Uge 9 2022

Peter vågnede i den kolde morgen. Han hørte som det eneste sin egen vejrtrækning i rummet, og han mærkede fugten som en tynd dyne oven på ham og det varme tæppe. Hans mave føltes stadig spændt fra det store måltid i går aftes, men han var alligevel sulten.

Lyset sneg sig gråt og blegt ind under kanten på det foldede gardin i vinduet. Det var tidlig morgen, og Peter sukkede. Han havde gemt en bolle i et køkkenskab, da mutter ikke så det i går aftes. Han havde lige stukket bollen ind bag den stabel af tallerkener og underkopper, som var til fint brug og først skulle frem til påske. Han glædede sig allerede til at finde den, når mutter på et tidspunkt i løbet af dagen var ude. Det var stik mod reglerne, men han kunne ikke lade være.

I går havde de proppet sig med boller og tandsmør, og mutter havde lavet pandekagerne ekstra store og tykke, så de kunne bruge det sidste. De var gået så  mætte og glade i seng uden at have efterladt og spildt en krumme. Sådan som hun gerne ville have det.

Men Peter kendte sig selv, og han kendte disse dage, og han vidste, hvor stor glæde en enkelt hvid bolle kan gøre på en onsdag så grå som det sidste smulder i det gamle jernkomfur.

Han sukkede ud i det tomme soveværelse og satte fødderne på det kolde gulv. Det gøs i ham, og han skyndte sig på badeværelset, hvor han foldede sine hænder og samlede en tår vand i dem. Hastigt, men uden at spilde ned ad sig, vaskede han ansigtet og fik skyllet søvn væk fra øjnene og sjælen.

I køkkenet ville hun sidde klar med grøden og det grove brød, og han vidste, der var fisk til aften i dag, som der ville være det hver anden dag af de næste fyrre.

Peter delte ikke mutters glæde for Herren, og det stred ham imod at skulle skære sådan ned, når de nu havde nok og ikke behøvede. Men mutter så anderledes på det, vidste han fra sidste års diskussion og fra diskussionerne alle årene forinden.

Det var vigtigt. Alting forgår, og ting har værdi, når de ikke varer evigt, og vi skal huske at sætte pris på det. År efter år havde mutter sagt det samme til ham, og det var kun godt en måned, det kunne han vel gøre for hende, når hun kunne gøre det for Herren. Så det gjorde de.

Nogenlunde, for i dag var der en ekstra bolle til ham, og tanken om den fik ham til at smile, da han tørrede sit ansigt i det lille håndklæde, som efterhånden næsten var gennemsigtigt.

Peter smilede stadig, da han åbnede døren til køkkenet, men i stedet for lugten af grød blev han mødt af ren luft og et blik fra mutter.

Hun sad ret op ved spisebordet med armene over kors og så på ham, da han svingede døren op. På bordet foran hende stod en tallerken fra det fine stel og på tallerkenen lå hans bolle. Smilet var væk, og mutter bad ham sætte sig.

Spis, sagde hun, spis, og bed om tilgivelse for dine synder. Du kan gøre det godt, hvis bare du angrer! Jeg har hjulpet dig på vej, sagde hun med stramme læber og nikkede mod tallerkenen.

Hun havde dyppet bollen i vand og siden i salt, så det nu klæbede til det kolde hvedebrød og – efter hendes overbevisning – sikrede hans bod. Peter angrede rigtignok.