Uge 38 2022

Der var engang nogle små byggeklodser, som lå i det store sæt af klodser sammen med alle de andre. Klodserne lå i en lille kasse med høj kant og skarpe hjørner. Den havde fire hjul og en snor og et låg, og kassen var en lille vogn, der blev trukket rundt af et legesygt barn. Det gik over græsplæner og ujævne gulve og vandløb og grusbunker og skovbund og store sten og flade fliser.

Fra tid til anden blev alle klodserne væltet ud og rodet sammen og stablet op og væltet ned igen. Det meste af tiden lå klodserne dog inde i den hårde kasse og blev skubbet rundt af og med den lille vogns bevægelser. De brasede således ind i hinanden og faldt fra hinanden igen i et væk, og det skabte et væld af banken og klapren i kassen.

Ind imellem skete det, at to klodser lagde sig så tæt op ad hinanden, at der opstod noget helt enestående. De bevægede sig sammen med vognens bevægelser, de bumlede rundt og op og ned og ind i andre klodser. De fulgte vognens bane, og de fulgte med hinandens bevægelser, og den lyd, det frembragte var bare en behagelig brummen af to klodser, som rørte hinanden, og som udtrykte den stille varme fra deres fælles friktion. De lå bare og fulgtes med hinanden, hvor end den lille klodskasse kom frem, og hvad end den forcerede af ujævn grund, og det var både op ad bakke og ned igen. De landede sammen, når kassen vendte bunden i vejret, de stabledes tæt op ad hinanden og fandt sammen, når alle klodser vendte tilbage til den evigt bumlende klodskasse.

Sjældent, men nogle gange, var det sådan, at to klodser slet og ret passede så godt sammen, at de aldrig siden skiltes ad.