Uge 16 2022

Bitte sidder tilbagelænet i den store lænestol med øreklapperne og betræk i blød, orange velour. Eftermiddagssolen er gået om bag tagets spids og varmer ikke længere hendes lår, hvor den store bog ligger åben. Den er opslået på en side om iskapper og Golfstrøm. Bitte sukker og kigger ud af karnappens små ruder.

Udenfor strækker havens græs sig foran huset, og nede ved skellet rejser syrenerne sig med de lange grene, som rækker ud efter himlen fuld af knopper på spring. Bag syrenernes virvar af grå og brune streger ligger engen med tuer og græs hele vejen ud til åen. Og dér står morfars mølle i kanten af det gamle vandløb og håber endnu på engang at vende tilbage til fordums storhed med ære og værdigt arbejde.

Om bare en håndfuld uger, tænker Bitte, kan man slet ikke se møllens hat eller små vinger for det lilla blomstervæld, men den står der jo altid alligevel.

Mormors far havde bygget den, længe før nogen havde tænkt på Bitte eller på, at mormor og morfar skulle finde sammen. Og netop dét havde da også givet lidt skærmydsler, fordi mormors og morfars familier ikke var enige om, hvor skellet fra engen til møllen gik, og hvem der havde ret til hvilken del af jorden dernede. Bitte smilede.

Siden var det hele jo gået så fint i orden, fordi mormor og morfar var stukket af og vendt tilbage med et kongebrev og en arving på vej. Så havde de gamle koner smilet i deres mørke køkkener, og stejle patriarker måtte give hånd til dåben. Og mormor og morfar var flyttet ind på et stykke grund, som lagdes sammen af begge familiers jord. Morfar havde selv bygget det meste, og mor var sammen med sine søskende vokset op i huset, som nu i mange år havde tilhørt Bitte med både haven, engen, møllen og et stykke af åen.

Bitte klapper den tunge bog om klima sammen og trommer lidt på den med fingrene, mens hun tænker. Hun rejser sig og lægger bogen fra sig på stolens endnu varme sæde, før hun går hen til reolen ved siden af sofaen. Hun ved lige, hvor den står, for der har den altid stået, så hun trækker uden tøven den gamle bog ud fra rækken af gyldne læderrygge.

Sirligt slynget tager morfars navn imod hende inde i bogen, Christian Aage Christensens Almanak står der på titelbladet. Bitte vidste fra mor, at det var morfars plan at lave en bog hvert år, men han havde kun lavet denne ene bog, som så til gengæld var fyldt med noter fra en masse efterfølgende år.

Der var indskrevet, hvornår tulipanerne i forhaven blomstrede, hvornår børnene var blevet født, hvornår Bitte kom til verden, at deres ældste mistede livet, at mormor gik bort, men at der stadig skulle blomster ind på hendes fødselsdag, og der stod, hvornår der skulle skæres i syrenerne, og hvem i omegnen, der havde de bedste læggekartofler.

Bitte tager sin store jakke på, og hun stikker morfars almanak i lommen og fødderne i de store røjsere, og så lukker hun hoveddøren efter sig. Solskinnet foran huset er stadig lunt, men vinden er frisk, og hun skutter sig lidt i det skarpe lys.

Heldigvis er vinden i ryggen, da hun går mod skellet, og engen ligger så lavt og delvist i læ fra naboens bakker, at der er rart over den våde jord før åløbet. Der lugter vådt af rødder og søde blomster, som der altid gør på denne tid af året. Præcis, som gamle Chr. Aage har skrevet i almanakken.

Bitte sætter sig på en af de store sten, som frosten for længe siden tid skubbede op fra jorden, og som nu er skubbet og rullet og trillet ind på noget, der minder om en linje mellem den bløde jord og den decideret våde åbrink.

Der samler sig vand om Bittes støvlefødder, det trænger op fra mudderet under hende, som det må have gjort om mors og morfars og oldefars fødder i årevis. Det er brunt, og der kommer bobler op langs støvlernes gummi.

Hun kigger op mod møllen, og der har været mange liter vand forbi i åen, siden man kunne blive blændet af dens kalkede mure. Nu står den bare der med vingerne låst fast og dørens frønnede træ så løst, at den ikke længere klaprer i vinden.

I bogen står der, at slutningen af april betyder gule engkabbelejer og viber på marken, og Bitte har for længst noteret sig begge dele på sin tur til åen. Hendes egen fødselsdag er i september, og morfars noter fortæller om mirabeller på dén tid af året. Hun ved, at han selv syltede dem nogle år efter mormors død. Senere overtog hendes mor, men i mange år har hun selv stået for at samle og koge frugten under stor protest fra hvepse, der synes, at hun stjæler deres.

Hun lader nu altid en masse ligge, så de også har, for morfar har dikteret i almanakken, at vores plads er lille, men vores indflydelse stor, så vi har ansvaret for ikke at skubbe til det sindrige spil, vi får lov at være brikker i.

Det ansvar har vi ikke forvaltet så godt, og Bitte er ked af, at der ikke lader til at være større vilje til at gøre en indsats. Hun føler solens varme på sin ryg og hører lærken højt oppe, og duften af både blomst og vand kildrer hende i næsen.

Hun ved godt, at der er mange, som ikke synes, at viber eller blomstringstid er vigtigt, og at hvepse pinedød skal holde sig fra havens frugter. Selv mor syntes, at morfar var lidt vel romantisk i sin tilgang og alt det med, at vi skal give plads og give tilbage, når vi får noget fra jorden. Men Bitte synes, morfars gamle skriblerier har ret, og hun har altid fulgt hans anvisninger.

Det undrer hende, at den slags fylder så meget i folks snak, men aldrig rigtig har så fremtrædende en plads, når det gælder om at gøre noget og leve efter det. Det er da så fascinerende, at der foregår så meget, tænker Bitte. Så spændende, at alting hænger sammen helt uløseligt, og det er en rigdom at kunne passe på det i alt, hvad man gør, når man lever.

Bitte smiler, fordi hun for sig selv kan høre morfars blide stemme sige netop det. Rigdommen talte han meget om, for naturens væsen er rigt, og det er fattigt at lade hånt om det. Derfor er det også vigtigt at vide, hvornår der sker hvad i omgivelserne. Vi kan følge med, sagde morfar, og det gør Bitte.

Er roserne i blomst den 23. april, som de var det år, da mormor gav op og drog sit sidste åndedrag i en drømmeseng på terrassen? Det var usædvanligt tidligt, at en af roserne havde sat knopper, som åbnede sig samme morgen, og siden da havde duften af rose udløst både varme og sorg i Bitte. Var der erantis eller blot vintergækker under sneen i februar, når mors storebror, som aldrig blev ældre end 12, havde fødselsdag? Var der til hyldeblomstsaft før eller efter morfar og mormors bryllupsdag i midten af juni?

Morfar havde noteret på siderne, hvordan det havde været år for år, men efterhånden var håndskriften i takt med de gamle øjne blevet lidt ujævn. Og nu, hvor Bitte har bladret så meget i bogen og så ofte strøget en nænsom finger hen over nogle af morfars fineste noter og illustrationer, er det endnu mere gnidret.

Hun behøver nu ikke læse i den mere, for hun har siddet med den så mange gange, og hun ved, hvad der står på hvert blad. Alles historie hænger sammen med en årstid og en fortsat udvikling i alt omkring dem. Bitte ærgrer sig over, hvor mange der slet ikke ænser det, og sætter pris på det, sådan som hun gør. Med et dybt suk rejser hun sig, og efter knap en time på stenen, knager det næsten i knæene, da hun går op mod huset igen. Det er alligevel ikke så varmt derude, tænker hun, og overvejer, om hun må skrive i almanakken, at kulden stadig er stærk nok til at gå hende i knoglerne.

Oppe i huset er der også blevet koldt, og Bitte skruer op for varmen og sætter vand over på komfuret. Imens hun venter på, at det koger, tager hun kød ud af køleskabet og tænder ovnen, så hun er klar til at lave aftensmad, når hun har fået varmen med en kande te og en film i sofaen.

Morfar har skrevet i bogen, at Paulsens aspargesbed burde byde på de første lækkerier nu, men Bitte havde taget en pose blandet salat med hjem fra Brugsen, så hun ikke skulle over til naboen. Sidste år fik hun ikke lagt kartofler tids nok, og i år har hun helt opgivet, så hun har ikke kunnet give dem noget tilbage. Men det er også både nemmere og bedre med salat til stegen i dag, det er så dejligt frisk.

Bitte sætter morfars almanak på plads i reolen og beslutter sig for at tale med Paulsens om grøntsager i morgen, og så tænder hun fjernsynet.

Og næste morgen løber Bitte da også på sine stive knæ over til Paulsens som noget af det første, men ingen af dem nævner asparges eller grøntsagsbed. De taler kun om, at møllen er brændt samme nat.