Uge 40 2022

Manden stillede sig op ved podiet for enden af de to rækker med bænke og mennesker i sort. De så alle sammen på ham med store øjne, og nogle af dem lænede sig sammen to og to og hviskede. Han skævede til blomsterfloret ved sin side og rømmede sig et par gange. Han så ud på ansigterne foran og begyndte.

“De fleste af jer ved nok ikke, hvem jeg er, eller hvorfor jeg er kommet i dag. Vi har lige hørt flere af jer fortælle om en mor, en farmor, mormor, moster og endda oldemor i – øhm, var det et halvt år nu?”

Manden kiggede hen på en kvinde, der sad på første række med en babyalarm knuget i sine hænder. Hun blinkede med våde øjne og nikkede til ham med et blegt smil. Hun havde rande under øjnene.

Manden ved podiet nikkede selv og så ned på pladen foran ham, han duppede sine pegefingre mod det glat lakerede træ på talerstolen.

“Det var sådan, I alle sammen kendte jeres Lisbeth”, fortsatte han “jeres ord fortæller om en kvinde, som deltog og bidrog. Og som altid varmede jeres hjerter og om vinteren jeres kolde hænder med sin trygge favn og store overskud og kærlighed. Ja, med hele sit liv.”

Flere af ansigterne på bænkene nikkede, og en enkelt snøftede et sted på rækkerne.

“I ved vist godt, at Lisbeth var vigtig og afholdt på sit arbejde, og I kan sikkert forestille jer, at hun både har været irriterende og dejlig at have som lærer og voksen. Jeg er her i dag for at fortælle, hvordan Lisbeth gjorde en forskel i mit liv. Et lille liv, som hun helt tilfældigt blev en del af, fordi mit navn eller cpr-nummer endte i den bunke, som Lisbeth skulle undervise i syv år i folkeskolen.”

Manden trak ned i sin jakke og så hen på kisten ved sin side.

“Lisbeth var den, som lærte mig at læse”, sagde han og smilede så lidt, at ingen så det. Hans blik gled ud ad vinduet og lagde sig på de to graner, som bøjede sig for vinden ude i formiddagen.

“Hun lærte mig jo bogstaverne og at klappe mig gennem Søren og Mette”, sagde han, “men det var ikke så meget den del. Det var mere, at hun var den, der gik med os på skolebiblioteket og blev ved at finde nye bøger til mig. De var som regel lidt sværere, end jeg var klar til, men de passede altid alligevel. Hun gav mig bøger om heste, og hun kom med tyske bøger, der var underligt fantasifulde og handlede om ret skøre ting. De var lige mig, og jeg pløjede mig igennem dem side for side, uge for uge.

Og Lisbeth spurgte aldrig, om jeg læste dem, hun hørte mig aldrig i dem. Hun bad mig aldrig om at redegøre for dem eller fortælle noget, så hun vidste, om jeg læste dem alle sammen. Hun stod bare klar med nye titler ugen efter og rakte mig bog efter bog efter bog.

Når jeg i dag går rundt i en genbrugsbutik, kigger jeg altid på bøgerne, og mange gange tænker jeg på Lisbeth, fordi de samme titler står på hylderne nu og lugter af gamle dage. Det var bemærkelsesværdigt, at hun så mig så klart. Så, at jeg ikke gad læse Kitte Kry og Prins Valiant som de fleste andre i klassen, men skulle puffes ud i noget andet og mere. Så at hér var et barn, der kunne formes og få glæde af litteraturen.”

Manden smilede lidt, og et af hans øjne slap en tåre løs på kinden. “Jeg ved det jo ikke… måske tænkte hun slet ikke så meget over det og var bare heldig at ramme plet…”

Han trak på skuldrene og strøg en tommel over kinden. “Nej, jeg tror sgu på, at Lisbeth vidste, hvad hun lavede.” Der var smil foran ham.

“Men jeg kan være bange for, at hun aldrig vidste, hvor meget det betød. For mig”, sagde han og så på folk. Der var tyst mellem de tykke mures kirkerum, men han mærkede en varme strømme ham i møde.

“Lisbeth lærte mig glæden ved at bladre i nogle sider og komme ind i en helt ny verden. Opleve ting, der var så langt fra mit eget liv og mine egne erfaringer, at jeg næsten ikke kunne komme længere væk. Jeg fik chancen for at leve så mange andre liv.

Og jeg har brugt timer, dage og uger på at gemme mig fra verden i et svært hjem og et liv, hvor dansktimerne faktisk var den eneste glæde i skolen. Bøgerne blev mit helle, min trygge hule, som var befolket af orker og jægere og fantasifulde væsner med ondskab og kærlighed, af store skæbner og små historier, af hverdage, der lignede min, men ikke gjaldt mig, af ting, jeg slet ikke vidste kunne findes. Eller findes på.

Det var Lisbeth, som gav mig forståelsen af, at man bare kunne sætte sig ned og finde på en historie. Skabe noget, som ikke fandtes lige for lidt siden, og give det liv. Bruge det til at se på sit eget liv og sin egen verden. Blive klogere.

Alt det lærte Lisbeth mig.”

Manden græd nu stille, imens han talte, og menneskene foran ham mistede formen og gled sammen i sorte og leverpostejsfarvede klatter foran hans øjne.

“Og jeg fik aldrig sagt hende tak,” sagde han med tyk stemme, “jeg vendte aldrig tilbage og fortalte hende, hvor stor en forskel det gjorde, at jeg kunne stikke af fra mit svære liv, og hvor vildt det var, at jeg på grund af én lærers indsats i en håndfuld år i mellemskolen endte med at se litteraturen som en mulighed og nu har det som grundlag for hele min eksistens. Hver eneste af mine bøger er dedikeret til Lisbeth, selvom jeg aldrig fik skrevet det i dem, men bare tænkte, at det kunne komme i næste bog eller næste igen.

Jeg ved ikke, om Lisbeth nogensinde så mig i fjernsynet, eller om hun kom til mine foredrag. Jeg har ikke set hende, og jeg har ved gud holdt øje, hver gang jeg har været i nærheden af Lilleskolen og byen her.”

Manden rettede sig op og tørrede sit ansigt med først den ene og så den anden håndryg.

“Jeg ved ikke, om Lisbeth overhovedet forstod, hvor enorm en betydning en lærer kan have. Og jeg tror bestemt ikke, hun ville have forventet, at jeg græd hele dagen, da jeg så i avisen, at hun var død.” Han sukkede.

“Derfor ville jeg gerne være her i dag. For at sige jer tak for lån af jeres Lisbeth. Og for at takke hende, hvis hun nu er et sted, hvor hun kan se os endnu. Jeg har fået så mange liv forærende, og de fleste af dem fik jeg af Lisbeth, fordi hun var lærer. Fordi hun var min lærer. Fordi hun lærte mig at læse. Sikke en gave at give et andet menneske.”

Han sukkede og så ud på de andre sørgende. “Tak.”

Manden nikkede og tog et skridt til siden, før han lagde begge hænder på kisten og lod dem glide op under roserne. Han gentog sin tak, stak et håndskrevet kort ind mellem blomsterne. Så gik han ned og fandt sin plads på bageste række.