Uge 29 2022

Trækvognens små hjul knasede adstadigt i gruset. Det var længe siden, der var faldet regn her, og de mennesker, som havde til huse i haverne ved siden af stien, kunne se deres græs forvandle sig til tørre strå under solen. De stak børnenes bare fødder, så haven snart var lige så skarp at færdes på som strandens marehalm. Varmen slog efterhånden op fra murværk og asfalt allerede i solens første morgenstråler, og selv her over stiens fladt sammenpressede grus flimrede det af hede i luften fra formiddagen og helt, til solen trak sig ned bag enten skyer eller horisont sidst på dagen.

Foran trækvognen knasede gruset under hvert skridt fra et par sandaler med tynde og fodformede såler. Frederik hørte ingen af knasene, han gik og lyttede efter de toner og beskeder, som vinden bragte ham fra haver og fra de andre mennesker på stien.

Hans lange badekåbe blafrede en anelse i slipvinden fra hans skridt, men kåben var behageligt tynd og god til årstiden. Den var af silke eller i hvert fald noget, der lignede, så den gav ikke meget forstyrrende lyd fra sig. Foran hang kåben vidt åben, og bagtil var der en slids, som gik langt op, og det farverige stof holdt ikke meget inde.

Frederik var ikke blevet tyk, sådan var det ikke, selvom kåbens reverser ikke nåede helt så langt ind over brystet, som de havde gjort tidligere. Men Frederik troede på åbenhed, det havde han altid sagt, og de lange, tynde hår, som stak ud på hans bryst og var i gang med at vokse sig grå, måtte gerne gå verden i møde et øjeblik før han selv. Det var pondus, det vidste han.

Han gik rank med så lange skridt, som de løse sandaler tillod ham, men der var heldigvis ikke så langt fra hans egen strand til Brugsen, som var målet for dagens første mission. Den anden var kreativ med farver og den tredje mission ville være kreativ med mennesker, og det elskede Frederik.

Havernes lyde var en behagelig vekslen mellem børnelatter eller -gråd, musik af den moderne slags og glade menneskers snak og råb. Det var sommeren, som den havde lydt i æoner, og Frederik var vant til at gå her og hilse. Så lettede han lidt på sin lille stråhat og råbte til de venlige naboer, at han håbede, vinden ikke tog den. Og så lo de med ham, for der var så sjældent andet end en venlig brise, når vejret var så stillestående varmt på denne tid af året, og brisen kunne dårligt stikke af med så meget som et hårstrå eller bare skubbe til luften omkring én selv.

På afstand så haverne ud til at være fulde af mennesker, men det måtte være varmeflimmer eller svigtende øjne, for de var næsten alle sammen tomme, da han gik forbi. De fleste af husenes døre ud til solrige eller parasolskyggede terrasser stod mindst halvåbne, og Frederik løftede armen og så på sit håndled. Der var kun en hvid stribe, hvor hans armbåndsur havde siddet, men han vidste jo, at det var midt på formiddagen, da han gik hjemmefra, så det var stadig midt på formiddagen.

Måske havde husenes beboere fået nye vaner efterhånden, måske stod de derinde og så på deres flagrende gevandter i garderoben og tog stilling til dagens valg og anledning. Måske lavede de en dejlig anretning til morgendagens første måltid, hvis de nu følte sig mindre friske og oplagte, når solen stod op i morgen, end de var nu. Måske sov de længe for at have energi til hele denne dejlige dag. Frederik gav sig til at fløjte ved tanken om al den forventning, som de delte.

Ved døren til Brugsen havde han god tid til at få sin trækvogn med ind ad de automatiske døre, der gled op og holdt åben for ham. Der var andre mennesker, og han smilede og nikkede og løftede hatten for dem, og alle var så høflige at lade ham gå først med vognen og give ham god plads i butikken. De var så flinke.

Sidste år – eller måske forrige år, eller først på denne sæson – havde brugsuddeleren prøvet at fortælle Frederik, at det ikke gik an at tage vognen med ind. Den fyldte for meget og, hvad var det nu, manden havde sagt, han havde da vist brugt ordet lurvet om Frederiks gode trækvogn. Frederik havde da forstået spøgen og slået en stor latter op og klappet uddeleren på skulderen. Jo, den var god med ham, og så kluklo han hele vejen forbi grøntsagerne, kiks og køkkenruller og hen til det flot oplyste skab med kølige og læskende drikkevarer til sommerheden.

Frederik havde store planer for dagen i dag, og han stoppede i den kølige grøntafdeling og greb et udvalg, og han gik også hen til bagerens kurve, som var opsat ved siden af de lange kølere med mørbrad og pølser, og her trak han forskellige, lange flutes ned på det lille sæde i vognen. Frederik havde selv polstret sædet og fandt det fascinerende, hvordan stoffet med tiden var blevet blankt nogle steder og umiddelbart mere loddent der, hvor han sjældent eller aldrig tog fat i det.

Ved montren med pålæg udvalgte han nogle pakker med skinke, der var tørret i Spaniens kerneland, som der stod på dem. De blev lagt i bunden af vognen sammen med melonerne. Og endelig kom han til de høje kølere med flasker og de mange flotte æsker med haner, der lige kunne foldes frem. Her blev han længe stående og parlamenterede med sig selv, han talte på fingrene og remsede nogle navne op, og han læste lidt på etiketterne. Frederik flyttede melonerne lidt i bunden af vognen og stillede et antal af de flotteste æsker med grøn og svungen skrift og nogle grafisk meget flotte vindrueplanter på. Altid havde han været så glad for synet af vindrueplanten; takkerne på bladets kant, slyngtrådene, som rakte ud i forventning om forvikling, det var så raffineret og nyttig en vækst.

Nogle grønne flasker blev lagt ned ved siden af, og da han havde betalt for det hele, gik Frederik over til tobaksdisken og bad om fem cigarer og lige så mange flasker gin. Tonic havde han i spandevis derhjemme, forsikrede han den unge mand bag disken og noterede sig den unge mands tomme blik. Frederik længtes også efter tonic, så han forstod udtrykket, for der var længe til fyraften for dem på arbejde. Han selv ville være hjemme om et kvarter, og så kunne han måske lige få sig en gin, imens han arbejdede foran staffeliet, og vinen landede på den rette temperatur i hans eget køleskab, som var bedre indstillet end butikkens.

Måske var der plads til en cigar og endnu en lille gin, når han skulle skære melon og svøbe skiverne i skinke, så alt var klar, når der kom gæster. Han skulle også finde de rigtige plader frem, selvom pickuppen var gået i stykker ved et selskab førhen. Han ville tænde radioen, men de flotte omslag med sangernes brede læber og de gyldne trompeter og glitter fra en anden tid var så pæne, at han ikke nænnede at lade gæsterne gå glip af synet.

Engang havde det været sådan, at han købte ti helflasker og tyve brød, og han måtte have fiskehandleren med på råd om mængden af friske rejer og hummerhaler. Han havde brugt middagstimerne på at skære citroner og piske mayonnaise i køkkenets største skål, så alt var parat i god tid, og Frederik havde mulighed for at stå foran staffeliet, hvor han, når gæsterne indfandt sig, kunne være i gang med arbejdet på værker til efterårets udstilling både her og i hovedstaden. Sommeren var den dejligste tid nogensinde, det havde han altid ment.

Frederik valgte den anden sti hjemad, så han gik på cykelstiens asfalt og lettede på hatten ad alle, som passerede. Kåben blev mørk midt på ryggen og under hver arm, og de snart helt hvide hår lagde sig ned imellem hans brystvorter. Nogle børn cyklede forbi, og Frederik lettede på hatten, da de råbte ham an. Han kunne ikke høre, hvad de sagde, men de var alle sammen så venlige, så han smilede og vinkede med hatten og råbte hej til dem. Så glade børn var, smilede han ved sig selv, de havde et dejligt let liv heroppe i sommerens og livets bedste tid.

Frederik hilste ivrigt på enhver, både dem, som kørte forbi bagfra og dem, som kom ham i møde. De fulgte anvisningerne om hastighed, men alligevel fløj alle forbi i de brede biler, imens han gik og vinkede og fløjtede ad dem. Han ville jo se hver og en senere i dag, sådan som det altid var ved hans sommerselskab. Hans mave vuggede for hvert skridt i takt med trækvognens stang i hånden, og uden grus på underlaget var der ingen knasen, så man i brisen kunne høre flap på flap fra kåbens glinsende stof iblandet en insisterende knirken fra mindst et af vognens hjul, som gav sig under vægten af væske.

Frederik smilede og vinkede hele vejen hjem.