Uge 17 2022

Musikkens sidste toner løb ud af fjernsynet, og Anker greb lommetørklædet fra knæet og tørrede sine øjne. Billedet skiftede fra de grønne omgivelser, og en vært foran en stor skærm med collager af flag og ansigter tog over. Han sad med indbudte gæster fra partiet og nogle dagblade og debatterede talens ord og betydning, og han stillede spørgsmål om talens berettigelse i det hele taget.

Anker havde alle dage havde haft let ved at blive bevæget, når det gjaldt sagen, men alligevel var noget af hans våde øjne en reaktion på verdens stadigt større overvejelse om behovet for taler og sag.

Engang havde ingen stillet den slags spørgsmål hverken i sig selv eller til hinanden og slet ikke i pressen. Engang havde behovet været indlysende, og kun ganske få havde ment, det var uden grund. Dengang havde det været Anker selv og hans makker Jens, som gik med faner og sang, og som stod skulder ved skulder med munden fuld af paroler og brystet fuldt af hinandens iver. De var brødre, de var fælles om vilkår og råbte krav, og alle havde de haft hinanden bag sig.

De fleste af dem havde vundet stort for så mange, selvom de nok havde forsømt både  koner og børn og til en vis grad sig selv, når de år efter år marcherede og gik til møder og skrev sedler og breve og kløede på, til verden ændrede sig en smule og så en smule mere. Gerda og de små havde været med til nogle af de større aftener med stemmesedler og særlig gejst, hvor nætterne blev lange, og de store forskelle blev gjort.

Gerda havde været stolt af sin Anker, der sørgede for folket og sikrede de næste i rækken, og der havde ikke været mange kny over hendes lod.

De små forstod jo ikke meget af det, og de var ikke engang gået op i det, da de blev større og fik de større linjer forklaret og forstod sammenhængen. Stolthed var der nok også, men den var blandet op med både naturlig forventning og helt simpel berettigelse. Men Anker forstod det godt. Og ingen fortjente bedre eller mere end børnene, så han var gået tilfreds og glad i seng i årevis, træt efter en renfærdig kamp, og stadig med Jens’ skulderklap og aftryk af faste håndtryk i sin egen næve.

De små var jo siden blevet store, de voksne blev ældre, og verden ændrede sig stedse. Jens trak sig af gode grunde, da mange års sene møder, cigaretrøg, ølflasker og kaffe natten lang indhentede hans lever. Han ville have sin sidste tid uden kamp, og det lykkedes nogenlunde, så længe man i hvert fald regnede kamp for march og taler. Men Anker havde lært, at enhver kæmper helt til det sidste, også længe efter de giver op og accepterer tabet. Og Jens slap i sin styrke sagen for sin egen kamp, og Anker forstod.

Flere og flere faldt fra i magelighed, af sygdom eller slet og ret efter solide liv, og de små var ligesom skabt af og til noget andet. De var sikre selv og kendte ikke den lange baggrund, de behøvede ikke råbe paroler eller rejse sig mod nogen.

Jens slap efter flere slag, og Anker nåede sin egen kamp, hvor det pludselig var en dagsmarch bare at få luft nok i lungerne. Nu sad han i et værelse med et bord, to stole, nogle kommoder fra hans og Gerdas hjem og en seng, der var ergonomisk for alle andre end den, som skulle sove i den. Ilt fik han fra en flaske med en snor hen over hans ansigt, og han blev tilset få gange om dagen af damer, som hastede af sted og smed hans mad fra sig på bordet med så meget venlighed og omsorg, som nogen kan mønstre, når de allerede er nået til næste opgave, fordi timer og hænder ikke hænger sammen.

Det var mange år siden, Jens takkede af. Gerda slap også efterhånden, og de små havde sørget, og så havde de sørget for Anker, men han så dem sjældent nu. De havde det godt uden nogensinde at have kæmpet. Anker løftede hovedet fra de ludende skuldre og så på fjernsynet. Han måtte ringe efter nogen, hans ble var ikke ren.