Uge 42 2022

Johan havde løjet for mor og far hele ferien. “Jeg går hen til Lukas”, sagde han, men det var ikke rigtigt.

Han havde heller ikke været hos Oliver og Markus alle de lange eftermiddage og weekender siden skoleåret begyndte, og han var stadig ikke en af dem, som de andre ringede til, når der var fodbold eller filmaften. Men det var der jo gode grunde til. Og nu havde Johan så taget sagen i egne hænder og fået sig et job. Han ville bare ikke sige det til de voksne, fordi han vidste, de ikke var glade for gartneriet, og fordi han vidste, der var noget med at få løn uden et skattekort, som far især ikke var så glad for. Så han sagde bare, han skulle ud til nogen, og mor og far havde åbenbart tænkt, det var dejligt, at han selv eller klassen eller verden bare var ved at ændre sig, så han hørte til. De stillede i hvert fald ikke mange spørgsmål om, hvad drengene lavede, eller hvornår han kom hjem eller skulle af sted igen.

Her i ferien var han gået af sted tidligt om morgenen. Han var begyndt at stå op og drikke af fars morgenkaffe, så han havde noget varmt i maven, før han skulle ud, og far lod til at synes, det var hyggeligt med selskab og med endnu en kaffedrikker i huset. Det var dejligt nok at sidde der i stilhed sammen og få et farvelkys på håret af fars bløde ansigt. Og så vinkede han selv bare til mor fra soveværelsesdøren, før han løb ud til cyklen. Søster sov som regel lidt længere, for hun havde jo også ferie, nu hvor hun gik i skole, men hans farvel passede tit med amning af lillebror, så mor sendte ham fingerkys fra den slidte hovedpude og sagde, at hun elskede dem alle sammen.

Arbejdet var lidt hårdt, for gartneren var godt nok rundhåndet med sin sorte løn, men han krævede også en indsats. Johan havde haft vabler på hænderne og ondt i ryggen de første par uger, men nu havde han vænnet sig til at bøje sig over maskinens bånd og dreje sig fra fremad og kun til den ene side. På vej hjem trak han tit cyklen og gik og drejede den anden vej. Han syntes selv, det gik op i en fin balance. Bedre end så meget andet.

På gartneriet havde han trods alt hurtigt fundet på plads imellem de andre. Det var ikke dem alle sammen, der var lige gode til at tale dansk, men de syntes åbenbart godt om den unge mand, der ankom med røde kinder, som det første lange stykke tid kun blev mørkere, når nogen talte til ham. Efterhånden havde han jo fundet ud af, at han ikke behøvede stå i stilhed og gøre sit arbejde, men godt kunne tale lidt med uden at føle sig dum, når de voksne lavede sjov eller bare talte om tingenes tilstand.

Han forstod ikke lige alt, de sagde, men han fik med, at mange havde det stramt, og at det ikke handlede om bluser eller sokker, der sad dårligt. De talte om samfundet og husleje og varme og børnenes jul og tøj til vinter. Forsyningskrise kaldte de det, og Johan gik fra sit arbejde hver dag og var glad for, at han faktisk var med til at sikre forsyninger til butikken, så folk kunne få aftensmad. Selv havde han ingen madpakke med, og i begyndelsen havde han bare sat sig ud på bænken bag ved gartneriets redskabsskur i pausen og ventet på, at fløjten lød efter frokost.

En lørdag i sensommeren var Ben kommet om til ham og havde spurgt, om han ikke ville have en af hans madder. Han var en af dem, som havde været der i årevis, og han forklarede, at Marie derhjemme altid lavede for mange til ham, og at det ville være en hjælp, hvis Johan tog lidt fra. Egentlig hed han slet ikke Ben, men noget der var langt og svært at sige, men han fortalte Johan, at alle, han kendte, bare kaldte ham Ben. Selv Marie derhjemme sagde sådan, så det gjorde Johan også. Efter det sad de mange lange dage og korte pauser på bænken og delte Bens madder, og Johan opdagede aldrig, at madpakken var blevet større efter første gang.

Når de to arbejdende mænd havde tygget af munden, fik Ben en cigaret, og selvom far havde smilet ad Johans nye morgenvane med kaffen, var Johan sikker på, at det var bedst at sige nej til at dele en North Star, hvis Ben tilbød. Men det gjorde han aldrig. Så de sad bare sammen efter frokost og så ud over det svindende grønne og røg og ikke røg og talte om meget lidt.

Hjemme i huset talte de meget om det samme som dem på gartneriet. Det var krisen, og det var julen, og det var mange penge, og det var mors barsel og en seddel hun havde fået fra sit arbejde, som betød at de skulle spænde livremmen mere ind.

Johan havde aldrig set nogen af dem gå med bælte, men han havde lagt mærke til, at mor og far ikke spiste så mange frikadeller, som de plejede. Han havde først tænkt, at det måske var, fordi de bare ville være tyndere. Det betød tit meget for de voksne, og på trods af fars protester, talte mor også om det efter lillebrors ankomst sidste år. Nu tog far og mor mere af kartoflerne og gulerødderne, og de havde oftere lyst til rugbrød til aftensmad, og de var vist glade nok, men de smilede også meget mindre.

Johan havde ind imellem haft held til at tage et par kartofler med hjem fra gartneriet i lommerne og lægge dem i køleskabet, uden at nogen så det, efterhånden som han mere og mere så far og mor med ugens boner og en lommeregner foran sig. Han var begyndt bare at dele sin hakkebøf eller den sidste bid medisterpølse med lillesøster uden at tænke så meget på sin egen mave.

På gartneriet kunne man slet ikke høre hans mave for maskiner eller de voksnes snak og latter. Johan syntes, det var rart, og selvom det hele tiden blev koldere, var han altid varm blandt de andre. Han ville ønske, han kunne være der altid, men sæsonen var snart slut, og på feriens sidste dag skulle han endelig have sin løn.

Gartneren vidste, at Johan havde fået arbejdet for at spare op, så de havde aftalt, at han løbende lagde drengens løn i en kuvert, så ingen af de vigtige kroner blev kastet efter noget ligegyldigt, og nu var det endelig tid. De fleste af de faste arbejdere var gået hjem lørdag eftermiddag, da Johan trak vejret dybt og gik over til kontoret ved maskinhallen. Inde bag den lille, duggede rude mødte han gartnerens blå overalls og store næver.

Chefen sagde til Johan, at de havde været glade for ham på gartneriet; han tog fat, han lavede aldrig rav i den, og de andre arbejdere syntes godt om ham. Han sagde også, at der var en plads til Johan, hvis han ville, når de nye planter skulle i gang efter nytår, og så rakte han Johan den tykke kuvert og sagde tak for denne gang.

Johan havde stået tavs, imens chefen snakkede, og nu vidste han ikke helt, hvad han skulle sige. Kinderne blev røde igen, og han kom til at bukke, men han sagde tak for denne gang tilbage og tilføjede, at han nok gerne ville herhen igen næste år, for han kunne også godt lide at være der. Chefen rakte armen frem, så de gav hånd, og Johan stak kuverten i sin lynlåslomme og gik udenfor og hen mod sin cykel.

Der fandt han Ben, som rakte ham en lille æske med et cover til en mobiltelefon, som han syntes, Johan skulle have. Nu havde han jo arbejdet uden at kny og slidt sig til vabler og sikkert også en lidt skæv ryg, og så havde han  været godt selskab i pauserne. Så Ben ville bare sige ham tak med en lidt fjollet gave, nu hvor han vidste, hvad Johans løn skulle gå til. Johan kiggede på Ben med store øjne og sagde mange tak. Han lovede at komme igen til foråret, eller hvornår det var tid til nye planter. Ben klappede ham lidt hårdt på skulderen, og så cyklede Johan derfra.

Han var klam på ryggen og bleg i ansigtet, for han vidste ikke rigtig, om han godt måtte komme tilbage, når han nu ikke længere havde brug for coveret. Pengene i lommen skulle alligevel ikke gå til en telefon, de skulle bare gives til mor og far, så de kunne få løsere bælter og smile mere igen.