Uge 15 2022

Marie åbnede sin bildør med et suk. Hun var forberedt, men følte alligevel savnet som et åbent sår indeni, da hun stod på græsset og fik duften af fyrretræer, græs og en barndom fuld af solskin ind i næsen og helt ned i brystet.

I går havde de ringet og fortalt hende, at bedstemor Anine var død, og påskeferien, som skulle have været en hyggelig pause, blev nu et svært punktum. Hun kunne høre den anden bildør smække stille og mærkede snart en hånd i sin. Det skal nok gå, lovede den, jeg er her jo. Marie smilede til sin kæreste, og sådan stod de lidt, før de gik op til huset.

Det var kun anden gang, de var der sammen, men de var begge overraskede over at finde døren til havestuen låst. Marie hikstede og fyldte låsen med nøglen fra den store urtepotte. Allerede var gamle og helt faste regler kendt ugyldige og lavet om.

Havestuen lignede sig selv, og det var næsten værre, for det fik det til at se ud, som om bedstemor Anine bare var gået ud et øjeblik som for at hente noget i køkkenet eller skuret.

Det var her, de havde fundet hende i går morges. Hun havde siddet der lige så fint, som om hun fik en lur, havde man sagt til Marie. Og sofaen havde stadig det lille aftryk i den ene ende, hvor bedstes krop så ofte havde trykket sig mod den hjemmesyede hynde. Og puden, som lænede sig op ad sofaens kurveflettede ryg, var stadig flad, som om bedste netop havde rejst sig. Det lille bord var skubbet til en side, det var sikkert, så de kunne få plads til at bære hende ud, og på bordet stod endnu bedstemors krus med grågrøn pebermyntete. Al varmen var for længst væk.

Maries skuldre ludede, men Louise holdt om hende, så hun blev ved med at trække vejret, selvom hun havde lyst til bare at kaste op. De gik sammen videre ind i huset, og Marie stod længe og så på alting og rørte ved nogle af de vigtigste nips og ting, som lå fremme. De endte foran vasken i køkkenet og stod ved siden af hinanden med hofterne hvilende på bordkanten og så ud på græsset udenfor.

Sidste gang de var her, havde de været på vej hjem efter den dejligste weekend ude ved vestkysten. Marie havde allerede talt så meget om Anine, at Louise havde insisteret på at køre omvejen, så de kunne hilse på.

Marie havde syntes, det var alt for meget at introducere hende som kæreste, når bedste jo godt vidste, de havde kendt hinanden i vennekredsen i snart femten år. Det havde fået Louise til at fylde bilen med latter. Hun var jo bare nysgerrig og ville gerne møde det menneske, der i så høj grad havde formet hendes elskede. Og sådan var det blevet.

Nu var verden en anden, og de stod i køkkenet og trak på må og få skuffer ud og åbnede skabe uden rigtig at ville noget. Louise kom med et udbrud, da hun så de mange glas med rosenmarmelade, som bedstemor Anine havde stående bagerst i det høje skab. Og Marie kom med en slags grødet kvæk, da hun fandt en pose med trekornsbrød fra i forgårs. Det var tørt, men det duede stadig, og der var pludselig intet i verden, hun hellere ville, end at spise bedstes brød og marmelade, selvom hendes indre drejede rundt og slog knuder på sig selv.

Hun trak brødristeren ud midt på bordet, hvor den passede med den svage misfarvning i pladens laminat, og drejede på knappen. Hun havde ikke Anines ferme hænder, og skiverne blev lidt sort i kanterne, men de to bar brød og smør og marmelade ind til spisebordet i stuen. De satte sig ved siden af hinanden på bænken, så de kunne se træerne og plænen gennem havestuens store vinduer. Marie fik øje på sin gamle billefælde, hvor lyset var brændt helt ned. Stearinen var flydt ud i vindueskarmen og løbet en anelse mod gulvet.

Ved du, hvad hun sagde til mig, spurgte Louise, imens de sad og knaste. Marie rystede på hovedet, hun vidste slet ikke, at Louise og bedste Anine havde talt sammen. Det var sidst, de var her, hvor Louise og Anine havde mødt hinanden første gang, og Marie havde været nærmest ude af sig selv, fordi det var så vigtigt. Anine havde som den eneste i familien aldrig følt behov for at tale om, at Maries kærester ikke altid var mænd, hun havde bare sagt hej til dem, som Marie tog med hjem, og havde elsket dem, fordi Marie gjorde det.

Da de var kørt hjem efter omvejen og besøget, havde Louise sagt, at hun sjældent var blevet taget så godt imod, og at det føltes som ægte hjertevarme af en type, hun aldrig helt havde kendt før. Marie havde siddet i bilen og smilet med maven fuld af kage og hjertet fuld af kærlighed. Alt ville blive så fint.

Men nu sad de her i Anines tomme hus og spiste trekornsbrød og rosenmarmelade alene. Louise fortalte, at Anine dengang havde taget hende i hånden, da Marie var ude at tisse af, før de sagde farvel. Hun havde holdt Louises blik fast og fortalt om lyset i Maries øjne og især om flammen i Maries hjerte, og hun havde sagt til Louise, at det vigtigste i livet var den flamme. Hun kendte jo endnu ikke Louise, men hun mærkede samme lyse lue i hende. Anine havde sagt med stærke hænder om Louises, at den skulle de to holde fast i, uanset hvad der måtte komme af skæve bolde i livet.

Marie sad på bedstemors bænk og lænede sig ind mod sin elskedes skulder, som blev våd af tårer.

Anine havde haft ret, og siden deres første kys havde de end ikke haft en nat væk fra hinanden. Det var kun to måneder, men der havde ikke været andet i livet for Marie, siden Louise var dukket op til fastelavnsfesten hos deres fælles ven.

Egentlig havde Marie slæbt Peter med til den fest, men selvom han var sød og dejlig, og de havde datet lidt i nogle måneder, ville hun jo ikke rigtig noget med ham. Det var god sex, og hans humor var som hendes, hun syntes bare ikke, hun var forelsket, og vidste ikke, om hun ville ham for alvor.

Og så havde Louise stået der i sit kostume og sagt hej til Marie, og Marie havde taget sin maske af og været alt for lamslået af sit sikkert bankende hjerte og den stærke forbindelse til at sige andet end ‘jamen, davs med dig’ tre gange i træk. Et par timer senere havde de forladt festen efter et langt kys bag døren inde i værternes arbejdsværelse, og nu sagde de ‘jamen, davs med dig’, når de ringede sammen, og når de sås efter arbejde, og når de vågnede op i hinandens arme.

Peter havde fået en venlig kurv et par dage senere, da Marie kom i tanke om, at hun var halvvejs forpligtet i forvejen. Han havde smilet til Marie og holdt hende i hånden og sagt, at deres sjov jo var sjovt, men ikke den store kærlighed. De havde set hinanden nogle gange siden, og han var glad for Louise og havde sagt til Marie, at det var dejligt at se hende finde lykken.

Louise lagde armene om Marie på bænken og spurgte, om de ikke skulle tage de sidste glas af rosenmarmeladen med hjem, så den ikke gik tabt. Egentlig kunne de lade glassene stå og stadig beholde dem, for det havde vist sig, at bedstemor Anine havde forbigået en del og skrevet ind på helt lovformelig vis, at Marie skulle arve huset. Al marmeladen var for så vidt hendes i det øjeblik, Anines hjerte var holdt op med at slå for knap to døgn siden. 

Marie vidste ikke rigtig, hvad det ville betyde i praksis, for hun var flyttet ind hos Louise allerede, og de havde jo deres liv med hinanden i byen. Det gav så megen spekulation, om de nu kunne bruge huset, måske som sommerhus, men ville de komme der ofte nok, havde Louise overhovedet lyst til at være på landet, når hun ikke havde sin barndom og bedste minder bundet op på stedet? De havde ikke talt ret meget om det endnu, men det måtte de jo gøre.

Først var der alle de andre praktiske ting, som skulle ordnes. De skulle tale med præsten, vælge kiste, vælge tøj til Anine, og Marie græd og blev ved at gå rundt og være utilpas.

Præsten havde mødt Anine til en del af kirkens arrangementer og kom selv med forslag til tekststeder og gode pointer og til salmer, som de kunne synge. Marie lagde mærke til, at præsten talte meget om lyset indeni, og om at livet altid fortsætter, at vi hele tiden skaber mere liv.

Også når vi mister nogen eller noget, og når vi sørger, kan vi hele tiden skabe liv i og omkring os, sagde præsten og så rundt på hver af dem, før hun holdt Maries blik fast og klemte hendes hånd. Marie studsede over, at præsten sådan fokuserede på hende og nænsomt spurgte, om hun nu var sikker på, hun kunne være med til at bære kisten. Ingen af de andre blev spurgt om det. Men de andre sørgende gik selvfølgelig heller ikke rundt og var ved at kaste op hele tiden, og de havde heller ikke haft samme forhold til Anine som Marie. Og de havde i hvert fald ikke pludselig fået et hus og en hel livshistorie at tage ansvar for, imens de stod i deres livs største tab.

Marie kendte ingen præster, så hun vidste heller ikke, om det måske bare var en ting for gejstlige at lægge mærke til og tage sig særligt fint af dem med den største sorg. Louise mente, at præsten bare var præst og sjælesørger på en god måde.

De to havde talt om, at det var svært at være nye i et forhold, når den ene fik tæppet revet sådan væk under sig. Ingen vidste helt, hvordan man fandt balancen i at dele sorg og trøst, men Louise og Marie havde bare eksisteret i det.

Louise havde ordnet det praktiske med at sende mails og give besked og melde syg og tage fri, og hun stod klar, hver eneste gang Maries knæ gav efter og krævede noget at læne sig op ad, og når hun havde brug for en kold klud på panden eller en kærlig insisteren på, at hun indtog noget, selvom – eller måske faktisk fordi – hun var skidt tilpas. 

Helligdagene kom som en velsignelse med al deres ro. Vejene blev stille, morgenen blev fyldt med fuglesang, og fjernsynet kunne køre med film og haveprogrammer i timevis, uden at nogen behøvede skifte kanal eller tage sig af det. De havde fred til at tale sammen, til at mindes og planlægge, og før de helt var klar, blev det lørdag morgen, og bedstemor Anine skulle bisættes.

Marie stod foran kirken og gav hånd til de andre sørgende og fik omfavnelser og klap på både skulderen og kinderne af de forskellige, som dukkede op. Hun kendte alle navnene, og mange af menneskene havde hun mødt, nogle af dem flere gange, men senere kunne hun ikke huske og skelne de mange kondolencer fra hinanden. Senere huskede hun mest, at hun hele dagen havde følt Louises varme hånd et sted på kroppen, hvor hun kunne holde ved uden at være i vejen.

Efter bisættelsen var der kaffe i sognegården, og stemningen var lettere, som den altid er, når man sætter punktum eller bare semikolon, så livet kan gå videre. Folk spiste boller med pålæg og drak kaffe og snakkede om Anine og livets gang og roser og marmelade og mynte og påske og forår og evighed og blomsterknopper og bøgens udspring og altings evige fortsættelse, og så brød de op og takkede for i dag og for kærligheden.

Præsten blev til sidst og kom hen til Marie og talte om styrke og om, at ting bliver lettere, når vi giver dem plads, og at utilpasheden ikke varer ved, men giver plads til glæden og lykken igen. Anine ville have sagt det samme, sagde hun og Marie smilede for første gang hele dagen, for hun havde hørt bedstemor tale om glæden og lykken hele sit liv. Præsten smilede tilbage og nævnte, at måske havde de ikke helt talt om det samme, men det var nu godt nok alligevel.

Det havde været en fin dag i Anines ånd, og Marie havde præstens oplysninger og måtte endelig sige til, hvis hun kunne stille op med noget. Og ellers sås de, når urnen skulle sættes ned, sagde hun afslutningsvis og gav Marie og Louise hånden til afsked. Marie sank sammen på en stol med dyb kurveflet på sædet og sad der, til Louise kom og sagde, at alt var ryddet op og ordnet, og noget med sognegården, en faktura og boet, og nu kunne de i hvert fald køre hjem.

Louise spurgte i bilen, om de mon skulle holde sig til planen for aftensmad, når Marie stadig var dårlig. Det ville jo nok blive bedre i løbet af nogle dage eller måske uger, når alting lige landede, eller måske når det med urnen var overstået, og det hele dermed blev lidt mere afsluttet. Sildemiddag var vigtig, det forstod hun godt, men måske var det vigtigere, når Marie kunne værdsætte det og tænke varmt og trygt på Anine og ikke sad med rå smerte og utilpashed i hele kroppen til den sildemiddag. Maries blege kinder fik lidt farve, og hun gav Louise ret. Sildene kunne da bare gemmes. Det var hverken sild eller et måltid fuld af minder, hun trængte til, så det blev da bare udskudt. Men de to gik alligevel i køkkenet, da de kom hjem, for Marie havde taget formen og fadet og kagekniven med hjem fra huset og gav Louise anvisninger imellem høje hulk og stille gråd. Senere spiste de sandkage med appelsin, og det smagte ikke helt som bedstemors, men det var tæt nok på, og Marie gik i seng og havde det lidt bedre end i mange dage.

Påskedag vågnede Marie alligevel op og var sløj helt forfra. Det var dejligt at tænke på, der stod kage i køkkenet, og det varmede at vide, at den var anrettet på det rigtige fad så fint som nogensinde før, men bare tanken om at spise den gav hende halsbrand.

Hun så på Louise, som sov inderst i sengen og lå med ansigtet vendt lidt bort. Den ene arm var bøjet op og hvilede på puden over Louises smukke ansigt og løse hår. Marie strøg Louise over kinden, skulderen og den fine hud inderst på armen. Hun kyssede med bløde læber armhulen og trak vejret dybt ind og fik al Louises duft med. Så rejste hun sig i slowmotion fra sengen og listede på stille tåspidser ud i gangen. Her stod hun lidt og tænkte, hvad hun skulle gøre.

I virkeligheden var der ikke så meget at overveje, og Marie gik ud på badeværelset. Hun fandt den flyttekasse fra hendes gamle lejlighed, som endnu stod uden at være pakket ud, fordi den bare rummede krøllejern, pakker med plaster og en masse andre ting fra hendes tidligere rodeskab, som de ikke havde haft brug for endnu. Hun flyttede rundt på ting i kassen og ledte under halve hårlakker og næsten tomme flasker med solcreme og neglelakfjerner, og her fandt hun rigtigt nok en lille, blå æske, som stadig indeholdt en tæt lukket foliepakke med en test.

Lidt efter satte Marie sig på sengen og foldede benene til skrædderstilling uden at tage hensyn til sengens knirken. Louise blinkede lidt og smilede søvnigt til hende, men satte sig op, da hun så Maries røde kinder og store øjne. Hun spurgte med raspende stemme, hvad der foregik, og Marie sagde, at de måtte snakke om noget.

Der er to streger, sagde hun og holdt testen op foran Louise. Der er bare to streger.

Marie havde aldrig haft mere lyst til at kaste op end netop nu, tårer og snot løb ud af hende, og hun ville helst bare væk fra hele situationen. Hun og Peter havde måske nok været lidt uforsigtige, men hun troede da ikke, det var rigtigt sandsynligt, og nu sad hun her med kærlighed og sorg og rådvildhed og var i panik ved tanken om, hvad der skulle ske. Hendes røde øjne holdt fast i en knast i sengens hovedgærde for ikke at se skuffelsen og afvisningen, og Louise sad bare stille i sin side af sengen og så på hende.

Efter et halvt minut eller måske et år tog Louise testen og sukkede. To streger, sagde hun og gentog det lidt efter. Ja, det er da to streger. Der var gråd i Louises stemme, og Marie turde ikke se væk fra knasten, for nu faldt det hele, og bedstemor Anine kunne ikke lappe hende sammen denne gang.

Louise rykkede tættere på og trak op i Maries undertrøje. Sengen knirkede, og Louise smilede, da hun lagde sin hånd på den bare hud. Lige under navlen trykkede hun sin bløde pegefingerspids fast mod Maries maveskind og sagde ‘jamen, davs med dig’.