Uge 39 2022

Line lukkede døren bag sit hejhej, og David gik ud i køkkenet. Med et suk så han rundt og gik så i gang med at rydde op efter morgenmaden. Det var onsdag, og han havde stillet mysli og mælk og kaffe og rugbrød frem som hver eneste morgen, og Line havde spist, og de havde snakket om hverdagsting, og hvem der skulle købe ind, og hvad der var til aften, og hun havde husket ham på, at han havde lovet at gå ud på fælleden og optage den der fugl til hendes nevø.

David havde selv husket det, for han syntes, det var tosset, at knægten ikke troede på, der kunne være reelt fugleliv så tæt på byen, bare fordi han havde en far, der klogede sig uden at have ret. Så det skulle han nok huske. Når det blev ferie engang, ville han tage drengen med ud på en gåtur og måske også længere ud ved vandet, og så kunne han da opleve selv, hvor meget dyreliv der er tæt på byen. Men for nu måtte det gå an med en optagelse. Han fik orden på køkkenet og satte smørret i køleskabet og slukkede kaffemaskinen og tog sin vindjakke og bløde sko på. Så hentede han cyklen fra baggården og trillede af sted med telefonen i lommen.

David stillede cyklen fra sig og trak vejret helt ned i tæerne. Der var dejligt fredeligt herude, og han kom her simpelthen for lidt. Gruset knasede under hans skosåler, og han mærkede pulsen falde og sit indre få ro. Han gik forbi to kondiløbere, som smilede til ham foran deres svingende hestehaler. De havde røde kinder, og David kunne godt mærke, det var lidt køligt i luften.

Der var heller ikke mange ude i dag, men der var jo løberne her, og så kom han forbi et par ældre damer, der vist var ude på venindetur. De smilede og sagde dav til ham, og han tænkte over, hvor skørt det er med danskere, at vi ikke under hinanden et blik over køledisken i Brugsen, men når man ser hinanden på en baggrund af træer og græs, siger vi gladeligt dav og hej til hinanden og kan endda falde i småsnak over et egern eller pludselig frost eller udsprungne erantis.

David smilede for sig selv, han skulle virkelig insistere på at få Lines nevø med herud, næste gang han havde fri.

Han drejede ind på noget, der vist ikke reelt var en sti for at komme ud i det mere grønne, hvor der var flere træer og buske, men også lidt flere lysninger ind imellem. Her havde han tit hørt fuglelivet, og der gik ikke længe, før han hørte nogle næbbede dyr. Det var bare spurve og musvitter, men lidt længere væk hørte han skovskaden, så han tog telefonen frem og var klar. Han gik lidt omkring i det høje græs, og hans sko blev våde, og det nederste af buksebenene var også snart fugtige, fordi duggen faldt lidt hårdt om morgenen på denne her tid af året.

David gik med telefonen i hånden og lyttede efter fuglene. Ind imellem hørte han lydene af andre gående i skoven, men han hørte uden om og holdt fokus på fuglene. Dér var skovskadens karakteristiske lyd, der mindede om flamingokasser, som stod og gned op mod hinanden og peb af friktionen. Han trykkede på telefonens optageknap og holdt den op mod trætoppene, hvor lyden kom fra. Fuglene fløj lidt omkring, og han fulgte efter, imens han prøvede ikke at støje med sine skridt og overdøve fuglene på optagelsen. Midt i det hele hørte han noget andet. Det lød som en, der råbte nej nej nej. Han stod stille og drejede hovedet efter lyden. Han begyndte at gå i retning af råbene og hørte nu et hjælp derfra.

Imellem nogle træstammer fik han øje på en blå jakke, det var en af damerne på venindetur, og han kunne se den andens orange jakke ligge på jorden. Der var noget helt galt, og David trampede igennem græs og små grene på jorden og kom ud på stien, hvor damen i den blå jakke stod og græd med sin telefon op til øret. Den anden kvinde lå på jorden helt stille, og David løb derhen. Hende med telefonen var tydeligvis igennem til 112, og hun råbte grædende til dem, hvor de var. David mærkede efter en puls på den liggende kvinde, men der var ingenting. Hun trak heller ikke vejret, men lå helt livløs på gruset under den store himmel. “Hun faldt bare om”, sagde den blå jakke til dem i telefonen, “vi kom gående og så faldt hun bare om lige dér!” Hendes stemme var skinger, og hun trak vejret i korte stød, David vidste slet ikke, hvordan han selv fik luft.

Han gik i gang med at trykke på den liggende kvindes bryst. Han kunne ikke huske rytmen, det var noget med at trykke og give indblæsninger via munden skiftevis, men han kunne ikke huske, hvordan rækkefølgen var. Han trykkede nogle gange og pustede så, trykkede nogle gange og pustede så, og han gjorde det i timevis, imens han sagde til sig selv, at det vigtigste var ikke at holde op, når han var begyndt. Han trykkede på kvindens hårde ribben, og han holdt pauser for at puste sin ånde i hende og gav sig så til at trykke på den stille krop igen. Han var så træt, men han så på den blå jakkedame, som græd i telefonen og sagde noget med nogle minutter, og han vidste ikke, om det var til ham eller ambulancen i telefonen, og han trykkede videre og svedte og pustede og trykkede taktfast. Han så på kvinden, og hun var tydeligvis død, hendes ansigt var helt forladt, og han havde aldrig i livet svedt så meget og så koldt, og han blev ved at trykke sine værkende arme ned i kvindens krop så hårdt og rytmisk, som han evnede.

En kondiløber dukkede op ville tage over, men David rykkede sig ikke. Løberen satte sig på knæ ved kvindens hoved og overtog indblæsningerne, og de to gled uden ord ind i rytmen med tryk og pust, tryk og pust.

Damen i den blå jakke blev stille, og David blev opmærksom på, at en sirene holdt op lige i nærheden. Det vrimlede med mennesker i gult og refleks omkring ham, og der kom nogle og klippede damens tøj op og lagde plastiklapper på hendes bryst og ribben. David blev taget om skuldrene og flyttet, da redderne overtog og satte strøm til kvinden. De gav hende et stød, men der skete ingenting. David stod ved siden af og så ned på dem og hørte dem tale i korte sætninger. De bevægede sig som mekaniske dukker i et helt fast mønster med hinanden. De gav stød igen og pumpede noget mere. Og så gav de stød en gang til, og David kunne høre på dem, at det var anderledes.

Hans syn blev mørkt og sløret i kanterne, og hans knæ gjorde ondt, da de gav efter og ramte gruset med lidt for stor kraft. Han hørte en masse aktivitet og hjul på gruset og plast, som klaprede, og nogle stemmer tæt på ham, og han vidste, at ambulancen kørte derfra. Nogen klemte hans skulder, og det gik op for David, at han sad og græd.

Manden, som havde hjulpet med kunstigt åndedræt stod i sit svedige løbetøj og frøs. Han gav David vand fra en flaske, og David drak og trak vejret dybt, før han brækkede det hele op i græsset ved siden af stien. Løberen tog ham i hånden og spurgte, om David var okay, og hvordan han skulle hjem derfra, og om han egentlig godt kunne selv. Det kunne han bestemt, og han sagde tak for hjælpen, og han var helt okay. Den fremmede mand klemte hans hånd en gang til og løb så sin vej.

David gik tilbage og fandt sin cykel og satte sig op og trillede hjemad noget langsommere, end han cyklede ud nogle timer forinden.

Han cyklede forbi sin hverdag med pizzaria, skrigende børn på fortovet, en hund foran Netto og bageren på hjørnet. Først cyklede han forbi, men så hoppede han af cyklen og trak den hen til bagerens vindue med kager og cafégæster. Inde i butikken bad han om en bolle med smør og en kaffe med mælk, og han lavede en joke om varm kaffe og kolde dage med manden bag disken, og han satte sig op til vinduet og så på sin cykel, imens han spiste. Smørret på bollen var koldt og fedtet mod hans tunge. Kaffen var bitter, men varmede et lille område bag hans egne ribben.

Da han nåede hjem og trak cyklen ind ad porten, lagde han mærke til, at den var punkteret. Det var ved at blive mørkt, og dagen var næsten gået. Line ville snart komme hjem og lave mad og tale om sin dag på jobbet, og han vidste, hun ikke ville spørge til hans dag, men forhøre sig om optagelsen til nevøen. David stod i entreen og kom i tanke om telefonen. Den lå i hans lomme og optog endnu.