Uge 41 2022

Der var en klokke, som ringede i nærheden.

Søren stod og smilede til en af sine gode kolleger, selvom man ikke var fra samme parti eller var enige om hvordan, det hele skulle gøres, var de jo fælles om at ville noget godt for landet. Debatten om lidt ville komme til at fokusere på forskellene mellem dem, men når de bare stod her foran scenen i forsamlingshuset, var de gode til at snakke om noget af det, de havde til fælles. De talte også om seneste møder i udvalgene, hvem der havde kage med, hvem der var på barsel, og hvordan det gik med bevillingerne for dit og dat.

En vært fra forsamlingshuset kom og bød dem op til de mange små talerstole på scenen. Hun slog et par gange på mikrofonen med pegefingeren og fnisede lidt, da hun spurgte, om der var lyd igennem. Folk på tilhørerpladserne nikkede og enkelte råbte ‘jo’. Værten præsenterede sig som Viola fra foreningen, og hun fortalte, at de var klar til en saglig og rolig debat, som ikke skulle være for ophedet og hidsig, men have fokus på at forklare grundigt, hvad man ville, og i øvrigt svare fornuftigt for sig og på publikums spørgsmål. Viola håbede, der var mange spørgsmål, og satte sin lid til, at alle tilstedeværende ville være flinke og gå efter bolden frem for spilleren.

Alle klappede, og ordet blev givet til Knud, forsamlingshusets kasserer, der havde rollen som ordstyrer.

Hver politiker fik først et par minutter til at fortælle, hvem de var, hvad deres partis mærkesager var, og ikke mindst formulere i en enkelt, helt skarp sætning, hvad de hver især mente var det vigtigste i den forestående valgkamp. Nogle af dem var skarpere end andre, der var en del uld i munden fra de mere garvede på scenen, og de yngre fortalte med stor entusiasme om deres mål.

Søren sagde, at han mente, det var vigtigere end noget andet, at vælgerne følte, de fik, hvad de stemte på. At de mærkede en politiker, som i folketingssalen ville kæmpe for det, de havde lovet, og ikke give køb på alt for meget i forhandlinger om realpolitik. Det var der mange, som klappede af, og så blev mikrofonen sendt rundt blandt publikum, der havde mange spørgsmål til politikernes ønsker fra en eventuelt kommende plads i regeringen.

En kvinde i kjole og farvestrålende tørklæde var bekymret for, hvad landmænd ville få lov til eller blive afskåret fra i næste runde af landbrugspolitikken. Et yngre par rejste sig sammen og bad om holdninger til boligkrise i studiebyer, og en herre i ternet skjorte spurgte til fjernvarme og priser på gas. I forlængelse af snakken om energikrise og sparemetoder, dukkede spørgsmålet om klima op, og der var holdninger nok, som handlede meget om, at alle ville gøre det bedst mulige. Der var ikke rigtig nogen af dem, der ville sætte ord på, hvad det kunne være.

Søren sukkede, han var gået ind i politik for at gøre en forskel, og her stod folk og vævede uden at fortælle noget reelt om, hvad de havde tænkt sig. Der var stemning for at gøre noget og ændre verden, men der var ingen, som ville tage ansvar for handling.

En mand med knold i håret og flaskegrøn skjorte på rejste sig og fortalte, at hans kone var blevet indlagt med blodprop i hjertet og havde fået en operation, som var ret alvorlig. Hun var blevet udskrevet og fik hjælp fra et helt team, der stod klar, fordi hendes oplevelse krævede genoptræning og senere psykologhjælp, fordi hun fik angst af at have været så tæt på døden, selvom hun var ung og sund. Men da hans egen søster var blevet indlagt på psykiatrisk sygehus og fik en svær diagnose, måtte familien selv sørge for at finde hjælp til hende, da hun kom ud.

Sørens sidemand var hurtigst til at markere og fik ordet. Han kendte godt til problematikken, for en i hans familie var faktisk også syg, men hun ville ikke have medicin, og så var det jo så som så, hvad man kunne stille op. Det var trist, hvad der foregik i sundhedsvæsenet, det var det, og man kan jo ikke tvinge nogen til behandling. Søren undrede sig, men fik ikke rakt sit lille papkort i vejret, så kvinden længere nede i rækken begyndte at forklare, at det simpelthen var utilfredsstillende, at man ikke kan være sikker på at få ordentlig behandling, når det er psyken, der driller frem for kroppen. Hun begyndte at tale om varme hænder og budgetter.

Søren knyttede sine hænder. Han mærkede svedpletter under armene og åbnede munden. Uden helt at ville det, brølede han op, at det fandme ikke kunne være rigtigt. At det for helvede ikke var gangbart, at de bare snakkede hele tiden.

“Hvordan fanden kan politikere i årevis være så enige om at gøre noget, og så aldrig nå til handling?! Det ændrer sig jo ikke. Der sker ikke en skid på området, selvom alle kan se behovet og er enige om, at det går ad helvede til i en fart!”

Alle gloede. Tre personer rejste sig og klappede. Knud prøvede at styre ordet, men de andre politikere fik samlet kæberne op og tog til genmæle i munden på hinanden. Ingen kunne høre, hvad de sagde.

Søren gik frem foran talerstolene og råbte, at han fra nu af kun havde én mærkesag, ingen ordflom og forlorne løfter, bare et eneste enkelt mål om at ændre samfundets behandling af psykisk syge og sårbare, og hvis nogen ville samarbejde med ham, var det fint, men han ville fra nu af aldrig fravige sit mål om at gøre psykiske og somatiske lidelser ligestillede. Og hvis der ellers var noget, kunne man se hans mailadresse på hans hjemmeside og skrive til ham. Han tog mikrofonen af og trampede ud af salen til lyden af taktfast bifald fra de fleste i salen og akavede fnis fra kollegerne på scenen.

De næste dage var vilde, og tiden op til valget fløj forbi ham med interviews i dagblade og aviser. Han var i morgenfjernsyn og aften-tv. Han talte med magasiner til damer og herrer og alle slags, og han fik omtale på sociale medier fra patientforeninger, pårørendeforeninger og regeringsmedlemmer, som da helt bestemt syntes, Søren havde fat i noget af det rigtige, men også sagde til journalister, at det nok næppe blev til noget med hans valgfantasi.

Men så kom valgdagen, og Søren fik det højeste antal personlige stemmer nogensinde registreret i en valgkreds.

Han blev hyldet i medier, og folk klappede ad ham på gaden. Han havde jo bare sagt sin mening, sagde han, og han havde gjort, hvad der indlysende var det rette. Han fik røde kinder, men han kunne også godt lide at det var ham gået så godt. Alt sammen kom til ham nu, fordi han havde ladet sig irritere til en debat i et forsamlingshus og råbt op og været ærlig. Nu skulle han i folketinget, ingen kunne ignorere ham, og han skulle være med i regering, og måske blev han sundhedsminister og kunne sætte et rigtigt præg på verden.

Han gik op ad trappen til sin første arbejdsdag i det store demokratis tjeneste og lyttede til klokkerne i nærheden. Det føltes, som om de ville ham noget, som om det var bydende vigtigt at høre efter de klokker.

Søren vågnede og rakte forvirret ud i morgenens mørke. Han slukkede alarmens bimlen og satte sig op.

Den store debat var i dag, og han havde ikke rigtig følt sig klar, da han gik i seng i går. Nu smilede han, imens han gik i bad og strøg sin skjorte, og han ankom i god tid til forsamlingshuset. Der var fin debat mellem ham og de andre politikere, og salens spørgsmål handlede om energipriser, landbrug og klima.

Og så kom der et spørgsmål om psykiatri, og Sørens kollega fortalte den historie om en pårørende, som Søren kendte så godt fra snakken i udvalget. Og det var faktisk helt reelt en skandale i så rigt et samfund, at man som pårørende ikke kan stole på, at ens nære får en god behandling, så Søren markerede til ordstyrer.

Han mærkede sine kinder blive røde, og sved piblede frem under hans arme. De små hår i nakken strittede på ham, og Knud gav ham ordet. Søren tog en dyb indånding og blinkede langsomt.

“Det er virkelig vigtigt at alle vælgerne forstår, hvor kompliceret det er at sikre en god og lige behandling af alle syge og samtidig få en presset økonomi til at gå op”, begyndte han.