Uge 37 2022

Den unge mand trak ned i sin vest og hankede op i rygsækken. Der var ikke meget i den, bare nogle notesbøger, lidt at spise og en tommestok til at måle vigtige ting med. Han var på vej ud i verden.
Den unge mand hed Karl Adélie og var vokset op i en landsby, hvor alle handlede med hinanden. Hele tiden gav folk en daler og en tier og et bundt løg og et dusin æg for at få en fisk og en bog og en femmer og en tyver. Og han forstod det ikke. Alle var åbenbart enige om, at dit kostede dit og dat kostede dat, og så måtte man handle sådan. Det var reglerne.

Men unge Karl Adélie syntes ikke, det kunne passe, at det var så stringent. Han så jo de samme mennesker give en gryde med mad til gamle Olsen, enkemanden, der ikke kunne selv, uden at forvente rede penge eller en tilsvarende gryde retur. Konerne i byen bagte på skift brød til Jensens søster, som havde så mange børn af egen og andres avl og ikke evnede at passe på dem, og ingen af konerne regnede med at få brød retur. De regnede heller ikke med penge, og de regnede ikke engang med at Jensens søster ville passe et af deres børn eller overhovedet sige tak. Og alligevel gjorde de det.

Da han var lille, troede Karl, at det ville give mening efterhånden, men det gjorde det ikke. Og den store Karl tog nu rygsækken over den ene skulder og gik ud på vejen for at lære noget om verden og komme hjem og fortælle, hvordan det virkelig hang sammen.

Karl Adélie var væk i en god håndfuld år. Hans mor og storebror, der havde fornuftige gerninger derhjemme; et gods at passe og en stilling i diplomatiet, modtog brev efter brev med beskrivelser af yngste Adélies møder med menneskene derude. Unge Karl sendte også små pressede blomster hjem sammen med tegninger og billeder af de mennesker, han traf på sine rejser.

I hvert brev beskrev han, hvordan mennesker hvor end han kom frem var villige til at give en daler for noget, der kostede det halve, eller give varer for en tier, selvom de kun fik en kålrabi for det. Alle gav noget, og alle fik noget, og det hang tilsyneladende fint sammen, selvom alle de lærde påstod, at kun to og to kan give fire.

De mennesker, som Karl Adélie kendte fra sin opvækst og mødte på sine rejser, sagde det samme, at to og to er fire, og intet andet. Men de levede på en måde, der tydeligt viste, at to og to nemt kunne give fem eller syv eller mad til en hel familie, når bare folk undlod at tænke på det monetære.

Karl Adélie mødtes både med konger og præsidenter og snakkede med dem om sine teorier om, at enhver gerning hang sammen med enhver anden i et sirligt mønster, som bredte sig og påvirkede andre og hinanden, og som uden tvivl endte med at give plus for alle på kloden. Han mødtes også med bønder og fiskere og jernbanebyggere og bibliotekarer, og de var alle sammen enige. To og to giver fire, og hvis man giver mere ud, end man har, bliver man fattig og ender uden noget. Men allesammen gav de mere, end de havde, når de mødte nogen, der trængte. Og jovist var de fattige mennesker, som levede i små kår – det gælder ikke præsidenten eller kongen, forstås – men mange af de andre var fattige, de fleste mennesker i denne verden mangler noget, men de gav alligevel.

Mange af dem, som Adélie mødte, sagde, at sådan kunne det ikke være. Det stred jo imod enhver fornuft, indvendte de. Og han forstod dem godt, for når man sidder med to æbler og tager to mere, får man jo fire æbler. Det er ikke til at diskutere.

Alligevel holdt han på sit og sagde, at to og to giver en variabel mængde, og da han vendte hjem med sine slidte sko og en tommestok, der kun havde målt længden af elastik til salg, havde han fået overbevist ikke så få om, at han faktisk havde ret.

De fleste holdt stadig på to og to, når de stod hos købmanden eller præsten, men i hjemmet og i hjertet og under kirkens høje loft var de alligevel sikre på, at Adélies tanker var korrekte. Det måtte være sådan. Mange skrev til deres venner om den nye sandhed, en del rejste selv med Karl eller ud på egne rejser for at fortælle andre om det. Mange satte sig til at oversætte hans tanker til deres egne sprog, så naboen og dem i den næste landsby kunne lære mere, og Karl Adélie rejste hjem og skrev femten tykke bind om sine fund på rejsen.

Adélie var ivrig og flittig, han behøvede ikke megen søvn, så han skrev artikler og holdt foredrag, og det var altid for fulde huse. Han læste religiøse skrifter fra øst og vest, han læste videnskab og gik med til timer hos professorer i hobetal. Og de ville alle sammen gerne tale med ham, for efterhånden som Adélie arbejdede stædigt videre med sine tanker og sine erfaringer og ledte efter sit bevis, var han blevet kendt for sin utrættelige insisteren på, at når man giver ud, får man ind. Det kommer ikke altid som en tilsvarende mønt eller tydeligt sammenlignelig værdi, og nogle gange kommer det først senere, men altid får man noget for det, man giver.

Det var lidt indviklet, og mange mente, han måtte være mystiker, og han blev i satiren afbildet som en alkymist, som ledte efter altruismens guld.

Karl Adélie lo og havde ikke tid til at tage sig af den slags. Han knoklede dag og nat med at formidle sine tanker på nye måder og planlægge flere rejser. Han endte med at tage på ekspedition og blive mødt af baroner og regeringschefer og revolutionære helte i nærmest enhver afkrog af klodens krummelurer.

Med årene måtte han, trods alt, sætte farten en anelse ned, for synet svigtede, og gigt plagede hans skrivende hænder, men hans sind var skarpt, og han dikterede til en håndfuld sekretærer, som i timevis sad og renskrev og sendte hans artikler og tekster til udgivere og forlag. Adélies teori om det store hele endte med at fylde alles tanker i den kendte verden. At man får, hvad man giver, og at man aldrig kan gå i minus, så længe man er åben for at modtage, hvad verden sender tilbage. Adélie boede i en lille lejlighed på toppen af et hus i hovedstaden, og en dag sov han ind, som man jo gør. Huset var ikke af stor værdi, og hans tjener havde ikke fået løn i årevis, men ingen af dem var tynde, ingen af dem havde hul i sokkerne, og ingen af dem frøs om natten.

Og da begravelsen var overstået og folk i byen sad forknytte foran deres mørke vinduer ud mod verden, gik Adélies tjener ind og lagde sig i mesterens seng, og han blev boende i huset resten af sine dage uden at sulte eller fryse eller blive smidt på porten. For Karl Adélie havde ret hele tiden.