Førstehåndsindtryk

Jeg har lige fået en ny ven på et socialt netværk. Det er ikke én, jeg kender ude i virkeligheden, og han lader heller ikke til at være én, jeg kender fra et af de mange andre sociale netværk, jeg bruger. Men han lignede ikke umiddelbart en øksemorder, og jeg er generelt åben af sind, når det kommer til nye bekendtskaber online, fordi det oftest falder ud til min egen fordel og giver mange gode oplevelser, grin og visdom. Så jeg godkendte ham. Og læste hans bio.

Bio’en er der, hvor vi lige kort skriver, hvem vi er. På Twitter står der i min bio, at jeg er ‘bouncy in the head’, hvilket er lidt naivt og fjollet, selvom det for så vidt er sandt. Og nu har der stået sådan siden 2008, og det er efterhånden blevet en del af mig og mit online brand. Og da folk ofte bemærker, at jeg tænker skævt eller krøllet, ser jeg ingen grund til at ændre det. Heller ikke, selvom jeg har tilføjet, at jeg er jobsøgende og smidt et link til bloggen her. Jeg står ved at være mig, også når det er en lidt fortærsket selvbeskrivelse som bouncy in the head.

Men fyren her skriver som det første i sin bio, at han ikke har meget at byde på, men elsker det med at møde folk og hygge sig. Og jeg fik straks lyst til at skrive en besked til ham. Og sige, at han sgu aldrig må skrive sådan om sig selv. For det duer ikke at skrive sådan, når man henvender sig til andre. Og så iøvrigt for at ruske ham lidt for overhovedet at tænke sådan om sig selv.

Vi kan sammenligne det med at være til fest; de mennesker, vi gider snakke med, er ikke dem, der forsøger at gå i ét med tapetet, fordi de selv mener, de ikke er sjove. Det er dem, der går i ét med discokuglen, som tiltrækker sig opmærksomhed fra publikum. Fordi de udstråler, at de har alverdens gode ting at tilbyde andre.

Og det er det samme, når du færdes på nettet. Folk vil hurtigt nok dømme dig uinteressant og ingen tid værd, vi har begrænset tid til rådighed og vælger til og fra i ét væk, sådan er det. Men der er ingen grund til at hjælpe folk med at vælge én fra allerede ved første øjekast. Skriv i stedet bare, at du elsker at møde folk og hygge dig. Det er jo dét, du har at tilbyde folk.

Go forth and reklamér for dét, du har at bidrage med.