lys, var det aldrig helt slukket. For mig lyste hun altid. Jeg ved ikke, om jeg fik sagt til hende, hvor vigtig hun var. Jeg sagde en masse. Om kærlighed og tålmodighed og udvikling og indviklede ting som mennesker og vores relationer. Og jeg sagde, hvor meget hun har formet mig, og hvor glad jeg er for at være mig netop på den måde, hun var med til at bygge. Skabe. Jeg sagde til hende, at jeg er stolt af at være hendes. At hun var min. Men jeg sagde ikke, at hun lyste. Jeg ved ikke, om hun lyser nu. Inden i mig lyser hun for altid.