Uge 7 2022

Dagen havde været lang, og selvom solnedgangen kom tidligt, var alle lange i kroppen nu, og det stive puds var for længst blevet blødt. De sad spredt i den store sofa og de to fine lænestole, som knirkede i læderet, når man flyttede på sig. Pejsen havde buldret og oplyst sofastykket for en time siden, men nu var der kun den langsomme varme fra en stor knude med gløder, som gav en svag knitren og et rødt mørke fra sig.

Tante sad med benene oppe i en af stolene og havde set ud i luften, imens der var småsnak og klink fra glassene. Nu drejede hun hovedet mod dem og spurgte, om de ville have en historie. Ligesom i gamle dage, sagde hun.

Det var længe siden, hun havde fortalt dem noget, de ikke havde hørt før, men lillebror spurgte, om det kunne være en af de uhyggelige; ligesom dengang. Hun havde flere gange skræmt ham, så han dårligt kunne sove og de to andre måtte hjælpe ham, hvis han skulle ud at tisse om natten.

Nu var det naturligvis noget andet, som de sad her efter en trist dag, og alle havde is og whisky i glasset og hele liv bag sig eller foran sig, men historierne var stadig gode.

Tante smilede, så hele ansigtet blev furer, og de varme øjne klemte næsten helt i. Lillebror fyldte sit eget og sin søsters glas op, Tante havde endnu, og brormand takkede nej til mere. 

Det hele var begyndt, da en ung mand kom hen til en lidt yngre dame og spurgte, om hun mon ville gå med ham i parken om lørdagen. Damen havde set den unge mand i byen et par gange, men hun kendte ham ikke rigtig. Hun vidste, han hed Peter, og hendes veninder havde peget fingre ad ham engang. Men hans røde kinder og dybden i hans brune øjne overtalte hende til et ja tak.

Lørdag kl. 13 stod Peter som aftalt foran hendes gadedør og bankede på med en kurv under armen. Damen, som hed Sofie, kom ud og havde et tæppe med, som de to kunne sidde på, og i den lyse sol under tynde skyer gik de mod hækken for enden af Sofies vej, hvor parken begyndte.

De fandt en god plads i nærheden af den store rhododendron. Busken gav læ, og hvis man virkelig ville, kunne man godt synes, at den også ville skjule nysgerrige blikke. Uanset hvad var det solsiden, og da sommeren endnu lod vente lidt på sig, bredte det unge par tæppet ud her og satte sig.

Peter pakkede møjsommeligt sin kurv ud og viste Sofie det hele undervejs. Der var brød fra Peters mors køkken, der var kyllingelår, små stykker ost, der var små tomater, champignoner fra et glas med en krydret lage og små løg, nogle figner og en rød sovs, som han viste særligt omhyggeligt. Den var stærk, men god, fortalte han, og Sofie smilede ad Peters barnligt fokuserede blik i hendes, imens han sad på knæ og trak frem og fortalte. Chili, sagde han og smilede skævt, man skal være lidt forsigtig. 

Han tog som det sidste nogle tallerkner, et par glas og en lille flaske lyserød vin op fra kurven, og han rakte Sofie et fyldt glas, før han hældte op til sig selv. Så løftede han glasset mod himlen og udbragte en skål for sommer, sol og særlige dage. Sofie skålede og smagte på vinen. Den var sød og blød.

De slappede begge to af og gik i gang med maden, imens Peter forklarede, at mor havde bagt i morges, og måske ikke helt havde syntes, han måtte tage et flute, fordi det var til nogle gæster. Men nogle gange må man jo ruske lidt op i reglerne, sagde han og blinkede til Sofie. De havde ikke siddet i solen ret længe, men hun følte alligevel sit ansigt blusse lidt. Måske var det vinen.

Peter var ikke typen, der spiste i stilhed, han fabulerede og talte i ét væk, men han var kvik, og Sofie lo meget. Han talte om farven på vinen, hvor kom den mon fra, var det en blanding af grønne og røde druer, som gav den rosa farve, eller hældte man farve i, og var det mon fra hindbær, eller var det måske blodet fra de slidte, bare fødder hos alle dem, som tramper på druerne, selvom lige dén del af processen vel nok var ændret efterhånden.

Den smagte nu dejligt, uanset hvordan det hang sammen, og de skålede i det flade solskin.

Og hvor var det et godt brød, mor havde bagt. Det var bare det, at hendes teknik gav så sprøde skorper, at man måtte tage små bidder, hvis man skulle undgå at blive skrabet i ganen af det. Det smagte dejligt, sagde Peter, men det var jo lidt hasarderet at blive skåret op som et dyr, bare fordi man lever af brød. Sofie tænkte, at de øjne kunne åbne enhver låst dør, som hun sad dér og så ham smide et stort stykke brød med den røde sovs ind bag det tænderne i brede smil.

Straks kom der dog et helt andet udtryk frem i ham, og hans øjne blev kuglerunde og våde. Uha, spruttede Peter og hostede let, ej sikke dog. Han tog en stor slurk af sit glas og tørrede en tåre væk fra sit ene øje, det var alligevel lidt for meget af den sovs lige på en gang, indrømmede han.

Han spiste lidt ost og et stykke af brødet uden noget og forsikrede Sofie om, at han var helt okay. Det var jo i grunden forfriskende at få sådan et chok, syntes han, så var man ligesom klar til at løbe hvorhen det skulle være eller kaste sig ud i vilde ting og sager.

Sofie var ikke klar til løb, og hun vidste ikke lige, hvilke vilde ting og sager hun eventuelt kunne have lyst til at kaste sig ud i.

Hun var gledet fra sin siddende stilling og ned på først albuen og så helt ned at ligge med frakken foldet under hovedet og den ene hånd om sit glas på tæppet, mens den anden hvilede på hendes mave. Her lå den og bølgede langsomt op og ned i takt med hendes åndedrag, og ind imellem hoppede den helt, når Peter sagde noget morsomt, som fik hende til at lukke øjnene helt i af latter.

Imens hun lå sådan med lukkede øjne, spurgte Peter, om hun ville smage noget sødt, og uden at åbne øjnene krusedes hendes mundvige, da hun sagde ja tak. Hun hørte kurven blive flyttet og mærkede lidt rykken rundt på tæppet, og så følte hun skyggen fra Peter over sit ansigt og åbnede sine læber let for at tage imod.

Et øjeblik var hun ganske forvirret, fordi hun følte noget blødt og fløjlsagtigt mod læberne, og det var faktisk meget sødt. Der løb noget ind i hendes mund, som hun ikke havde forventet, og hun smagte på det og mærkede det med tungen.

Skyggen flyttede sig igen, og hun åbnede øjnene og missede lidt i modlyset. Hun så Peter ligge på albuen ved siden af hende med resten af en figen og en lille kniv i hånden. Han så hende og smilede, og så kom hans skygge tilbage med mere sødt. Sofie lagde armene om ham, og under det søde fra frugten, mærkede hun styrke og varme og vidste, at hun kun kunne sige ja til ham.

Tante tømte sit glas og stillede det fra sig på bordet. Lillebror kunne se en dråbe kondens på glassets side gløde rødt som pejsen bagved. Dråben løb ned og ramte bordpladen, og gløden fortabte sig mellem glas og bordets bløde træ.

Han så forventningsfuldt over på Tante. Der var ikke mere, og han syntes ikke, det lød særligt uhyggeligt. Men Tante smilede til ham og forsikrede om, at kærlighed er det farligste, man i hele sit liv kan udsætte sig selv og hinanden for.

Tante klappede ham på kinden, som om han stadig var en lille dreng. Og derfor er det også det mest værdifulde, sagde hun.