Uge 18 2022

Det skete engang ude på landet i gamle dage, når et barn blev født. Måske var det ikke helt gamle dage, men det her er i hvert fald en hel håndfuld år siden, eller måske endda to. Og det var da nok heller ikke kun ude på landet, det kunne ske, men også i de største af landets byer og de meget mindre tilmed.

Men de taler stadig om det blandt de gamle koner ude i de små, varme køkkener, men selvfølgelig også blandt de unge fruer, som går i lyse stuer og venter på deres tur eller måske har den nys overstået.

Og alle som én ved damerne, at deres historie er den eneste og reneste sandhed. Sagen er, at børn kommer til verden hver eneste dag, og nogle af dem er som de fleste, og mange er som ingen andre, og alle er de noget helt særligt, og hver eneste af dem kan noget, som kun netop de evner.

Nogle gange er der så alligevel én, som ganske overstråler, og somme tider er det mange lige på en gang eller i hvert fald spredt lidt ud over tiden, og netop den aften, som fruerne taler så meget om, den aften, hvor den lyse nat havde så få stjerner på himlen, at de lignede nåleprikker gennem et kæmpe lærred, netop den aften var en navlestreng viklet om en lille hals og havde dermed afstedkommet megen drama og hastige skridt fra bløde træsko.

Der er mange fortællinger, som begynder ens, og mange historier, som ligner hinanden og følger efter spor og ekko fra de andre, men ikke alle historier fortsætter og ender netop som denne.

I panikken blev de lange knive og dragter trukket frem i skarpeste lys, og den lille hals blev fri, så barnets ansigt endelig kom ud til os, som var her. Og det var hverken mere blåt eller klemt end alle de andre, som mødte verden samme nat, eller samme årti.

Alligevel var dette lille barn af helt almindelig vægt og længde noget særligt, og noret blev bragt hjem i tryggeste sikkerhed, og drengen, for det var en dreng, med så smukke øjne og stort liv i lungerne, fik ble og tøj og sut og mælk. Og han fik også sine første smækbukser på, man lukkede dem uden på eller inden under al resten, ligesom alle gjorde på den tid, og som de altid har gjort, og som de gør endnu i dag og vil gøre det igen i morgen.

Og hans mor fyldte den store lomme på smækken med kys og omsorg og søde ord, og hans var fyldte lommens bløde rum med stolthed og kram og søde ord. Og det lille barn havde både mostre og fastre og bedsteforældre, og i nogle af historierne var der onkler og tanter og søskende, og alle som én fyldte de lommen på barnets familieskabte smækbukser med blideste nus og blødeste nulren af tæer og ører. De hældte i lommen af kys på panden og strøg over håret og kram fra så mange arme, at ingen vidste, hvis hænder der nussede, og hvis læber der kyssede og hviskede elsk, og hvis øjne der sendte stjerner og glimmerdrys med i lommen.

Mindst af alle kunne barnet selv mærke, hvor det kom fra, men han vidste uden den mindste tvivl og undring, hvor det hørte til, og vidste hvor han selv hørte til, og nød at være noget for så mange ved ganske enkelt at være til.

Barnet mærkede forlommen på de stadigt større bukser blive tungere og tungere under alles søde ønsker og gestus, og han mærkede samtidig bukserne og lommen og sig selv blive lettere hvert øjeblik.

Og da dagen kom, som den gør for alle børn både dengang og i går og lige i dette øjeblik, gik drengen helt hen til kanten og så på de andre småfolk i alle størrelser. De stod på rad og række, og alle havde de samme smækbukser og alle havde de samme størrelse lommer, men ikke alle havde lige meget fyld i lommen, men det kunne drengen og børnene og ingen i verden se udefra.

Vores lille barn kiggede med store øjne ud over kanten af verden, og så trådte han et skridt frem og faldt ingen steder. Smækkens lomme spilede sig ud, og han svævede og fløj frit op i luften.