Uge 3 2022

Sebastian åbnede øjnene. Det var torsdag morgen, og han kunne høre på lyde udefra, at den var kold. Nogen skrabede is på en bil, der var knasen af fodtrin på en blanding af rim og salt. Alting bliver så sprødt, tænkte han, og stak fødderne i sine sutsko. De var ikke sprøde, de var lodne og bløde og tog straks imod varmen fra hans bare fødder og gav den tilbage igen. Han var varm over det hele og fast besluttet på at tage godt imod dagen.

Han sad foran morgenbordet med rundstykker og smør og ost og flag, og Lisbeth sang for, og Bjørn og Lin sang med. De små havde valgt instrumenter, og der blev trommet på bordet og truttet ud i luften. Bagefter kom Bjørn i tanke om, at han ville have spillet luftguitar, men Lisbeth gav ham en over med den gode pålægschokolade, selvom det ikke var weekend, og så var der ro, imens Sebastian åbnede gaver.

Der var en tegning fra Lin, som var fuld af farver og med streger og kantede blomsterformer viste, hvor meget de voksne i juleferien havde talt om sommerens planer. Bjørn havde lavet et skærebræt og brændt ordet FRA ind i nederste venstre hjørne. Sebastian blinkede til drengen og klemte den bløde hånd, da han sagde tak, og med et smil flyttede han tallerkenen med de små papirsflag og brugte brættet som smørebrik. Det lille stykke træ ville blive en fin bordskåner under kaffekopperne på skrivebordet.

Lisbeth strakte sig sidelæns på stolen, så hun lige akkurat kunne nå papirsbunken ved siden af køleskabet. Hun rodede lidt i løsark, kort og åbne konvolutter, og så rakte hun Sebastian en flad kuvert med hans navn på. Han skævede til hende, imens hun samlede morgenkåben om sig og sagde til børnene, at de skulle spise ind over tallerkenen, så de ikke krummede på gulvet eller ned ad dem selv. I kortet fra Lisbeth stod der tillykke, og at han ville få sin gave senere. Tak, sagde han, og gav sin kone et kys på kinden, du er dejlig, Lisbeth.

Sebastian gik på badeværelset, da Lisbeth var kørt med ungerne, og han stod foran spejlet og kiggede på sig selv. De runde skuldre, hans flade hår, og på brystet de fine og gyldne krøller, som voksede hen over de tre cirkler tatoveret over hans solar plexus. Han lod fingrene følge linjerne lodret og vandret gennem midten af den inderste cirkel og aede sin mave, der stadig kunne være i det tøj, han havde ejet, da han mødte Lisbeth.

Han smurte skum i ansigtet og skrabede det af og tænkte som så mange gange før, at et skæg kunne vokse ud over furerne ved siden af munden og få ham til at se helt anderledes ud. De dybe furer i panden var der nok ikke noget at gøre ved, men han syntes også, at de måske i højere grad udstrålede noget andet og bedre.

Lisbeth blev ved at købe barberskum og blade til ham, så han blev ved at skrabe sit ansigt glat, og mundvigene blev ved med at hive streger i hans kinder, og børnene blev ved at sige, at fars duftende kinder var det dejligste.

For et år siden havde der været rundstykker og Gammel Dansk på kontoret, men i dag var ulige og ikke vigtig på samme måde, så Sebastian købte bare en brunsviger med fra bageren og stillede den i kafferummet. Plasticbøtten med Lisbeths småkager stod hjemme i gangen ved siden af den stol, hvor han havde siddet og taget sko på.

Chefen kom forbi og talte om møder og beslutninger, og sekretæren kom ind og talte om deadlines og mapper og spurgte om aftaler til næste uge. Til frokost var der sat et flag på det ene langbord, og Sebastian så, at køkkendamen havde skåret brunsvigeren ud og lagt den på nogle fade. Han anede ikke, der var fade i køkkenet.

Ingen af dem sang, selvom nogle stykker kom over og sagde tillykke og smilede ad fortællingen om morgenens bordtrommeri derhjemme og et skærebræt med stavefejl. Sikke sødt, sagde en af dem fra regnskab, og Sebastian besluttede sig for at blive bedre til at huske navnene på sine kolleger, selvom han havde en fornemmelse af, at han ville træffe samme beslutning året efter og sikkert året efter det igen.

Sidst på dagen kom chefen ind på hans kontor igen og sagde tak for kage til kaffen og erklærede med en selvtilfreds mine, at brunsvigeren havde været et pletskud. Der var gudskelov længere og længere imellem den slags kommentarer fra folk, og Sebastian grinede pligtskyldigt til chefen og sagde, at det var dét, han havde sigtet efter. Chefen lo igen og gav ham to tomler opad, og Sebastian kunne høre ham gentage ‘sigtede efter pletskud’ og klukke ude på gangen, da han gik.

I en besked havde Lisbeth spurgt, hvornår han var hjemme, og Sebastian svarede, at han lige havde et ærinde eller to og ville være hjemme en halv time senere end planlagt, om det mon gik. Det gjorde det naturligvis, og han trådte ind ad døren til en duft af kage, som han forstyrrede med den store samling af roser i hans favn.

Lisbeth sagde, at det jo var helt tosset, fordi det var hans dag og ikke hendes, men hun kyssede ham præcis på munden, og han kunne se et smil i hendes øjne, før hun vendte tilbage til børnene og kagemanden, der blev pyntet med fars flade hår og målskiven på maven.

Efter maden og kagen blev Bjørn og Lin lagt i seng, og Sebastian fortalte dem den gamle historie om manden med buen, som skød æbler på sin søns hoved. Han havde udviklet den lidt og blandet med Robin Hood, og begge børn kendte historien udenad nu, men lå alligevel altid i hver deres køje og så ham med deres store øjne, når han fortalte. Han kyssede dem på panden og hviskede elsker ind i deres ører, før han sagde godnat henne fra døren og lod den stå på klem, så den kunne lukke en stribe lys ind på gulvet.

Inde i stuen sad Lisbeth med det sidste af vinen i de to glas. Sebastian stod lidt og så på hende, hun var stadig smuk. Og hun var stadig hans, så han lagde sig på knæ foran sofaen og kyssede hende med blød mund på panden og på kinderne og så på munden, og det var altid som at komme hjem, når han mærkede hende tage imod.

De lod sig selv have god tid, men snart efter lå de i sengen, og Sebastian nød at mærke Lisbeths krop og sjæl mod hans egen. Det varede aldrig helt så længe, som han havde tænkt sig, fordi han blev grebet af hendes begejstring og ikke kunne vente med at få hendes spændte krop til at slappe af og blive blød for ham og for hende selv.

Sebastian trak vejret helt roligt og var ved at falde i søvn, imens Lisbeth strøg ham over maven og brystet med en doven finger rundt og rundt i cirkler. Gaven, sagde hun, han havde jo stadig ikke fået gaven. Hun gled ud ad sengen og hentede en lille pakke fra kommodeskuffen med undertrøjer og strømpebukser.

Sebastian satte sig op og tog imod den, trak gavebåndet løs og fik papiret af. Lisbeth forklarede, at det var et gavekort, og Sebastian kiggede på den lille ramme som holdt om en tegning. Han havde ikke set dem i årevis, men han kunne have tegnet og beskrevet sine pile i detaljer når som helst resten af livet, og på tegningen var der tre, en stor og to lidt mindre, og de mødtes alle i midten af en cirkel.

Lisbeth vidste godt, der var masser inde bag hans glatte hud, men hun så det ikke ofte og blev overrasket over tårerne. Han smilede og nikkede og forsikrede hende om glæden og roen, og han holdt om hende, til alle evigheder var gået, og de begge fik ro. Ingen af dem kunne have sagt dig, hvem af dem der ud i mørket hviskede pletskud, lige før de sov.